Grilfest på Als hos Jeanette den 4. juni 2005 fortalt af Susanne.

Grillfest på Als den 4. juni 2005 hos Jeanette Henriksen.
En skøn blanding af transvestitter og transseksuelle havde en skøn sammenkomst hos Jeanette Herniksen på Als. Vi havde planlagt at grille og håbede på rigtigt godt vejr. Det var imidlertidig noget køligt, så vi var kun ude på den overdækkede terrasse for at passe grillen. Men vi blev mætte – ikke alene af mad, men også af snak om både alvorlige og hyggelige emner. Det var en sammenkomst med et forløb, som får én til at glæde sig til næste sammenkomst.
Susanne Selmer har skrevet artiklen herunder.
Artiklen er krydret med billeder taget af Tina Thranesen.

* * *

Af Susanne Selmer den 5 juni 2005.
Jeg vågnede lørdag klokken kvart i fem. Om natten, altså. “Hvad var det nu…?” Nåh, jo, det var jo i dag, jeg skulle til eksamen. Mødes med mine ligesindede hos Jeanette nede på Als. “Gu ve, hvad det er for nogen…” Så lagde jeg mig til at sove igen.
Det er den dér angst. Angsten for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man offentligt tilstår at være anderledes. Én ting er at gå rundt i kjole og højhælede derhjemme, men noget ganske andet er den onde lyneme at maje sig ud, så ens egen familie ikke vil kunne genkende mig, og så træde ud i “samfundet”. Men i dag skulle det altså være, koste hvad det ville.

Jeg har været bevidst om mit “problem” i en eller anden grad siden jeg var 12 år gammel. Men der var jo et pres fra omverdenen: “Du skal vel finde en sød pige, blive gift og få børn.” Så det gør man. Men den går bare ikke i længden, med mindre konen og omgivelserne er på det rene med, at man skal leve sin kvindelige side ud. Så efter en skilsmisse for fire år siden har jeg i meget af min fritid gået derhjemme som kvinde. Jeg har været til ét møde med ligesindede i Randers og jeg har to gange handlet i den lokale brugs som kvinde. Og der var ingen, der sagde noget!! Og så tror jeg, at de fleste i det område, hvor jeg bor, efterhånden er klar over, hvordan jeg er. Jeg er efterhånden også lidt ligeglad med, hvad folk sladrer om.
Jeg stod op klokken halv ni, spiste morgenmad og gik så i gang med forberedelserne. Barberede hoved, ben og skridt, satte hår (jeg har langt hår, der til hverdag sidder i en hestehale), pakkede sengetøj, nattøj og skiftetøj og alle de ting, jeg skulle have med. Jeg havde oven i købet taget højde for den situation, at bilen skulle brække ned, for jeg havde ikke lyst til at blive hentet af Falck i fuld krigsmaling. Så gik jeg på nettet og fik lavet en kørselsvejledning. Og så kom det første klimaks: Jeg iførte mig en G-streng (lyserød!), et par supersmarte læderbukser, en sød bluse med broderier, nylonstrømper og spidse højhælede lange støvler. Så brugte jeg laaaaang tid på at få min make-up til at sidde helt rigtigt. Pludseligt var klokken 1245. Mødetiden var sat til 1500. På Als!! Jeg havde nok mindst to timers kørsel derned, så jeg fik mine smykker på, fik smidt de sidste ting i bilen og tog af sted.

Samlet ved kaffebordet. Fra venstre og højre runder: Jane Johansen, Susanne Selmer, Signe Kruse, Erwin Maria Jöhnk, Jeanete Henriksen og Pia Nielsen.

Under hele forløbet om morgenen og under køreturen var der en lille orm, der gnavede. “Man kan vel få et mavetilfælde som undskyldning for at vende om..” Men jeg fortsatte. “så for #&¤!/?…”. Jeg havde glemt at få min deodorant med, og jeg lugtede som en kulminearbejder lige før fyraften. Hvad gør en klog mand – nåh, nej – kvinde nu? “Du må jo finde en diskret kiosk, eller noget i den stil”, tænkte jeg. Men jeg blev ved med at udskyde det, hver gang jeg passerede noget, der kunne tænkes at have en deodorant til salg. Indtil jeg kom til et supermarked, hvor pladsen foran var næsten tom. Og der var heller ikke denne gang en eneste, der kiggede skævt eller sagde noget. Det var i øvrigt sidste udkald, for der var ikke flere butikker før destinationen. Hvor heldig kan man være? Så jeg landede foran Jeanettes hus klokken 1515.

“Hej”, sagde Jeanette, da hun åbnede døren med et varmt og hjerteligt smil. Hun var en ganske køn og sød pige, og der gik et øjeblik, før jeg indså, at hun ikke var født sådan. Jeg trådte ind i en stue, hvor to andre piger sad i en sofa. “Dav, og velkommen”,
sagde den ene. Hun var tydeligvis den udfarende kraft i selskabet og den, jeg kendte som Tina Thranesen fra hendes hjemmeside. Så var der Pia Nielsen, en smilende, lidt tilbageholdende pige. Hende havde jeg mødt i Randers for tre år siden. Efter ca. fem minutter faldt min puls fra 180 til næsten normal. Det skyldes nok min glimrende kondition. Eller måske det faktum, at der her ikke var nogen fordomme overfor noget som helst.

Så ankom Erwin Maria Jöhnk, Jane Johansen og Signe Kruse. Jane kendte jeg også fra Randers, og af en eller anden grund huskede jeg hende ganske udmærket. Hun er en meget livlig pige med fut i. Selv siger hun, at hun er stille og tilbageholdende, men det har vi andre nu ikke mærket noget til. Erwin havde jeg hørt om, og han er en stille, rolig og behagelig person. Signe kendte jeg ikke, men hun viste sig at være underfundig og morsom. Jeg var
kommet i godt selskab, og jeg har sjældent følt mig så velkommen, som tilfældet var her. “Forhåndsaccepteret” ville være et passende udtryk.

Oplægget til dette arrangement var ganske enkelt: Ankomst fra klokken 1500, grill fra 1830 – ? Der er den risiko ved den slags, at hvis man ikke kender hinanden så godt, kan man komme til at sidde i hvert sit hjørne (hvis der er hjørner nok) og sige ingenting. Men der var snak, sjov og ballade fra vi satte os til et veldækket kaffebord til de sidste gik i seng omkring klokken tre. Og snakken gik på alt fra visse offentlige myndigheders mangel på forståelse for vores situation til intime detaljer om privatliv og lyst til partnere. Og det er ellers ikke noget, jeg lukker ud for hvem som helst.

Vi havde selv medbragt drikkevarer og kød til grillen, og Jeanette fik et symbolsk beløb for tilbehør og kaffe. At dømme efter kaffemaskinens snorken var beløbet i underkanten. Så økonomisk er sådan et arrangement til at overse. Og da grillen kom i gang og rødvinen på bordet var det, som om vi havde kendt hinanden i mange år. Det var et vellykket selskab med en behagelig atmosfære. Og da man kan ankomme som man er født og klæde om på stedet er der egentligt ikke nogen undskyldning for at blive væk.

Jeg har lært en vigtig ting: Hvis man er i godt selskab med mennesker, man kan stole på og føler sig tryg ved, glemmer man faktisk, at man er “anderledes” Hvor er det skønt og befriende at kunne være sammen med andre i det tøj man har mest lyst til og med det udtryk, man til dagligt går og gemmer på inde bag facaden.

Tak til de øvrige deltagere for en uforglemmelig weekend. Og en stor tak til Jeanette, som lagde hus til. Og så en opfordring til de, der læser det her, og som har lysten, men mangler modet: Kom ud af skabet og med til selskab. Det er trygt, hyggeligt og morsomt!

Søndag den 5. juni 2005.
Kærlig hilsen. Susanne.