Turen til London sammen med Qvickie og hendes hustru Jeanette var for mig (eller mig som Tina) ikke tænkt som en indkøbstur. Men købt – det blev der alligevel.
Vi ankom jo til London fredag den 14. december 2001 ved middagstid. Inden vi var installeret i Philbeach Hotel og var klar til at erobre London, var det hen midt på eftermiddagen. Det vidste vi jo hjemme fra og havde derfor besluttet, at fredag eftermiddag og aften ville vi kigge lidt på London.
Vi – Qvickie og Tina – ville derfor først lufte skørterne om lørdagen. Det fik vi ogsÃ¥ gjort. Men lad mig straks sige, at vi nÃ¥ede ikke at besøge sÃ¥ mange forretninger og steder, som vi havde hÃ¥bet.
Vi havde lavet et ret stort reserch arbejde og derudfra lavet en liste over forretninger og severdigheder, som vi gerne ville nå at besøge.
Om vi ville købe noget afhang af, hvad forretningerne havde af udvalg og til hvilken pris. Selv ville jeg gerne have et par sko eller to. Både til indendørs og udendørs brug.
Nu er London generelt ikke en udpræget billig by at foretage indkøb i, men der er visse undtagelser, og så er der mange forretninger og udvalget er stort.
Om fredagen fik vi, som jeg tidligere har nævnt besøgt to af Ann Summers forretninger, der begge er beliggende i Soho. Deres beliggenhed midt i Londons centrum er jo meget fordelagtig, men forretningerne skuffede. De levede ikke op til de forventninger, som deres hjemmeside havde lagt op til. Udvalget var ikke overvældende. Vi har dem lige så pæne, med lige så stort et udvalg og til konkurrencedygtige priser i København.
Men om lørdagen skal jeg love for, at Tina kom på indkøbstur
Vi havde hjemmefra besluttet os for at starte med et besøg i forretningen Doreen. Den ligger i Layton, og nærmeste undergrundsstation er Walthamstow. Det var i modsatte ende af London i forhold til vores hotel.
Under morgenmaden fik vi hilst på Lynne, som jeg kender fra København og Melissa, der er fra Mexico.
Men efter morgenmaden forlod vi tre piger hotellet. Nu skulle London opleves.
Turen i sig selv var en spændende oplevelse. Først et lille stykke til fods til Court undergrundsstation. Det var en dejlig fornemmelse at være ude på gaden som Tina. Hjemme har jeg som tina kun foretaget enkelte små spadsereture i København om aftenen.
Dette var anderledes. Frit og frejdigt spadserede vi han ad gaden til stationen.
Det var koldt, og jeg var glad for den pels, som jeg havde medbragt i kufferten, selv om den fyldte godt. Og med hÃ¥ndtasken hængende pÃ¥ skulderen i sin rem, var vi klar til at erobre hele London – eller i hvert fald opleve noget af den.
Jeg var iført en lyserød bluse, en glat sort nederdel, der nåede til lige over knæene, sorte støvler med omkring ti cm stilethæle og så pelsen og min taske.
Undergrundsbanen i London – The Tube – er forsynet med billetautomater ved ind-/udgangene til stationerne. Billetten skal indføres i automaten, en lille bom Ã¥bnes, billetten kommer ud igen, og sÃ¥ er der fri passage.
Vi nærmede os billetautomaterne på Court. Lyden af mine hæle klikkede på fliserne. Jeg havde på fornemmelsen, at alle kiggede på mig, men alle hastede blot forbi mig i den tidlige formiddagstravlhed.
Så fik jeg åbnet lynlåsen til et lille rum i min taske, som viste sig praktisk at opbevare billetten i, da den i den kommende tid blev brugt flittigt. Det gælder om at holde styr på indholdet i sådan en taske.
SÃ¥ tak – henne ved automaterne stod to stationsbetjente let genkendelige i deres orange veste, hvor der pÃ¥ tværs stÃ¥r “Underground”. De mÃ¥tte da bemærke mig og opdage, at jeg ikke var en rigtig kvinde. Begge stod de med front mod mig.
Nu gjaldt det altså om at lade som ingen ting, blot fremad. Billetten ind i sprækken, bommen åbnedes, fat i billetten igen og så igennem.
Puh ha. Nogle meter fremme stoppede jeg. Hankede op i tasken og lagde billetten tilbage i det lille rum. Samtidig så jeg mig tilbage efter Qvickie og Jeanette. De var begge lige kommet gennem billetautomaten.
Stationsbetjente stod der stadig. Nu med ryggen til mig. De havde intet bemærket. Det styrkede selvtilliden.
Vi skulle med Districtline
Undergrundsbanen i London består af adskillige linier, der hver har sit navn. For at gøre det lettere, har de også hver sin farve. Således er Districtline grøn.
På et stort kort over hele undergrundsbanen, som findes adskillige steder på hver station, fik vi checket, at vi på vores lille bykort havde set rigtigt.
Ved hjælp af skiltningen med endestationens navn og liniens farve fandt vi perronen, hvor vi skulle med toget.
Så stod den på trapper. Det er jo en undergrundsstation. Der er mange rullende trapper, men ikke på alle stationer.
Det gik fint. Det var godt nok noget uvant at gå så meget med høje hæle, men støvlerne sad godt, og støvleskafterne ydede god støtte.
Vi fik set godt på skiltene, da der på næsten alle stationer kørte flere linier.
Toget kørte ind pÃ¥ perronen. Vi ventede, medens folk myldrede ud af toget, hvorefter vi gik ind. Der var mange mennesker med, og vi mÃ¥tte stÃ¥ op. Det gjorde ikke noget. Vi skulle kun med til Victoria stationen – fire stationer fremme, hvor vi skulle skifte linie.
Der var mange mennesker med toget, og der stod adskillige ved siden af os. Men ingen ænsede os. Det var spændende at være så tæt på så mange mennesker i fuld offentlighed. Ville jeg blive opdaget? Hvordan ville deres reaktionen være?
Men jeg kunne spare mig spekulationerne. Jeg er end ikke sikker pÃ¥, at nogen bemærkede, at jeg var transvestit. Der var godt nok nogle, som kiggede pÃ¥ mig, men jeg kiggede jo ogsÃ¥ pÃ¥ dem. Vi ser jo alle pÃ¥ hinanden, nÃ¥r vi færdes offentligt. Og – opdagede de, at jeg ikke var en rigtig kvinde, men transvestit, sÃ¥ var der ingen synlig reaktion. MÃ¥ske høflighed, mÃ¥ske var de lige glade, mÃ¥ske var de vant til at se transvestitter. Jeg kunne alligevel mærke spændingen i mig, men følte mig ganske tryk og godt tilpas. Det var lækkert.
Cirkel line er en cirkelbane, der kører i en ring rundt om Londons centrum. De øvrige linier kommer hver fra sit yderdistrikt ind til centrum. Over en strækning af nogle stationer kører flere af dem på samme linie som Cirkel line og fortsætter så til et andet yderdistrikt. Nogle af dem krydser Cirkel line, og standser ved stationer inde i centrum for så at krydse Cirkel line igen og fortsætte til et andet yderdistrikt.
Victoria line, som vi skulle med, er en sådan linie. Den går fra Brixton, krydser Themsen og fortsætter tværs gennem Londons centrum, hvor den krydser Cirkel line først ved Victoria og derefter igen ved Euton stationerne og fortsætter til Walthamstow, hvortil vi skulle.
Victoria stationen er stor, da den også er endestation for flere nationale og internationale tog.
Skiltningen var fin.
The Tube kører nogle steder i tre etager under hinanden, og på flere stationer er der adskillige meget lange rullende trapper mellem de forskellige etager.
Ad nogle gange og trapper op og ned kom vi til en ny perron. Hele vejen var vi omgivet af mange mennesker.
Det var en fantastisk fornemmelse at gå fuldt omklædt som kvinde og konstatere, at så at sige ingen opdagede det. Selv her nogle uger efter, medens jeg skriver dette, kan jeg frydes ved erindringen. Det skal opleves for fuldt ud at forstå det. Og jeg vil selv gerne opleve det igen.
Men toget kom. Igen var der trængsel ved dørene. Men vi kom ind og måtte igen stå op, da alle siddepladser var optaget.
Der var mange stop. Stationerne ligger meget tæt. Det resulterede i en stor udskiftning af passagererne, og mange gange mÃ¥tte vi flytte os for at give plads for andre rejsende. Enkelte mÃ¥ have set, at jeg var transvestit. Det virkede nogle gange som om, der blev kigget lidt ekstra pÃ¥ mig. Men det kan selvfølgelig være de blikke, som en smuk kvinde – øhh rødmer lidt – altid tiltrækker sig. Der var ikke nogen, som reagerede synligt.
På et tidspunkt kom en kvinde i midten af tyverne ind i toget med en klapvogn, hvori sad en lille pige. Jeg trak til side for at give plads og kom derefter til at stå lige ved siden af kvinden. Hun takkede smilende, da jeg gav plads.
Nogle stationer længere fremme skulle kvinden ud. Igen måtte jeg flytte mig, så hun kunne komme forbi.
Da hun var kommet ud på perronen, vendte hun sig mod mig og sendte mig et stort smil. Om det var fordi jeg havde givet plads for hende og flere gange set ned på hendes lille pige i klapvognen, eller det var fordi hun havde opdaget, at jeg var transvestit eller af en helt tredje grund, ved jeg jo ikke.
Men det var enormt dejligt at få sådant et stort smil.
Da vi igen på Euton Station havde krydset Cirkel line og kørte mod endestationen Walthamstow, begyndte der at blive mere plads. Det endte også med, at vi alle kom til at sidde.
Vi steg ud af toget og fulgte med strømmen af rejsende mod udgangen. Togrejsen havde fra Court taget omkring fyrre minutter.
Snart var vi ude på gaden. Et stykke tid stod vi og kiggede på gaden og på kortet for at finde ud af, hvor vi skulle hen. Fra Doreen hjemmeside vidste vi, at vi kunne tage en bus, og at det ville tage omkring ti femten minutter at gå til forretningen. Vi valgte at gå. Vi havde været længe i toget og nød at spadsere hen ad gaden.
Vi var stadig i London om end i et af yderdistrikterne. Det virkede nærmest som at være i en stor danske købstad.
Det var skønt at trippe hen ad fortovet. Vi standsede hyppigt og så på forretningsvinduer. Der var mange mindre forretninger. Og som herhjemme var der mange forretninger med dametøj, der næsten alle havde stativer med tøj stillet ud på fortovet.
Det passede os rigtigt godt, og vi kiggede lystigt pÃ¥ de udstillede varer og holdt ind i mellem noget af det op foran os for at se, hvordan det tog sig ud. Jo vi opførte os som rigtige kvinder – og nød det.
Vi var også inde i et par af tøjforretningerne. Det var nu på initiativ af Jeanette. Vi købte ikke noget, men ingen tog anstød af, at vi gik rundt i butikkerne og pillede ved tøjet. Lækkert.
Endelig var vi fremme ved Doreen Рforretningen, som jo indehavedes af en transvestit, og hvis hjemmeside flittigt var studeret hjemme fra. Vi havde p̴ hjemmesiden set et billede af dens facade og genkendete den p̴ afstand.
Forretningen har et firkantet indhak med butiksruder bag hvilket, der var udstillet lækkert tøj.
Vi stod i indhakket og så på tøjet og sludrede lidt om, at nu var vi endelig kommet frem.
Spadsereturen havde taget en halv times tid. Det syntes jeg egentlig ikke var så galt, selv om det var længere tid, end der var anført på Doreens hjemmeside.
Dels var vi stoppet op flere gange og havde været inde i nogle butikker, og dels var tempoet ikke det samme, som når jeg til daglig spadserer på gaden. Støvlerne med stilethælene satte automatisk en lavere hastighed.
Det var også den længste strækning, jeg endnu havde gået. Det var derfor også dejligt, at jeg ikke havde ondt i fødderne. Det havde tvært imod været dejligt at spadsere så længe med stilethæle. Og fornemmelsen af en let om end kølig vind, der smøg sig om mine nylonben var en ekstra fornøjelse.
Men nu stod vi og så på forretningen Doreens vinduer
Pludselig åbnedes døren og en venligt udseende ældre dame stod smilende i døråbningen og hilste os velkomne og bad os komme inden for.
Vi gik ind og blev hilst hjertelig velkommen. Ingen tvivl om, at hun var klar over, at Qvickie og jeg var transvestitter. Men velkomsten og hendes væremåde var uhyre venlig og meget naturlig. Vi følte helt klart, at vi var velkomne.
Vi fik forklaret, at vi kom fra Danmark og gerne ville have lov til at kigge os lidt omkring. Det var vi meget velkomne til, og havde vi behov for hjælp, så måtte vi endelig sige til.
I forretningen var der en del andre kvinder, men ingen mænd eller andre transvestitter. Vi fandt lidt efter lidt ud af, at flere af kvinderne var ansatte i forretningen. Faktisk var der fem kvindelige ekspedienter. De var alle på den anden side af de halvtreds år og enormt søde og hjælpsomme.
Vi gik stille rundt i butikken, som var meget velforsynet med kjoler, bluser, nederdele og meget andet. Det skulle vise sig, at der var væsentligt mere, end vi umiddelbart kunne se.
Da vi havde set os lidt om, kom en af damerne hen til og spurgte, om vi dog ikke ville lægge overtøjet. Det var jo for varmt at have på indendørs.
Vi tog mod tilbuddet. Hun beundrede min pels og bad om at prøve den. Det fik hun selvfølgelig lov til. 🙂
Inden længe spurgte en af damerne mig, om der var noget specielt, jeg søgte.
Jeg svarede, at jeg mest var interesseret i sko, men ikke kunne se nogen.
Hun svarede, at de havde for lidt plads, så de var ikke udstillet. Da hun havde fået oplyst mit skonummer, forsvandt hun, men kom kort efter tilbage med flere par sko. Det var alle dejlige sko med stilethæle. Faktisk lige sådane sko jeg søgte. Jeg prøvede flere par, men desværre var de alle for smalle, så der blev ikke noget skokøb.
Derimod bemærkede jeg, at både Qvickie og Jeanette var i færd med at prøve tøj. De fik som jeg masser af hjælp fra damerne.
Ind i mellem var vi de eneste kunder, og ind i mellem var der andre kvinder ind i forretningen. Der var en hyggelig atmosfære.
Vi sludrede meget med damerne og hver gang, der ikke var andre kunder, var de alle os behjælpelige med at finde de rigtige størrelser og komme med gode forslag om tøjsammensætning og bemærkninger om, hvad der klædte os bedst. Det var virkelig første klasses betjening.
Jeg fik prøvet en del forskellige nederdele, toppe og jakker og et par enkelte kjoler.
Det endte med, at jeg købte en dybrød nederdel med tilhørende halvlang jakke og en sort bluse.
Vi spurgte, om vi måtte tage et par billeder i forretningen. Det måtte vi selvfølgelig. Faktisk var de så hjælpsomme, at de tog billederne for os.
Da vi syntes, at vi havde fået købt, hvad vi ville, fik Qvickie spurgt, om de havde siliconebryster.
Selvfølgelig havde de det. De blev fundet frem, og snart var både Qvickie og jeg i færd med at studere og vurdere de forskellige modeller og størrelserne på dem.
Ja ikke nok med det. De blev også prøvet.
Da var jeg “solgt”. Det var Qvickie ogsÃ¥. SÃ¥ det endte med, at vi begge købte os et par siliconebryster. Prisen var omregnet ca. 1.500 kr, hvilket er hen ved halv pris i forhold til herhjemme.
Vi fik også forevist både dobbeltklæbende specieltape og speciallim til at klæbe dem fast på huden. Til limen skulle også bruges en speciel væske til at løsne den med igen. Tapen og især limen var rasende dyre, så det undlod vi at købe.
Vi var efterhånden nået dertil, hvor vi ikke ville købe mere. Medens de pakkede vore indkøb i store hvide plastikposer, gik vi udenfor og fik taget nogle billeder af os selv foran forretningen.
Betalingen på godt £ 60 svarende til omkring 7.200 kr. blev klaret med Visa-dankort. Vi bad, om vi kunne få Visa-dankort notaen på et større beløb, end vi havde købt for, så vi kunne få nogle kontanter tilbage. Men der var de ubøjelige. Det kunne ikke lade sig gøre.
Det viste sig senere, at det faktisk var helt umuligt at få nogen forretning til at give kontanter tilbage, som vi er så vant til herhjemme ved betaling med dankort.
Da vi endelig forlod Doreen og de fantastisk søde damer, havde vi tilbragt godt tre timer i forretningen.
Vi havde fået lavet nogle dejlige indkøb, men ikke nok med det. Vi havde haft en fantastisk oplevelse ved at blive betjent så dejligt og naturligt i en forretning.
Hver belæsset med en stor plastikindkøbspose gik turen tilbage til Walthamstow stationen for at komme med toget hjem.
Men fristelsen for at tage en taxi var for stor. Vi kunne ikke se nogen taxi ved stationen, men da vi spurgte en forbipasserende, fik vi oplyst, at der var en taxicentral for enden af vejen rundt om hjørnet, og at vi blot kunne gå ind i den, så ville de tilkalde en taxi til os. Vi erindrede, at vi havde set taxi centralen, men havde ikke tænkt, at vi blot kunne gå derind for at få en taxi.
Så vi gik tilbage til taxicentralen. Det viste sig, at de ligefrem havde en lille ventesal. Der var imidlertid en hel del mennesker, som ventede på taxier, så vi opgav og gik tilbage til stationen for alligevel at tage toget.
Vi havde talt om, at vi på tilbageturen ville kigge inden for i forretningen Transformation, som ligger tæt på Euton Station, men det var det blevet for sent til, og vi havde også fået købt alt, hvad vi havde lyst til for den dag.
Det var mÃ¥ske ogsÃ¥ meget godt. Uden hjemturen i toget, havde jeg næppe ‘gÃ¥et cat walk’ pÃ¥ Court Station, som jeg har forklaret om i afsnittet ‘Tina pÃ¥ restauration’.
Hjemturen med toget var igen en oplevelse. Ingen tog notits af os. Vi mÃ¥ have set ud som tre kvinder, der havde været pÃ¥ indkøb, – hvad vi jo ogsÃ¥ følte os som.
Vi kom tilbage uden vanskeligheder, men jeg var efterhånden noget træt i fødderne. Jeg havde også haft stiletstøvlerne på hele dagen.
Resten af dagen med cat walk pÃ¥ Eal’s Court, spisning pÃ¥ cafeteria, spisning pÃ¥ italiensk restauration og besøget pÃ¥ Stormes kan du læse om i andre afsnit.
Det var en lang dag. En dag med mange og kun positive oplevelser. En dag, som jeg og Tina ikke glemmer.
Men – for der kom et lille skÃ¥r i glæden.
Jeg havde jo glædet mig til at have de nyindkøbte siliconebryster på samme aften under turen til Stormes.
Desværre viste det sig, at jeg havde fået to forskellige typer bryster, så de var jo ubrugelige.
Da det blev opdaget, var klokken blevet så mange, at forretningerne var lukket.
SÃ¥ straks næste dag – jo, der var Ã¥bent i forretningerne om søndagen. Det var jo december – julemÃ¥neden, sÃ¥ næsten alle forretninger havde Ã¥bnet.
Men altså næste dag kontaktede jeg telefonisk forretningen Doreen og forklarede dem problemet.
De var meget ulykkelige, men havde straks løsningen.
Jeg skulle blot lægge det forkerte silikonebryst i hotellets reception, så ville de komme med det rigtige efter lukketid.
Da Tina ikke skulle luftes om søndagen, så var det jo en udmærket løsning.
Vi var på sightseeing om søndagen, og da vi kom tilbage til hotellet var ombytningen foretaget.
Servicen hos Doreen kan der ikke klages over. Heller ikke efter købet. 🙂
* * *
Artikel 1: Før turen til London.
Artikel 2: Philbeach Hotel.
Artikel 3: Turen som helhed.
Artikel 4: PÃ¥ restauration.
Artikel 5: Handler hos Doreen. (Denne artikel).
Artikel 6: PÃ¥ Stormes.
Artikel 7: PÃ¥ sightseeing.