Tina Thranesen i London december 2001. På sightseeing.

Af Tina Thranesen.
Søndagen havde vi – Qvickie, Jeanette og jeg – hjemmefra besluttet skulle bruges til sightseeing, og at vi ikke ville dresse om.
Fra morgenstunden skyndte jeg mig af sted til en pengeautomat for at få hævet nogle penge på mit Visa-dankort. Men da meldte problemerne sig. Kortet virkede ikke, og den engelske tekst på automatens skærm forsvandt så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at læse årsagen. Altså måtte vi klare os med de kontanter, som vi havde. Det skulle nok også kunne lade sig gøre.

Qvickie snød imidlertid. For da jeg kom tilbage, var hun ved at lægge sidste hånd på sin makeup.
Det gjorde, at jeg overvejede, om jeg også skulle klæde om til Tina, men jeg besluttede at lade være. Dels var jeg jo påklædt, og dels kunne mine fødder godt trænge til at slappe af i et par gode fodformede Ecco sko. Dagen i forvejen havde jeg jo haft stilethæle på fra morgenstunden til sent på natten. Først støvler med stilethæle under indkøbsturen hos Doreen, hvor vi havde spadseret en del, og dels sandaler med stilethæle om aftenen til ud på natten på under besøget på transvestitnatklubben Stormes.

Men nu bagefter herhjemme, hvor det hele genopleves på afstand, kan jeg godt fortryde, at jeg ikke klædte om og lod Tina komme på sightseeing. Det må jeg huske, hvis jeg får muligheden igen.
Ved morgenmaden i restaurationen i Philbeach Hotel fik vi hilst på Lynne og Melissa. Lynne skulle rejse videre samme dag, så der blev sagt pænt farvel med ønsket om, at vi snart så hinanden igen. Melissa skulle derimod først rejse om mandagen.

Sammen med Qvickie og Jeanette forlod jeg hotellet først på formiddagen. Først til undergrundsstationen Earls Court. En tur vi nu var ganske fortrolig med.

Med The Tube kørte vi til Westminster. Denne undergrundsstation er totalt nyrenoveret. Da jeg sidst var i London, var stationen eet stort byggerod. Stationen var blevet meget lys og venlig.

Vi kom op på Bridge Street – lige over for Big Ben.
Big Ben er jo en del af den engelske parlamentsbygning og nok et af de mest kendte tårne i verden.
Parlamentsbygningen og kroningskirken Westminster Abbey nøjedes vi med at se ude fra. Men det er også ganske imponerende.

Vi gik til højre ad Parlament Street hen til Downing Street, hvor den engelske premierminister har sin embedsbolig i nummer 10. Downing Street er kun et par hundrede meter lang og udmunder i modsatte ende lige over for St. James Park kun adskilt af Horse Guard Road, men ikke desto mindre en af de mest kendte gader i verden. Ofte ser vi jo reportager derfra i fjernsynet.
Downing Street blev imidlertid for nogle år siden af sikkerhedshensyn afspærret i begge ender af store smedejerns-gitterporte, hvor politiet døgnet rundt holder vagt.

Vi spadserede derfor tilbage Bridge Street, hvor der på Parlament Square er en statue af Winston Churchill.
Winston Churchill var Englands premierminister fra 1940 til 1945 under Anden Verdenskrig og igen fra 1951 til 1955 og en af de store ledere under krigen.

Efter at have kigget en tid på dette imponerende palads gik vi gennem The Green Park til undergrundsstationen Green Park.
Det var dejligt at komme indendørs i undergrundsstationen, da det var ganske koldt vejr. Kun nogle få plus grader.

Det væsentligste mål for dagens sightseeing var Greenwich, hvor det gamle observatorium ligger. Da det for flere hundrede år siden blev bygget, lå det langt uden for London. Nu nærmest inde midt i byen og markerne og skråningerne omkring observatoriet er nu en dejlig park.

Vores tur gik videre ad Birdcage Walk, som fører lige frem til Buckingham Palace, hvor den engelske dronning bor.

Det var på Greenwich observatoriet, at hele jorden blev inddelt i 360 længdegrader – meridianer. Og derfor kom 0-meridianen selvfølgelig til at ligge lige midt i Greenwich observatoriet. Den er i dag markeret med en stregmarkering.

Og da jorden jo blev inddelt i 360 grader er stregmarkeringen jo markering for både 0 og 360.

Det er derfor også yndet at blive fotograferet stående med et ben på hver side af stregmarkeringen.
I dag er der ikke mere observatorium på stedet. Derimod er der indrettet museum.

Undergrundsbanen med navnet Jubilee havde indtil for et par år siden endestation på Waterloo Station på sydsiden af Themsen. Linien blev forlænget, så den nu krydser Themsen yderligere to gange. Den blev indviet i år 2000.
En af de nye stationer er beliggende midt i det gamle dokområde – Dockland, der tidligere var et stort industriområde, primært bygget op omkring skibsfart. Hele dokområdet består da også af en masse kanaler. Området lå i mange år nærmest øde hen og forfaldt mere og mere.

Men i de senere år er der sket meget i dokkerne. Nyt byggeri er skudt op. Således også ved undergrundsstationen Canary Wharf, hvor der blandt meget andet er bygget et stort center.

Canary Wharf var stationen, hvor vi stod af undergrundsbanen. Vi gik lidt rundt i centret, hvor vi også fik noget at spise i et lille cafeteria og klaret, hvad klares skal på toiletterne.

Vores mål var jo Greenwich og også grunden til, at vi steg af undergrundsbanen på Canary Wharf. Der kunne vi nemlig skifte til Docklands Light Railway. Det er ikke en del af undergrundsbane systemet, selv om det selvfølgelig indgår som en integreret del af transportnettet. Vi måtte imidlertid købe særskilte billetter til denne strækning.
Banen udgår fra Tower Gateway, der ligger lige ved siden af og nærmest sammenbygget med Tower Hill undergrunds station.

Banens egentlige særkende er, at togene er førerløse. Alt fjernstyres.
Banen går, som dens navn antyder, gennem Dockland – de gamle dokker – og havde i starten endestation ved Themsen.
Banen er nu forlænget. Indvielsen skete ved årtusindeskiftet, år 2000 og banen går nu til Lewisham på sydsiden af Themsen. De to første stationer efter at have krydset Themsen er netop i Greenwich.

Efter at have orienteret os lidt spadserede vi gennem Greenwich by. Når jeg skriver by, så er det fordi, at det mest af alt minder om en middelstor købstad. Lave gamle og hyggelige huse.

Midt i Greenwich ligger Greenwich Marked, som vi selvfølgelig brugte lidt til tid at kigge på.

Så nåede vi indgangen til parken med observatoriet og kunne se det ligge på toppen af bakken. Det gik opad, og til sidst ganske stejlt.

Museet er ikke særligt stort, men har en del gamle navigations- og observationsinstrumenter samt ure og historiske beskrivelser af stedet og den historiske udvikling. Men det er jo også et historisk sted og ganske afgjort et besøg værd.

Vi kom tilbage til Greenwich by, hvor der i en tørdok ved Themsen er et flot sejlskib, som kan beses.

Næste punkt på vores “dagsorden” var med flodbåd ad Themsen tilbage til centrum af London. Vi var heldige. Fem minutter efter vores ankomst afgik en båd, hvis endestation var Temple Pier (anløbsbro) lige ved siden af undergrundsstationen Temple.

At sejle ned ad Themsen er en oplevelse i sig selv. Den hører ganske afgjort med til et besøg i London. Havnefronten opleves på en helt anden måde set ude fra midten af Themsen. Der er bygget meget nyt på havnefronten. Og generelt synes jeg, at de er sluppet betydeligt bedre om ved det end i København.

Vi havde kun få anløbssteder på turen. Det ene var ved Tower Bridge.

Tower Bridge er en imponerende bro. Den er bygget med to store tårne, der i toppen er forbundne med to gangbroer, der er åbne for publikum. Broklapperne er i dag elektrisk drevne, men blev oprindeligt drevet af to store dampmaskiner hver på størrelse med et damplokomotiv. Den ene er åben for publikum og indrettet som museum.
Disse ting fik vi dog ikke set, men jeg har set det under tidligere besøg i London.
Tower Bridge er en flot bro.

Det var blevet mørkt og broen var flot belyst.
Mørket gjorde også, at vi fik set havnefronten med de mange lys. Det er et imponerende og flot skue.

Dagen var nu ved at lakke mod enden. Så vi tog med undergrundsbanen til Earls Court og spadserede tilbage til hotellet.
Vi havde regnet med at spise aftensmad på hotellet, men opdagede, hvad vi burde have undersøgt forinden, at restaurationen var lukket søndag aften.

Da det begyndte at knibe med kontanter besluttede vi, at jeg gik en tur i byen og købte lidt forskelligt, som vi så ville spise på værelset.

På Earls Court Road fandt jeg en udmærket forretning, nærmest et lille supermarked, hvor jeg fik købt brød, pålæg, en flaske rødvin og lidt kage til kaffen.
Så blev der dækket op på det lille bord. Vi hyggede os resten af aftenen og kom til køjs omkring midnatstid.

Godt trætte, men med en masse indtryk. Meget havde vi set, men alligevel kun en lille brøkdel af, hvad der er at se i London.

Og næste dag – mandag skulle Tina igen ud og lufte skørterne i Londons gader.
Desværre fik jeg ikke skrevet en artikel derom. 🙁

Tina Thranesen.

* * *
Artikel 1: Før turen til London.
Artikel 2: Philbeach Hotel.
Artikel 3: Turen som helhed.
Artikel 4: På restauration.
Artikel 5: Handler hos Doreen.
Artikel 6: På Stormes.
Artikel 7: På sightseeing. (Denne artikel).