Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har den 14. november 2013 orienteret Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg om, at der på et bestyrelsesmøde i WHO den 29. og 30. maj 2013 skulle være drøftet LGBT og sundhed, men at punktet blev taget af dagsordenen efter en sørre diskussion ved mødestart og udskudt til det kommende møde i januar 2014.
Skrivelsen fra ministeriet til udvalget.
Dato: 14. november 2013
Jeg kan til orientering oplyse Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg om, at ”LGBT og sundhed” var sat på dagsordenen til mødet i WHO – Executive Board (bestyrelsesmøde), den 29. og 30. maj 2013. Der var ikke lagt op til resolution eller beslutningspunkt, men alene en drøftelse af emnet, der ikke tidligere har været behandlet i WHO-regi.
Emnet blev imidlertid taget af dagsordenen efter en større diskussion ved mødestart, og behandlingen blev udskudt til det kommende møde i januar 2014.
Det blev samtidig besluttet at opfordre generaldirektøren til at afholde konsultationer med regionerne om, hvordan emnet bedst håndteres, og hvordan emnet præsenteres på den kommende dagsorden.
Jeg gør for god ordens skyld opmærksom på, at forløbet af bestyrelsesmødet i maj ikke ses at ændre på det igangværende arbejde med revision af WHO’s ICD-10 klassifikation til det kommende ICD-11. Ifølge den skitserede tidsplan på WHO’s web forventes ICD-11 at blive præsenteret for World Health Assembly i maj 2015.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
* * *
Folketingets journal vedrørende skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.