Indholdsfortegnelse
Forberedelserne
Turen ned til Amsterdam
Første aften i Amsterdam
Pia og Tina udforsker og oplever Amsterdam
Pia og Tina på Lellebel
Pia og Tina var ikke Pia og Tina denne dag
Pia og Tina køber sko og kører hjem
* * *
[Indholdsfortegnelsen] Forberedelserne
Riiiing – telefonen ringede. Da jeg tog telefonrøret og præsenterede mig, lød det: “Det er Pia”.
Pia – dvs. Pia Nielsen og jeg havde fÃ¥ dage forinden i marts mÃ¥ned 2004 været sammen i forbindelse med foreningen trans-danmark.dks generalforsamling.
Vi sludrede lidt om generalforsamlingen, hvorefter Pia pludselig spurgte, om jeg kunne tænke mig at tage med pÃ¥ en mindre ferie f. eks. til Paris eller Amsterdam – altsÃ¥ som Pia og Tina.
Vi sludrede frem og tilbage om, hvordan, hvornÃ¥r og hvortil turen i givet fald skulle foregÃ¥. Da vi sluttede samtalen, var vi enige om, at tage til Amsterdam og bruge fire dag til det. Afgang fredag den 9. juli 2004 om morgenen tidlig fra Pias bopæl i ‘TrekantomrÃ¥det’ og hjemkomst mandag den 12. juli om aftenen – det vil sige fire dage senere.
Vi besluttede at begynde at lave noget research for at finde ud af så meget som muligt om Amsterdam i relation til transvestisme. Var der nogen problemer med at færdes i Amsterdam som transvestit, hvor kunne vi bo, var der nogen bestemte ting at se, bestemte forretninger at handle i o.s.v. o.s.v.
Hurtigt viste det sig, at vores smag og ønsker var meget sammenfaldende. Begge var vi interesseret i at besøge museer.
Noget af det vigtigste var at få fundet et hotel, hvor vi kunne bo under vores ophold i Amsterdam.
Det var svært at bestemme sig, så det blev udskudt lidt.
Vi var jo også interesserede i at finde ud af, hvad der fandtes af transvestisme. Om der var foreninger, specielle arrangementer, specielle mødester m.v.
Hurtigt fandt vi linket til baren Lellebel. Den var beliggende i centrum af Amsterdam og henvendte sig specielt til transpersoner. Der var program med optræden og større fester. Den måtte vi helt sikkert besøge.
Men der var ogsÃ¥ en anbefaling af et mindre transvenligt hotel, som oven i købet lÃ¥ i gÃ¥afstand pÃ¥ stiletter fra Lellebel – altsÃ¥ nærmest i centrum.
Hotellet hed Keizerhof. Ind på dets hjemmeside. Det så faktisk rigtig godt ud og priserne var moderate. Det var et lille hotel med få værelser, men alt i alt virkede det tiltalende.
Pia sørgede for bestilling af et dobbeltværelse med bad og toilet – morgenmad inkluderet via deres internetbooking.
For en sikkerheds skyld ringede Pia til hotellet næste dag for at være sikker på, at det ikke ville volde problemer, at to transvestitter indlogerede sig. Svaret var, at vi ville være noget så velkomne. Så nu havde vi et sted at bo.
Vi ville også gerne have nogle brochurer om Amsterdam. Derfor tog jeg ind til FDM i Lyngby. Men ak. Der var intet at få. Derimod fik jeg oplyst, at det hollandske turistbureau var statsejet og ikke delte brochurer ud til andre turistkontorer. De ville selv stå for at udsende og udlevere turistbrochurer direkte til turisterne.
Nu var der blot den ulempe, at det nærmeste turistkontor for Holland lå i Stockholm.
Så deres hjemmeside blev på ny fundet frem og så blev der ellers krydset af ud for både den ene og den anden form for brochure. Men deres bestillingsformular var ikke særlig brugervenlig. Den var opdelt, så jeg måtte lave op til flere bestillinger for at få, hvad jeg ønskede.
En uges tid senere kom otte tykke kuverter fra det hollandske turistkontor – i alt otte centimeter brochurer.
De blev sorteret og gennemset. Nogle viste sig at være uinteressante og kasseret. De tilbageblevne blev nøje studeret.
Med disse brochurer og ved at støvsuge nettet for information om Amsterdam fandt vi en masse ting, vi gerne ville se.
Den 17. april 2004 var jeg til bestyrelsesmøde i trans-danmark.dk. På hjemturen kørte jeg ind om Pia. Vi havde nogle hyggelige timer sammen og fik gennemgået og kommenteret alt det, som vi indtil dette tidspunkt havde fundet frem om Amsterdam.
Samtidig blev vi også bestyrket i vores opfattelse af, at vi havde meget sammenfaldende ønsker med hensyn til, hvad vi gerne ville se under opholdet i Amsterdam.
Køretiden fra Trekantområdet til Amsterdam var omkring seks til syv timer, men vi ville godt gøre et ophold undervejs for at se et eller andet.
Det blev til delfinariet, som godt nok lå næsten helt nede ved Amsterdam. Ved at køre om morgenen, med passende ophold undervejs, en frokost og besøget i delfinariet, regnede vi med at være fremme ved hotellet omkring klokken atten om fredagen.
Så besluttede vi, at fredag aften skulle bruges til at finde et sted at parkere bilen, da vi var blevet helt klar over, at de trafikale forhold i Amsterdams centrum ikke var egnede til bilkørsel, ligesom alt tilsyneladende var inden for gå afstand.
Når bilen var godt af vej ville vi bruge resten af aftenen til at slentre rundt i byen, få noget at spise og så blot indsnuse byens atmosfære.
Lørdag ville vi besøge forretninger om formiddagen og museer om eftermiddagen. Om aftenen ville vi på Lellebel.
Søndagen stod på kanalrundfart, besøg på et diamantsliberi og besøg på flere museer.
Mandag var hjemrejsedag, så der ville vi starte med at besøge en blomsterpark.
SÃ¥ nu var programmet for vores tur i grove træk tilrettelagt. Men ikke mere fast eller stramt, end at der var plads til pludselige indskydelser, og som det siges: “Ret til ændringer forbeholdes”.
Denne planlægningsfase gav vi os god tid til, så da vi var nået så langt, var der kun et par uger til vi skulle af sted.
Ved at give os tid til denne research og planlægning, følte vi os godt rustede til turen, og spændingen og forventningen var helt i top.
Og så var det pludselig torsdag den 8. juli 2014
Vi havde aftalt, at jeg skulle komme over til Pia om torsdagen og overnatte dér til om fredagen, så vi kunne køre tidligt om morgenen.
Så torsdag ved middagstid bar jeg min kuffert og to håndtasker ud i bilen og kørte fra Sjælland over til Pia, hvor jeg ankom først på eftermiddagen.
Ugen forinden havde været travl. Jeg havde gennemgået min garderobe, foretaget et par nødvendige indkøb i form af strømper og andet, som trængte til at blive suppleret.
Men det sværeste var at vælge, hvad jeg skulle pakke i kufferten.
Vejrudsigten var studeret nøje. Den var ikke for lovende. Der var forudsigelse om meget regn, en del sol og temperaturer på mellem sytten og et par og tyve grader.
Så hvad pokker skulle jeg tage med. Tøj blev taget frem, tøj blev sorteret. Ville det blive regnvejr, blæsende og køligt, eller ville det blive solskin og varmt? Det stillede jo forskellige krav til påklædningen. Resultatet blev, at jeg tog noget med til begge situationer. Det gjorde jo heller ikke så meget, da vi jo skulle køre i egen bil. Alligevel krævede det en del omhu at vælge og få pakket det rigtige.
Men som sagt, s̴ trillede jeg over til Pia torsdag den 8. juli. Vejret var fint Рsolen skinnede.
Da jeg ankom, blev jeg mødt af en smilende Pia, som bød mig velkommen. Efter en smule snak, blev jeg installeret i et dejligt værelse, hvor jeg klædte om til Tina.
Vi hyggede os eftermiddagen og aftenen igennem.
Planerne blev gennemgået en ekstra gang. Diverse brochurer og kort blev gennemgået, køreruten til Amsterdam blev gennemgået, og de steder, vi gerne ville se blev tegnet ind på vores bykort over Amsterdam sammen med adresserne, og midt i det hele blev der også tid til aftensmad.
Da vi ved midnatstid gik til køjs, følte vi os godt forberedte og meget spændte.
[Indholdsfortegnelsen] Turen ned til Amsterdam
Fredag den 9. juli 2004
Så fik vi morgenmad, pakkede bilen, og startede præcist kl. 0748 køreturen mod Amsterdam.Da der jo var en lang tur foran os, havde vi selvfølgelig aftalt at skiftes til at køre. Jeg tog den første tørn.
Trafikken var moderat, så vi krydsede hurtigt den dansk-tyske grænse og fortsatte sydpå i Tyskland.
Den første pause tog vi på en rasteplads ca. 35 km nord for Hamborg efter en times kørsel. Der var kun borde og bænke og et toilet
Jo nu var vi pÃ¥ vej – Pia og Tina var klar til at møde hele verden. Det var en dejlig fornemmelse. Vi nød det.
Med Pia som chauffør gik det videre ad de tyske motorveje. Forbi Schleswig, Rendsburg, Hamborg og så vestpå forbi Bremen med retning Oldenburg mod den hollandske by Groningen.
Men sulten begyndte at melde sig, så kl. 1145 holdt vi ind på et tankstationsanlæg med cafeteria.
Inden vi forlod bilen, blev der kastet et blik i bilens makeupspejl, læbestiften frisket op håret fik en tur med børsten. Så var vi klar til at møde, hvad det skulle være. Det første ophold var blot en pause, hvor vi ikke var mellem andre mennesker. Men nu gjaldt det. Det var derfor med nogen spænding, at vi gik ind i cafeteriet.
Den var betjent af en midaldrende dame, der tastede beløbene ind på sit kasseapparat og nævnte beløbet. 5,35 Gylden.
Jeg gav hende en 10 Gylden seddel og modtog byttepengene. Hun ikke så meget som så op.
Vi fandt et ledigt bord ved vinduet. Medens vi spiste og sludrede stille med hinanden, kom og gik andre trafikanter. Ingen tog notits af os. Vi sluttede opholdet i cafeteriet med et toiletbesøg, hvilket også forløb uden nogen form for problem.
Så gik det videre ad motorvejen med retning mod Groningen. Vi havde igen skiftet, så det nu var mig, som kørte. Men vores kort var vist ikke helt ajourført, eller vi havde overset et skilt, for pludselig var vi i hvert fald på vej sydpå ad en tysk motorvej.
Derfor forlod vi motorvejsnettet og kørte gennem nogle dejlige mindre tyske byer og krydsede så grænsen til Holland syd for Emmen. Den første hollandske by, vi kom ind i var en mindre landsby ved navn Hardenberg, hvor der var en flot hollandsk mølle.
Vores mÃ¥l var delfinariet – Dolfinarium – i byen Harderwijk. Ruten gik derfor til byen Zwolle og derfra ad en sydgÃ¥ende motorvej. I brochuren for delfinariet var der nemlig anført, at der fra motorvejen var fin skiltning.
Kl. 14 holdt vi ind p̴ en tankstation Рbilen skulle jo ogs̴ have noget at leve af.
Dolfinarium
Og så kom skiltet, der viste mod delfinariet, og vi forlod motorvejen og kørte kort efter ind i byen Harderwijk. Hele vejen gennem byen var der fin skiltning, så kl. 1430 parkerede vi på en stor P-plads ved delfinariet. Strandboulevard Oost 1, 3841 AB Harderwijk.
Der var P-automat. Det var nærmest umuligt at tyde den hollandske vejledning ved automaten. Jeg puttede derfor 2 ? i automaten, og på tidsstemplet kunne jeg se, at det var tilstrækkeligt.
På hele turen havde vi været heldige med vejret. Hver gang, vi holdt pause, var det solskin, men mange gange under kørslen kom vi gennem nogle endog heftige regnbyger.Vi sikrede os derfor, at vi havde vores sammenklappelige paraplyer i taskerne, inden vi gik til billetlugen.
Der var mange gæster, og enkelte personer spottede os og kiggede efter os, men de gjorde det diskret.
Således bemærkede jeg, da jeg gik nogle meter bag Pia, et ægtepar, som gik i modsatte retning. Da de havde passeret Pia, trak manden i sin kones arm og sagde noget til hende, hvorefter de vendte og kiggede. På samme tid var jeg ud for dem, men kunne ikke høre deres lavmælte samtale. Da jeg lidt efter selv vendte mig og så efter dem, var de ikke at se. Så det var så det. Det var jo ikke slemt.
Efter at have gået lidt rundt og fået orienteret os fik vi fundet selve delfinariet, der som nævnt er indendørs. Det var en stor cirkelrund kuppel. vi kom lige i rette tid, for der var en enormt flot opvisning.
Da vi kom ud fra forestillingen var det igen tid for en regnbyge. Vi gik i læ sammen med adskillige andre ved en bygning med et pænt tagudhæng. Det viste sig meget praktisk, at bygningen indeholdt toiletter.
Så der smuttede vi ind, dels for at komme i tørvejr og for at få klaret et nødvendigt ærinde.
Da vi kom ud fra toiletrummene konstaterede vi, at lokalet med spejle og håndvaske nærmest var fyldt med kvinder. De havde tilsyneladende søgt ly for regnen. Ingen bemærkede os, og vi fik vasket hænder og nettet os lidt, inden vi forlod toiletlokalet.
Regnen var næsten holdt op, så vi slog vore paraplyer op og gik rundt og fik set det sidste af delfinariet.
Flere oplevelser rigere kørte vi videre mod Amsterdam. Det var igen Pia, som kørte. Vi kom let til Amsterdams udkant, men fik drejet forkert ved en ringmotorvej, så vi måtte et stykke tilbage. Men så gik det også som smurt, og inden længe var vi i kanten af centrum og dermed tæt på hotellet.
Men så var der lige nogle detaljer som ensrettede veje og venstresving forbudt. Det førte til, at vi fik kørt hele Centrum igennem, inden vi kunne parkere næsten lige ud for hotellet. Et par Gylden i parkeringsautomaten og så hen til hotellets indgang. Klokken var 1840, og vi havde kørt ca. 800 km.
[Indholdsfortegnelsen]Første aften i Amsterdam
Fredag den 9. juli 2004
Døren til hotellet var låst, så vi trykkede på et ringetryk. Næsten med det samme blev døren åbnet af en midaldrende kvinde. Hun lignede ikke en ansat i et hotel, men det var jo også et familiehotel.
Pia forklarede på tysk, hvem vi var, hvorefter vi blev lukket ind.
Det viste sig, at kvinden sammen med sin mand var indehaver af det lille hotel. Vi fik udleveret en nøgle og forklaret, at vores værelse var på første sal lige oven for trappen.
Trappen var smal og stejl. Lige på grænsen til at gå under betegnelsen hønsestige. Det var derfor lidt besværligt at bakse vores kufferter og tasker op, men det gik.
Værelset var derimod stort, lyst og velindrettet. Men der var ikke toilet eller bad. Det var ude pÃ¥ gangen – godt nok kun beregnet for vores værelse, men ikke svarende til vores bestilling.
Da vi havde fået pakket det nødvendige ud og opfrisket vores makeup og fået en børste gennem håret, spurgte vi hotelfruen, om der var et parkeringshus eller et andet sted, hvor vi kunne parkere bilen. Hun forklarede os, at der på modsatte siden af kanalen var et parkeringshus.
Det er nok lige på sin plads at forklare lidt om Amsterdam
Amsterdam er jo hovedstanden i Holland. Den er beliggende i den vestlige del af landet næsten i bunden af en fjord, som udmunder i Nordsøen. Der går også en kanal direkte fra Amsterdam ud til Nordsøen. Byen er opstået på et meget fladt og sumpet areal, hvorfor der er mange kanaler.
I byens nordende ligger Centralstationen og nærmest i halvcirkler rundt om den mod syd er der fem kanaler, hvor den yderste samtidig markerer grænsen for den gamle del af byen. Yderligere er der så en del kanaler, som forbinder de halvcirkelformede kanaler.
På begge sider af kanalerne er der ensrettede gader. Vejene langs kanalerne hedder næsten det samme som kanalerne.
Som eksempel kan nævnes, at hotellet, hvor vi boede, hedder Keizershof. Det ligger ved kanalen, der hedder Keizersgracht og vejene på begge sider af kanalen hedder begge Keizersgracht. De lige numre på den ene side og de ulige på den anden.
Disse veje er smalle og bruges tilsyneladende af beboerne og enkelte andre. SÃ¥ er der en del veje, som – om ikke helt sÃ¥ næsten – udgÃ¥r fra Centralstationen og dennes nærmeste omrÃ¥de. Disse veje forløber som eger pÃ¥ et hjul ud mod udkanten af byen og krydser dermed alle kanalerne. Det er primært disse veje, den kørende trafik anvender, herunder ogsÃ¥ sporvogne.
Vi fandt parkeringshuset og kørte ind gennem en port. Det lignede mest et værksted.
Da vi standsede kom et par mænd ud fra et lille kontor og på en blanding af engelsk og tysk fik Pia forklaret, at vi gerne ville parkere bilen frem til mandag formiddag.
Det var der ingen problemer i, og vi skulle ikke betale for søndagen, for da skal der heller ikke betales afgift i P-automaterne. Men vi syntes alligevel, at prisen på 50 Gylden var pebret.
Og så var Pia og Tina klar til at indtage Amsterdam.
Vejret var fint, solen skinnede og temperaturen var omkring tyve grader.
Aftentur i Amsterdam
Vi spadserede på må og få rundt i byen, idet vi dog holdt os ajour på kortet.
Der var mange fodgængere, men næsten ingen lod til at bemærke os.
Men sulten meldte sig, så vi begyndt at se os om efter et sted at spise. Der var mange muligheder. Grillbarer og lignende frasorterede vi dog begge. Vi ville have noget ordentligt at spise.
Valget faldt pÃ¥ en italiensk restauration ‘Caprese, Trattoria Italiana, Spuistraat’ i Spui kvarteret.
Det var en hyggelig spiserestauration i ældre stil.
En yngre servitrice kom og gav os spisekort og vinkort. Vi valgte en bøf og dertil en flaske rødvin.
Vinen kom straks og efter en rimelig ventetid blev maden serveret.
Maden var god og vinen dejlig, så vi hyggede os gevaldigt.
Prisen for os begge blev 51 Gylden.
Under vores ophold var der ingen, hverken andre gæster eller personalet, som så meget som løftede et øjenbryn, så vi følte os rigtigt godt tilpas.
SÃ¥ fik vi en oplevelse. Tre knægte pÃ¥ omkring sytten Ã¥r bemærkede os. Vi slentrede pÃ¥ en gÃ¥gade, og de kom bagfra. Da de var oppe pÃ¥ siden af os kiggede de uhæmmet pÃ¥ os, pegede fingre og talte højlydt og fnisende pÃ¥ et uforstÃ¥eligt sprog – muligvis hollandsk.
Vi så kort på dem, gav dem et smil og lod ellers som ingen ting. De gik videre og vendte sig et par gange for at se efter os.
Der var adskillige andre fodgængere omkring os, men ingen af dem reagerede på nogen måde. Om de ikke har opfattet, hvad de tre knægte fandt så grinagtigt, eller blot var høflige og lod som ingen ting, kan vi jo ikke vide.
Byen var dejlig at spadsere rund i. Masser af gamle flotte huse, masser af træer og buske, et utal af broer, og så var der rent og pænt overalt.
Mørket var efterhånden sænket sig og gadelygterne tændt. Men stadig var der mange mennesker både på gaden og ved bordene ved de talrige udendørs serveringssteder.
Vi kom rundt om Rembrandt Plain, som er en stor plads med mange barer og restaurationer, der næsten alle havde udendørs servering. Der var også gøgl og anden folkelig adspredelse på pladsen.
For enden af pladsen var der således flere cafeer og restaurationer, der havde udendørs servering. De strakte sig over cirka 50 meter. Nærmest én lang ubrudt fortovsservering med borde i op til ti rækker. Der sad antageligvis flere hundrede mennesker og hyggede sig.
Vi passerede forbi fra den ene ende til den anden. Der var nærmest en form for catwalk. Vi bemærkede flere, som kiggede på os, men ingen reagerede synligt. Det var godt nok med lidt kriblen i kroppen, at vi gik foran alle disse mennesker. Folk, der sidder på en fortovscafe kigger jo ekstra meget på de personer, som passerer forbi. Men da først vi havde passeret stedet, havde vi en god fornemmelse i os.
Ud fra vores research var vi klar over, at vi var tæt pÃ¥ Lellebel – transvestitrestaurationen, som vi hjemmefra havde besluttet at besøge lørdag aften. Ude fra virkede den uanseelig. Udenfor stod en transvestit og vinkede efter os. Vi vinkede igen, men det var sent pÃ¥ aftenen, og vi havde netop besluttet at sætte kursen mod vores hotel, sÃ¥ vi gik videre.
Da vi med den udleverede nøgle havde lÃ¥st os ind pÃ¥ hotellet, havde taget vores værelsesnøgle fra nøglebrættet – selvbetjening og var kommet op pÃ¥ værelset, sludrede vi nogen tid om dagens oplevelser og var enige om, at det havde været en skøn dag og at Pias og Tinas miniferie i Amsterdam havde fÃ¥et en god start.
Imidlertid syntes jeg, at det var lige tidligt nok for mig at gå til køjs. Jeg spurgte derfor Pia, om hun ville med hen til Lellebel, men Pia ville hellere til køjs.
Jeg smuttede derfor af sted alene.
Som beskrevet pÃ¥ Lellebels hjemmeside, sÃ¥ var der kun ‘gÃ¥ afstand’ fra hotel Keizershof, og det tog heller ikke mere end et kvarters tid at slentre derhen.
Det var en dejlig lun aften, så jeg nød turen. Mødte mange mennesker, herunder også mange, som sad ved fortovscafeerne og stod ved sporvognsstoppestederne. Men der var ingen, som antastede mig på nogen måde. Dejligt.
Der var mange mennesker i Lellebel – ja nærmest overfyldt, eller sÃ¥dan virkede det, for det var kun et ganske lille serveringssted. Nærmest en lille bodega med en bar med en række barstole og et enkelt bord. Det lykkedes mig dog at fÃ¥ kapret en barstol og bestilt et glas øl.
Stemningen var god, og det var tydeligt, at mange af gæsterne kendte hinanden.
Betjeningen bestod af to transvestitter. Den ene var den samme, som havde vinket til Pia og mig, da vi gik forbi på vej mod hotellet.
Jeg kom i snak med en ung mand midt i tyverne. Han talte pænt engelsk.. Han bekendtgjorde straks, at han var bøsse og kom i Lellebel for at hygge sig og se, om han kunne score.
Så spurgte han, om jeg var alene, for han havde tidligere på aftenen bemærket mig sammen med en anden transvestit. Jeg forklarede ham, at jeg var alene, da Pia var gået til køjs på vores hotel.
Efter endnu en øl forlod jeg Lellebel og slentrede hjem til hotellet.
På hjemturen begyndte det at småregne og netop, som jeg nåede hotellet tog regnen til, så der var jeg heldig.
Klokken et gik jeg til køjs. En rigtig fin dag.
[Indholdsfortegnelsen] Pia og Tina udforsker og oplever Amsterdam
Lørdag den 10. juli 2004
Denne dag tog jeg en rød dragt med knælang nederdel og en sort bluse på. Sættet købte jeg i London i december måned 2001.
Pia iførte sig en hoftelang nærmest beigefarvet jakke, en hvid bluse og en trekvart lang nederdel i leopardmønster, som var skåret skråt, så den var længere bagtil end foran og dertil et par brune spadseresko med kraftig bred hæl.
Men uden mad og drikke duer heltinderne ikke, så turen gik til hotellets spisestue. Ja, sådan må den nærmest betegnes. Der var ganske hyggeligt og bordet var veldækket inkl. rigtig kaffe.
Der sad allerede et ægtepar fra USA og kort efter kom der tre mænd, som viste sig at være sækkepibespillere fra Skotland.
Den ene af dem indledte med at sige ‘And which language do we speak with the table to day?’:
Hverken parret fra USA eller skotterne lod sig på nogen måde mærke med, at vi var transvestitter.
Der var en spredt hyggelig samtale ved bordet medens vi spiste.
Hotelfruen kom ind straks efter, vi havde sat os og spurgte, om vi ville have en omelet. Det ville vi gerne, og kort efter kom hun med frisklavede lækre omeletter til os.
Men selv om der var hyggeligt, så var det jo ikke for at være på hotellet, at vi var taget til Amsterdam, så vi gik op på værelset, tjekkede vores makeup, og var klar til at udforske Amsterdam.
Pia havde inden afrejsen talt om, at hun gerne ville i skobutikker, da hun skulle have købt et par sko. Hun havde fået anbefalet forretningen Big Shoe. Vi havde fundet forretningens hjemmeside under vores research og funden adressen. Den var inden for gå afstand fra hotellet.
Så vi stilede mod Big Shoe. Turen gik ad Keizersgracht. Vejret var fint. Solen skinnede, og det var lunt. Spadsereturen var dejlig og ingen lagde tilsyneladende mærke til os. Det var som om vi blot var et par kvinder, der var ude at spadsere.
Lidt fremme var der en af de talrige broer over kanalen. På broen gik to kvinder på vej over mod den side af kanalen, hvor vi gik. Afstand og hastighed var, så vi mødtes lige ved broens begyndelse. De så på os, gik videre og vendte sig om. Det gjorde jeg også, for jeg kunne se på dem, at de havde spottet os. Da både de og jeg havde vendt os, fik vi øjenkontakt. Det resulterede i et par store smil fra dem begge. Jeg smilede også og vinkede til dem. De vinkede smilende igen og vente sig og gik videre. En positiv oplevelse.
Lidt længere fremme kom vi forbi en af Amsterdams store kirker – Westerkerk. Vi gik rundt om den og ville gerne have været ind og se den indvendigt, men alle døre var lÃ¥ste.
SÃ¥ krydsede vi kanalen og fortsatte ad Keizersgracht til den næste sidevej – Leliegracht, hvor vi straks sÃ¥ forretningen Big Shoe. Leliegracht 12, 1015 DE Amsterdam.
Vi ankom lige nøjagtigt kl. 0859 og forretningen åbnede kl. 0900. Der var også en ung kvinde, som var ved at åbne en gitterdør, som var placeret foran selve indgangsdøren, så vi kunne med det samme gå inden for.
Men vi kom godt nok på et ubelejligt tidspunkt.
En midaldrende dame kom ind i forretningslokalet fra et baglokale. Hun fik os forklaret, at de egentlig ikke havde tænkt sig at holde åbent i dag, da de havde nye varer, som de skulle have på plads. Men nu vi var kommet, så kunne vi da godt købe, hvad der var udstillet i forretningen. Den nye kollektion, var dog ikke til salg endnu.
Vi følte os faktisk uvelkomne.
Medens vi var i forretningen, kom en ung kvinde ind i forretningen. Hun ville se på støvletter. Hun forlod forretningen uden at købe noget, inden vi var færdige.
Men så fik vi den næste demonstration på dårlig kundebetjening. Pia spurgte, om hun kunne få skoene i en pose.
Nærmest vrissende svarede den midaldrende ekspeditrice, at kunderne selvfølgelig fik deres køb i en pose. Uha da da.
Om den dårlige betjening alene skyldes, at vi kom ubelejligt, eller det var den normale adfærd i forretningen, kan vi jo ikke vide. Men efter den oplevelse er det svært at anbefale forretningen.
Amsterdampasset kunne købes i turistkontorerne, så vi begav os mod hovedturistkontoret, som ligger lige over for Centralstationen.
Vi krydsede to kanaler og kom til den store plads med navnet Dam, hvor det gamle kongepalads ligger. Det er nu museum og kunstudstilling. SÃ¥ spadserede vi videre ad Nieuwendijk, der er gÃ¥gade og med den ene forretning ved siden af den anden – ganske som Strøget i København.
Vi så på mange forretningsudstillinger, kjoler, bluser, sko, lingeri m.v., men måtte konstatere, at priserne var pebrede. De fleste varer kunne købes billigere hjemme.
Tina Amsterdam turistkontor i baggrunden.
kom vi gennem en mindre smøge til Prins Hendrik Kade, via en bred bro over endnu
en kanal til gaden Stationsplain, som løber langs med Centralstationen (Centraal
Station).
Lige over for Centralstationen på Stationsplein 10, 1012 AB Amsterdam ligger turistkontoret
i en flot gammel hvidmalet bygning med rødt tegltag.
Vi fandt skranken, der var faktisk flere, hvor de solgte Amsterdampasset.
Vi blev betjent af en uhyre venlig ca. tresårig mand, som på flydende engelsk fortalt om passets funktioner. Det bestod af et plastkort i kreditcardstørrelse med en chip, som gav adgang til turistattraktioner og et papkort i samme størrelse, som gav adgang til transportmidlerne. Vi købte et pas, som var gyldig i 48 timer regnet fra det tidspunkt, hvor det blev anvendt første gang. Passet kan også købes med 24 timers varighed.
– altsÃ¥ ude fra. Indvendig var den moderniseret uhyre smagsløst. SÃ¥ det indvendige besøg var hurtigt overstÃ¥et. Men udvendigt er det en imponerende og meget flot gammel bygning.
Hjemmefra havde vi fundet, at der på den store plads Dam var et stort varehus ved navn Peek & Cloppenburg. I bygningen er der i øvrigt også et Madame Tousad museum. Vi havde besluttet, at vi ville aflægge varehuset et besøg.
Vi gik ad en bred vej, Damrak, som var stærkt trafikeret af både biler og sporvogne. Der var brede fortove og flere fortovsserveringer, som var meget velbesøgte.
Under hele vores spadseretur sludrede vi lystigt om alt det, vi så og også ind i mellem om, at det var skønt at kunne spadsere på denne måde som kvinder uden tilsyneladende at nogen bemærkede det.
Må da indrømme, at når vi gik langs med nogle af de store fortovsserveringer, hvor der sad måske op mod hundrede personer, så var det med en lille spænding i kroppen, men der var overhovedet ingen reaktion.
Vi kom tilbage til Dam og gik ind i varehuset Peek & Cloppenburg. At kalde det et varehus er lidt misvisende. Det havde mest karakter af en stor tøjforretning i to etager. Der var meget lækkert tøj, men uha sikke priser. Så vi nøjedes med at ose rundt og se på og føle på de lækre kjoler, bluser, nederdele og lingeri. Jo vi faldt let ind i den måde, piger oser rundt og ser på lækkert tøj. Men vi købte ikke noget.
Der var en anden ting, som vi hjemmefra havde bestemt os for at se. Det var en gammel katolsk kirke, som stod intakt fra før reformationen. Ved reformationen blev den katolske kirke jo afskaffet. Imidlertid var der en rigmand, som i sin ejendom på første, anden og tredje sal indrettede en kirke. Den var i brug i mange år, men er som nævnt museum i dag.
Imidlertid fandt vi i en lille sidegade, en gÃ¥gade mellem Rokin og Kalverstraat, en lille hyggelig restauration med udendørs servering ‘Pammolcoeken’. Solen skinnede ind i gaden, sÃ¥ der var faktisk rigtigt rart. Klokken var blevet elleve.
Udvalget var dog ikke så stort, men vi fik hver et stort brød med tun og et glas øl. Det var velsmagende og stillede vores sult.
Igen oplevede vi en tjener, der gav os en høflig og naturlig betjening. Bemærkede han, at vi var transvestitter, så lod han det i hvert fald ikke skinne igennem.
Der var i restaurationen kun et enkelt lille toilet, men tilstrækkeligt til et nødvendigt ærinde og til at få opfrisket makeuppen.
Klokken var ca. 1230, da vi ankom, men museet åbnede først klokken tretten. Det havde vi ikke lige været opmærksomme på.
På den anden side af gaden lå en af de mange kanaler. Der var en pavillon med stole og små borde, så der satte vi os og sludrede. Solen skinnede, så det var rigtigt dejligt.
Da vi havde siddet der et kvarters tid, kom en tjener pludselig og spurgte, hvad vi ønskede. Vi forklarede ham, at vi ikke skulle have noget, men blot ventede til museet åbnede, hvorefter han blot forlod os. Vi blev da opmærksomme på, at der for enden af pavillonen godt nok lå en lille restauration. Det var måske ikke så pænt af os at sidde i en reataurations pavillon, men omvendt, så må vi jo sige, at havde vi ønsket betjening, så var et kvarters ventetid nok lige i overkanten. Men vi nød solen.
Vi henvendte os ved skranken og bad om to billetter og viste vores Amsterdampas.
Kvinden bag skranken virkede noget forvirret og bad os vente lidt. Vi forstod ikke rigtigt grunden, men kiggede på nogle brochurer og bøger på et stativ.
Ventetiden blev kort. Det viste sig, at hun endnu ikke havde fået tilsluttet en lille terminal, som Amsterdampasset skulle køres igennem.
Straks det var sket, fik vi adgang til museet. Det var ikke så stort, så det tog os mindre end en time at komme igennem det.
Undervejs rundt i museet passerede vi adskillige kustoder og andre museumsgæster, men ingen tog notits af os.
Katolsk Museumskirke i Amsterdam.
og vi bestemte os for hvilken rute, vi ville følge til den katolske museumskirke.
Først et lille stykke på modsatte side af en kanal, men igen ad Rokin, som vi også gik på på vej til Allard Pierson Museet. Så til højre ad en meget smal gade langs en anden kanal. Ad en fodgængerbro over endnu en kanal og så til venstre ad Oudezijds Voorburgwal på den østlige side af kanalen. Det var en rigtig hyggelig rute. Vejen var smal, og der var træer på begge sider af kanalen. Solen skinnede og temperaturen var behagelig. Vi nød turen.
Amselkring Museum – katolsk museumskirke
For enden af kanalen gik vi over på modsatte side og ca. 50 meter i modsatte retning, og så var vi ved Amselkring Museum med den katolske museumskirke Oudezijds Voorburgwal 40, 1012 GE Amsterdam.
Udefra var det ikke til at se, at den gamle høje ejendom indeholdt en kirke.
Kommet ind fik vi adgang med vores Amsterdampas og måtte efterlade vores tasker i små aflåselige garderobebokse. Det var tilladt at fotografere, blot det skete uden brug af blitz.
Så gik vi ad en smal vej op til første sal, hvor der var indrettet stuer med datidens møbler m.v. herunder billeder og forklaringer om kirken.
Videre op på anden sal, hvorfra der var adgang ind til selve kirken, som i højden fyldte anden og tredje sal samt tagetagen. Den var virkelig storslået.
Amsterdam er jo anlagt med et utal af kanaler. Derfor er der også mange muligheder for at få en kanalrundfart.
Hjemmefra havde vi bestemt, at vi absolut skulle ud på en kanalrundfart.
Vi besluttede os til en tur med et selskab, som der var fri adgang til via Amsterdampasset. De sejlede fra kanalen ud for centralstationen.
Kanalbåden var af samme type og størrelse, som nogle af dem, som sejler havnerundfart i København. Den var lukket med store ruder. Der var ikke mange passagerer.
Vi fik en dejlig plads på hver sin side af et bord ud mod vinduerne, og så sejlede vi.
Undervejs var der nogle stykker, som blev klar over, at vi var transvestitter. Et par piger og drenge omkring tolv års alderen kunne ikke lade være med at kigge på os flere gange. Men det var også den eneste opmærksomhed, vi vakte.
Vi kom bl.a. forbi Sea Palace, der er en kinesisk restauration bygget på en stor ponton.
Der var guide, der på hollandsk og engelsk undervejs fortalte om, hvad vi kom forbi og om Amsterdam og kanalerne i almindelighed. Turen varede ca. en time. Absolut anbefalelsesværdigt.
Det havde jeg ikke taget højde for.
Jeg havde et par, syntes jeg selv, fornuftige sko på med moderat hælhøjde, som passede fint, og som jeg havde haft på mange gange uden problemer.
Men sålen var tynd. Det gjorde, at alle ujævnhederne kunne føles gennem sålen op i fodballerne. Og efterhånden var mine fodballer blevet enormt ømme. Faktisk så ømme, at jeg begynde at få svært ved at gå normalt.
Derfor traf jeg om end med sorg i sinde den beslutning, at jeg ville tage tilbage til hotellet og dresse om til mit mandlige ego.
Så kunne jeg med mine tyksålede, fodformede sko skåne mine fødder nogle timer. Det var jo lørdag aften, vi skulle på Lellebel.
Det var på Prins Hendrikkade ud for broen over til centralstationen. Vi kom med en linie 2, da klokken var tyve minutter over fire om eftermiddagen, og fik dermed også brugt billetten, som medfulgte Amsterdampasset.
Sporvognene er meget moderne og yderst komfortable. De kører både i egne baner og på den almindelige kørebane og enkelte steder endog i gågader. Men det forløber stille og roligt, og de er meget anvendte.
Der var også mange mennesker, men det lykkedes os at få et par siddepladser.
Turen gik ad Nieuwezijds Voorburgswal forbi Nieuwe Kerk (Den nye kirke) Den er slet ikke er så ny, men utrolig flot. Videre over Spui og videre ad Leidsestraat, som krydser Keizersgrath, hvor vi stod af. Derfra var der kun kort at gå til hotellet. Sporvognsturen var en dejlig tur. Endnu en ny måde at opleve byen på og en hurtig måde at komme omkring på, så vi var tilbage på hotellet fem minutter over halv fem.
Et hurtigt bad, andet tøj på og af sted igen. Pia benyttede opholdet på hotellet til at skiftet til de nye sko, hun havde købt i Big Foot.
Vi havde bestemt os for at besøge Skibefartmuseet. I kanalen foran museet ligger en gammel fuldrikker, som vi havde set under kanalrundfarten.
Vi slentrede fra hotellet ad Keizersgrath til Utrechtsestraat og ad denne til Rembrandtplein.
Vi ankom kl. 1705. Kom ind i forhallen, men billetkontoret var lukket. En kustode kom hen til os og fortalte, at de lukkede for salg af billetter kl. 17, og at de besøgende nu så småt var på vej ud. Han var ikke til at overtale til at lade os komme ind til et hurtigt kig. Ærgeligt.
Da vi gik bort fra skibsfartmuseet fortalte Pia, at de nye sko klemte voldsomt, og at hun fortrød, at hun havde taget dem på. Hun var bange for, at hun havde fået vabler.
Vi slentrede derfor tilbage til stedet, hvor vi var stået af sporvognen og tog den førstkommende tilbage til Rembrandtplein og slentrede derfra igen tilbage til hotellet, så Pia også kunne skifte til sit mandlige ego og skåne sine fødder.
Kl. 1820 drog Pia og Tinas mandlige egoer derfor ud i Amsterdams milde og lune aften for at finde et sted at spise. Vi slentrede uden egentligt mål gennem gader og stræder, krydsede broer, så på vinduer og nød tilværelsen.
Men det var godt nok noget anderledes at vandre rundt som mænd end som kvinder. Og var det ikke for at skåne vore fødder, så ville jeg klart foretrække at slentre rundt i byen som kvinde.
Imidlertid var der ogsÃ¥ et par fordele ved at færdes som mænd. Der var jo mange dejlige kvinder pÃ¥ gaderne, og med det lune vejr var de let pÃ¥klædte. Og som mænd var det nok ligesom ‘mere legalt’ at kigge efter dem og nyde dem og deres pÃ¥klædning. Og det mÃ¥ ogsÃ¥ indrømmes, at det var lettere at sætte i et par hurtige spring over gaden.
Vi fandt en italiensk restauration på Spuistraat. Da vi ankom, var det fristende at sætte sig ved et af bordene på fortovet, men valgte alligevel at sætte os indendørs. Det var også godt nok, for da vi forlod restaurationen var det nok lige køligt nok til, at det ville have været behageligt at sidde og spise udendørs.
Maden var god og vinen dejlig.
Stille og roligt slentrede vi videre gennem byen og var tilbage på hotellet kl. 2140 og gjorde os klar til som Pia og Tina at tage på Lellebel.
Lørdag den 10. juli 2004 om aftenen
Så stod den igen på bad og påklædning, makeup og smykker. Vi skulle på Lellebel.
Kl. 2300 forlod vi hotellet og spadserede til Lellebel. Nu skulle det i praksis konstateres, om hotellet lå i gå afstand på stiletter fra Lellebel.
Jeg var iført en lyseblå nederdel glimtende af små pailletter, en sort bluse med et sødt mønster i sølvtråde og som let overtøj en lys hoftelang jakke, og så mine sko med ti centimeter stilethæle.
Det var korrekt. Det var inden for gå afstand. Det var lækkert at spadsere i stilethæle. Må erkende, at jeg har en svaghed for stilethæle, men de vækker lidt for megen opmærksomhed til brug i dagtimerne.
Pia tog en hellang ret snæver nederdel med et svagt rosafarvet mønster og en sort og hvidmønstret bluse samt sko med moderate hæle.
Men som tidligere omtalt, så er belægningen på fortove og gader i Amsterdam meget ujævne og absolut ikke velegnede til at promenere i stiletter. Men en dejlig tur var det.
Pia bemærkede nogle gange, at nederdelen faktisk var for stram til at spadsere i.
Der var mange mennesker i barlokalet, men det lykkedes os at få hver en barstol ved siden af hinanden bagerst i lokalet.
Priserne var rimelige. Et lille glas fadøl eller et glas sodavand for 2 Gylden.
Vi fik en lille sludder med indehaveren af Lellebel. Hun er selv en flot transvestit. Hun fortalte, at Lellebel ikke bestod af mere end lokalet, vi var i. Men, når de holdt store arrangementer, nogle gange sammen med barer for bøsser og lesbiske, så lejede de sig ind i store mødesteder. Ved disse arrangementer kom der fra 300 til 400 og helt op til 1.000 personer.
Det kom endnu flere personer og lokalet var snart fyldt næsten til bristepunktet, hvilket vil sige ca. 75 gæster. Deraf var der i hvert fald 15 transvestitter.
Denne gang var jeg ikke så heldig at komme i snak med andre. De nærmeste talte ikke engelsk. Derimod var Pia heldigere, og hun fik snakket ganske meget med et par mænd. Den ene var i øvrigt også transvestit, men ikke omklædt.
Lellebel er som tidligere nævnt ikke særlig stor. Lokalet var cirka 4,5 meter bredt og 12 meter langt. Næsten i hele længden var der en bar, så fra kanten af baren til væggen var der knebent 2 meter. Altså ikke megen gulvplads.
Flotte.
I løbet af tiden, vi var der, gav begge servitricer og servitricen, som var der om fredagen, men som nu var der som gæst, hver et sangnummer til CD-musik. Det gjorde fantastisk godt. OgsÃ¥ en enkelt gæst – ogsÃ¥ transvestit, gav et nummer.
Både Pia og jeg havde ømme fødder, så de blev studeret grundigt. Pia havde et par vabler, som der var gået hul på, så de blødte lidt.
Selv havde jeg en mindre vabel på hver fodballe.
Vi talte lidt om, hvorvidt vi i morgen skulle være Pia og Tina eller om vi skulle tage ud i byen som mænd. Ingen tvivl om, hvad vi helst ville.
Vi sluttede med at vente til vi havde sovet for så at se, hvordan vore fødder havde det. Og så kan det nok være, at vi smuttede under dynerne.
Alt i alt en oplevelsesrig dag i Amsterdam Рb̴de som kvinde og som mand.
[Indholdsfortegnelsen] Pia og Tina var ikke Pia og Tina denne dag
Søndag den 11. juli 2004
Vi sov længe og var først oppe kl. halv ti.
Efter et bad undersøgte vi nøje vore fødder. De var meget ømme.
Det var derfor med tungt hjerte, at vi nåede frem til beslutningen, at Pia og Tina ikke kom på gaden, men at vi i stedet ville færdes som mænd.
Selvfølgelig var hovedformålet med turen, at det var Pia og Tina, som skulle på tur. Men det var også et formål at opleve en del af det, som Amsterdam kunne byde på.
Hvis nu vi tog af sted som Pia og Tina og måtte erkende efter en times tid, at vore fødder ikke kunne klare de tyndsålede sko, så ville vi dels spilde tid med at komme tilbage til hotellet og skifte, og dels ville vore fødder måske være i en sådan forfatning, at vi selv med vore tyksålede og bløde fodformede mandesko ikke ville kunne gå særligt meget.
Derfor hellere spare fødderne og få en god dag med oplevelser i Amsterdam og så vente med at være Pia og Tina til om mandagen, hvor vi ikke skulle gå så meget, da det jo var hjemrejsedag.
Da først vi havde truffet denne beslutning varede det ikke længe, inden vi indtog vores morgenmad – igen med en frisklavet omelet. Det er unægtelig noget hurtigere at blive klar som mand, end som pige.
Snart var vi klar til at opleve Amsterdam
Fra hotellet gik vi ad Keizersgrath mod vest.
Vi gjorde ophold ved Wester Kerk, som vi om lørdagen var kommet forbi. Igen i dag var det ikke muligt at komme ind i den.
Tegning af homomonumentet.
Så kiggede vi efter Amsterdams homomonument, som antageligvis er det eneste monument for homoseksuelle og lesbiske i verden. Det skulle være på pladsen foran kirken, men vi kunne nu ikke finde det.
Derimod fandt vi let den kiosk med informationer, som bøsser og lesbiske driver, og som er placeret på pladsen foran kirken og som kaldes for Pink Point.
I kiosken fik jeg forklaret, hvor monumentet var placeret.
Grunden, til at vi ikke havde set det, var, at det var for stort. Det består af tre trekanter, der hver i sær er et lille monument, og som tilsammen danner en stor trekant.
Hver af trekanterne mÃ¥ler ti meter pÃ¥ hver led og den store mÃ¥ler 36 meter. Den ene af de ‘smÃ¥’ trekanter var plan med den øvrige belægning pÃ¥ pladsen, den anden hævet 60 centimeter over niveau og den tredje var placeret, sÃ¥ den nærmest var en terrasse ud i kanalen.
Monumentet blev indviet i 1998.
Under Anden Verdenskrig var der en lille pige, som skrev dagbog. Hun overlevede ikke krigen, men omkom i koncentrationslejren Bergen-Belsen.
Hun var jøde, hed Anna Frank og var født i 12. juni 1929. Hun boede med sin familie i Amsterdam. Efter krigen fandt hendes fader dagbogen.
I 1947 blev den udgivet pÃ¥ Hollandsk og er siden oversat til mere end 60 sprog og er mest kendt under titlen ‘Anna Franks dagbog’ og er en af de mest læste bøger i verden.
Dagbogen giver et indblik i det liv, som Anna Frank og hendes familie levede under Anden Verdenskrig.
På grund af jødeforfølgelserne besluttede faderen og moderen, at de ville skjule sig i nogle lokaler i baghuset i den ejendom, hvor faderen drev selvstændig virksomhed sammen med en kompagnon.
Den 6. juli 1942 gik de i skjul i baghuset. Kompagnonen sørgede for leverancer af mad og andre fornødenheder.
Den 4. august 1944 blev deres skulested afsløret og stormet at tyskerne og hele familien endte i koncentrationslejr.
Anna Frank døde af tyfus i koncentrationslejret Bergen-Belsen i marts måned 1945.
Kun faderen overlevede.
Der er også indspillet en film om Anna Frank med baggrund i hendes dagbog.
Baghuset, hvor de skjulte sig, er bevaret, og den 3. maj 1960 åbnede Anna Frank Museet i både for- og baghuset. Adressen er Prinsengracht 267, 1016 GV Amsterdam. Forhuset er moderniseret og indeholder bibliotek, læsesal, cafeterie, toiletter og kontorer for museet.
Jeg har læst bogen og set filmen, så det var et absolut must for mig at se museet og dermed stedet.
Anna Frank Museet ligger nærmest rundt om hjørnet i forhold til Wester Kerk, og vi ankom dertil kort før kl. tolv. Der var allerede en længere kø, som vi stillede os i. Medens vi relativt hurtigt kom fremad, voksede køen bag os. Jeg vil tro, at det er det mest besøgte museum i Amsterdam.
Besøges i museet var bevægende, og jeg vil ikke benægte, at jeg ind i mellem måtte tørre en tåre bort fra øjnene. Det var en meget bevægende oplevelse.
Efter besøget i Anna Franks museet spiste vi på en lille italiensk restauration.
Så måtte vi lige en tur tilbage til hotellet, da Pia havde glemt sit Amsterdampas. Det var nu ikke nogen stor omvej.
Fra hotellet slentrede vi gennem byen for at besøge ‘Stoltie Diamonds’, der er et diamantsliberi.
Stoltie Diamonds
Stoltie Diamonds blev grundlagt i 1664 og er dermed om ikke det ældste diamantsliberi i Amsterdam, sÃ¥ et af de ældste. Det ligger pÃ¥ samme adresse, som da det blev grundlagt. Wagenstraat 13 – 17, 1017 CZ Amsterdam, men er udvidet adskillige gange.
Kommet ind i besøgsafdelingens reception henvendte vi os til en venlig dame og fremførte vores ønske om en rundvisning. Hun spurgte, hvor vi kom fra og hvilket sprog rundviseren skulle tale. Vi var jo fra Danmark, men engelsk var fint.
I forbindelse med receptionslokalet var der lavet en arbejdende udstilling. Vi blev ført hen til en af diamantsliberne, hvor vi med plancher og modeller af diamanter fik forklaret og demonstreret de forskellige måder at slibe diamanter på. Samtidig så vi diamantsliberen arbejde.
Derefter kom vi op på første sal, hvor vi fik forevist en stor mængde smykker isat diamanter i forskellige slibninger.
Det var et både interessant og lærerigt besøg.
Vi slentrede igen gennem byen. Det er en dejlig by at spadsere rundt i.
Så nåede vi frem til Rijksmuseum kl. 1555. Jan Luijkenstraat 1, Amsterdam. Det er så afgjort et besøg værd. Undrede os blot over, at det ikke var større. Især taget i betragtning, hvor stor bygningen er. Og bygningen i sig selv er sandelig værd at betragte. Imponerende flot.
Netop, som vi kom ud af museet begyndte det at regne. Det var ikke voldsomt og i stedet for at gå i læ, gik vi blot videre til næste museum, som vi ville besøge.
Det er et temmelig nyt museum i en meget moderne og – synes jeg – hæslig betonbygning.
Med det indkøbte Amsterdampas skulle vi have haft fri adgang, men på grund af en særudstilling blev vi alligevel afkrævet et tillæg til billetten.
Foruden en masse billeder af van Gogh er der også billeder af andre malere. Det er ikke min store lidenskab, men jeg syntes ikke, at jeg kunnee have været i Amsterdam, uden at have set museet.
The Red Light Distrct
Der var imidlertid fortsat et kvarter i Amsterdam, hvor vi ikke havde været. Det var “The Red Light Distrct”, som bestÃ¥r af gaden Zedijk og tilstødende smÃ¥ smøger. Men først skulle vi have noget aftensmad, hvorfor vi begyndte at kigge os om efter et tiltalende sted.
Vi valgte en menu med en lang stribe små retter og dertil et par pilsnere og til sidst en kop kaffe.
Efter dette lækre mÃ¥ltid stilede vi mætte og veltilfredse kl. 1920 mod ‘The Red Light District’.
Navnet på kvarteret siger jo næsten alt, og kvarteret lever også op til navnet.
BÃ¥de pÃ¥ “hovedgaden” Zedijk og de smÃ¥ tilstødende smøger var der udstillingsvinduer, hvor pigerne poserede og lokkede med deres yderst let pÃ¥klædte kroppe. De var alle unge og næsten alle yderst velskabte. Men et rent kødmarked og – jeg vil pÃ¥stÃ¥ – industrialiseret. Det fremgik tydeligt, at det var indrettet, sÃ¥ der var flest mulige udstillingsvinduer pÃ¥ mindst mulig plads.
Der var fyldt af mennesker. Det syntes dog som om, at det mest var turister, der – som vi – skulle se kvarteret.
Midt på Zedijk er der en skulptur, som givet vis både begejstrer og vækker forargelse. En kæmpe penis, der stritter lige i vejret midt i et springvand.
Midt i turiststrømmen fornemmede jeg også, at det var et råt kvarter, hvor plattenslageri, lommetyveri, vold og røveri m.v. florerede.
Vi talte også om, at det egentlig var udmærket, at vi ikke var Pia og Tina netop i dette kvarter. Jeg følte mig i hvert fald bedre tilpas i min mandlige identitet.
Vi forlod “The Redlight District” og slentrede ad nogle smÃ¥ gader. Derved kom vi til nordsiden af en stor rødstensbygning, som vi tidligere havde set. Facaden af den ligger ud mod den store vej Damrak.
Bygningen er imponerende. Vi talte flere gange om, hvor flot og spændende den var.
Efter hjemkomst foretog jeg lidt research og konstaterede, at det var ‘Beurs van Berlage’ bygningen, der blev opført i perioden fra 1898 til 1903. Der er offentlig adgang til bygningen og mulighed for rundvisning og at komme op i tÃ¥rnet med dets udsigt over Amsterdam. Absolut noget til en eventuel senere tur til Amsterdam.
Vi spadserede ned til den store plads Dam, hvor vi tog en sporvogn hjem til hotellet. Vi stod af på Vijzelstrat lige mellem Herrengracht og Keizersgracht kun et par hundrede meter fra hotellet.
Der var ingen tvivl hos os om, at det havde været en dejlig og oplevelsesfuld dag, hvor vi bortset fra en enkelt regnbyge ved Rijksmuseum havde haft solskin og en behagelig temperatur. Vi var også enige om, at selv om vi gerne ville have haft dagen som Pia og Tina, så var det af hensyn til vore fødder godt, at tilbragte dagen i vore mandlige egoer.
Klokken 2330 var vi tilbage pÃ¥ hotellet og gik til køjs efter en dejlig dag – ogsÃ¥ selv om det ikke var som Pia og Tina.
Mandag den 12. juli 2004
Vi stod op kl. 0730. I løbet af natten vågnede jeg et par gange og kunne høre, at det regnede
Vi fik pakket vores bagage, klædt os pænt og fik lagt vores makeup.
Denne dag var jeg iført en lys nederdel med mønster, en sort bluse og en lys jakke.
Pia iførte sig en rosafarvet bluse, sin hoftelange lyse jakke og en trekvartlang nederdel i brunligt mønster samt sine sandaler.
Vi indfandt os i spisestuen spiste en dejlig morgenmad – igen med en nylavet omelet.
Kl. 0905 afregnede vi med hotelfruen og takkede for et behageligt ophold. Prisen for opholdet pr. person blev 135 Gylden. Så spadserede vi over til parkeringshuset, hvor bilen blev hejst ned fra liften. Tilbage til hotellet, hvor vores bagage blev lagt i bilens bagagerum, og kl. 0940 tog vi af sted. Pia startede med at køre, og jeg dirigerede.
Hjemme fra havde vi bestemt os for, at vi på hjemturen ville besøge en blomsterpark og valgt Keukenhof ved Lisse lidt sydvest for Amsterdam.
Imidlertid havde Pias nye sko jo kostet et par vabler i den korte tid, hun nåede at have dem på.
Vi kørte derfor til blomsterparken Keukenhof, Stationsweg 166, 2160 AB Lisse, hvortil vi ankom kl. 1155.
Men ak – der var lukket. Kun Ã¥bent i to mÃ¥neder om forÃ¥ret. Vores research havde ikke været god nok. Ærgeligt.
Vi drøftede derfor, hvad vi så skulle gøre og blev enige om, at vi ville finde et sted at få noget at spise og så køre tilbage til skoforretningen Stravers.
Tilbage til motorvejen og retning mod Amsterdam. Vi holdt ind pÃ¥ en motorvejsrestauration, vi havde bemærket pÃ¥ vej mod blomsterparken. Det var en ‘Kentucky Fried Chicken Restaurant’.
Tina foran Kentucky restauration ved motorvejen mellem lufthavnen og Amsterdam.
Det er i øvrigt en god ting at have lidt småpenge klar, da der ved toiletterne på mange motorvejsrastepladser sidder en dame eller en mand i et forlokale. Så vidt jeg opdagede, var der ingen fast pris, så jeg lagde nogle mønter i en skål.
I cafeteriet gjaldt det så om at finde ud af, hvad vi skulle have at spise. Ved skranken var der de typiske billeder med fastfoodretterne, så det var ganske let at afgive sin bestilling. Så blev der taget et glas Fanta, bestik og servietter. Inden vi var fremme ved kassen, fik vi udleveret vores bestilte mad. Det var hurtigt og effektivt. Betalingen var hurtig overstået og ikke så meget som et løftet øjenbryn.
Kl. 1305 var vi klar til at køre videre. Vi bussede en motorvejudfletning og kom en tur rundt om Schippold lofthavnen, men så fik vi også lige set den ude fra.
Det tog trods afstikkeren til Schippold lufthavnen kun tyve minutter, før vi parkerede foran skobutikken Stravers, Slotermeerlaan 117, JN Amsterdam. Forretningen har også en mindre afdeling på adressen Overtoom 139, 1054 HG Amsterdam ikke så langt fra Rijksmuseum.
Da vi kom ind i forretningen blev vi mødt af en ung mandlig ekspedient. Han var venlig og viste os op til en afdeling af skoforretningen beliggende nogle trin højere, end afdelingen vi kom ind i fra gaden. Han var helt tydelig vant til, at der kom transvestitter.
Pia begyndte straks at prøve sko. Udvalget var fint, og snart stod der adskillige sko på gulvet foran hende.
Jeg spurgte, om jeg måtte fotografere. Det var helt i orden.
Kort efter kom en kvinde midt i fyrrene hen til os. Hun fortalte, at hun var indehaver af forretningen sammen med sin mand, og at den unge ekspedient var deres søn.
Vi drak kaffe og prøvede sko. Det var jo et rent eldorado.
Selv om jeg ikke havde tænkt mig at købe sko, så kunne jeg ikke lade være med at prøve nogle af dem. Og minsandten, om ikke jeg faldt for et par med lav tynd hæl, som jeg købte.
De kostede 104,95 Gylden, men jeg fik en pæn rabat, sÃ¥ prisen blev 80 Gylden. Uhm – lidt til gengæld for linket og en pæn omtale af forretningen pÃ¥ min hjemmeside.
Men alt har jo en afslutning og efter en dejlig time i en lækker skoforretning med en pragtfuld betjening, forlod vi Stravers for at begive os på turen hjem.
Men ak – vi havde glemt at købe parkeringsbillet, sÃ¥ der sad en lille hilsen pÃ¥ bilen. Øv.
SÃ¥ gik det ellers af sted, denne gang med mig bag rattet; ud pÃ¥ motorvejen og kurs mod Danmark. Vi holdt en lille pause lidt uden for Amsterdam og derefter først lidt syd for Hamborg for at tanke benzin. Der var ikke noget cafeterie, sÃ¥ vi holdt kl. 1850 pÃ¥ det næste rastepladsanlæg – Autobahnraststätte & Motel Ostetal – Süd, 27419 Sittensen.
Umiddelbart efter vi havde sat os for at spise, kom et par ind og satte sig ikke langt fra os. De lod dog ikke til, at de bemærkede os.
Vi afsluttede med toiletbesøg.
Da vi kom ud til bilen, var det par, som kom ind i restaurationen lige efter os, også kommet ud. De satte sig ind i deres bil, som holdt et par pladser ved siden af vores. Den var på danske plader. Men det var nu ikke personer, som vi kendte, og det var også første gang, at vi os bekendt, var i nærheden af danskere på vores tur.
Bilen blev tømt for bagage. Et par stykker mad blev smurt og kaffen brygget. SÃ¥ sad vi ellers i Pias stue og sludrede om vores tur. Jo – vi flottede os med et glas god whisky.
Så nu havde Pia og Tina været i Amsterdam.
Alt i alt en pragtfuld tur med masser af gode oplevelser og ingen ubehagelige. En tur, som sent vil blive glemt og godt kan tåle en gentagelse.
Ved midnatstid gik vi til køjs og næste formiddag kørte jeg hjem.