| Titel | Imagining Transgender: An Ethnography of a Category |
| Forfatter | David Valentine |
| Forlag | Duke University Press |
| Udgivet | 31. december 2007 |
| Sprog | Engelsk |
| Antal sider | 320 |
| ISBN-10 | 0822338696 |
| ISBN-13 | 978-0-8223-3853-6 Hardcover 978-0-8223-3869-7 Paperback |
Anmeldelse af bogen af Karen M. Larsen.
David Valentines bog “Imagining Transgender” er en tankevækkende bog om transgender begrebet.
“Transgender” er et begreb som fylder stadigt mere indenfor kønsforskningen og på det organisatoriske plan verden over. På dansk oversættes ordet ofte med transkønnede, men det dækker formodentligt også over hvad vi efterhånden kalder for transpersoner.
David Valentine, der er etnolog og som i øvrigt selv identificerer sig som bøsse, forsøger i bogen “Imagining Transgender” at udforske hvordan begrebet transgender er opstået, hvordan det bruges og, ikke mindst, hvilke begrænsninger det har. David Valtentine baserer sin bog på intensive litteraturstudier der suppleres med et omfattende opsøgende arbejde i forhold til en række grupper og lokaliteter, der frekventeres af mennesker, som kaldes for transgender af andre men langt fra altid af dem selv.
David Valtentine går, ligesom de fleste andre kønsforskere, ud fra, at alle identiteter er menneskeskabte fænomener. Kønsidentiteter såvel som seksuelle identiteter ser han altså som fænomener, der ikke repræsenterer noget evigt og uforanderligt ved menneskeheden og det enkelte menneske. Identiteter er i stedet foranderlige størrelser, der er produkter af samspillet mellem den enkelte og det konkrete samfund som han eller hun lever i og er en del af. Derfor er transgender, ligesom alt andet, ikke bare noget som man neutralt kan beskrive. Nej, når vi taler om transgender, så er vi med til at skabe og forme dette begreb og dermed også vores syn på os selv og på andre.
Begrebet “transgender” dukker op en gang i 1970’erne og blev først brugt som en betegnelse for en mellemgruppe mellem de to allerede etablerede kategorier “transseksuel” og “transvestit“. Transgender kunne dog i denne tid også bruges som en art oprør mod forestillingen om, at man enten er mand eller kvinde. Transgender bliver dog først virkelig populær i 1990’erne, hvor begrebet efterhånden hovedsageligt kommer til forstås som en art paraply, der rummer alle mulige forskellige former for kønsoverskridende identiteter og praksiser. Mens transseksuelle altid tilregnes kategorien “transgender” er der imidlertid hyppigt stridigheder om en række andre grupper, så som f.eks. dragqueens, skal tilregnes transgender kategorien eller ej.
Under alle omstændigheder kan man, fra 1970’erne af se en stærk tendens til at fremhæve, at kønsidentitet og seksuel identitet er to meget forskellige størrelser. Dem der tilregnes transgender kategorien opfattes altså i henhold til de dominerende trans- såvel som homoseksuelle organisationer som mennesker, hvis identitet handler om at deres kønsidentitet og -udtryk afviger fra samfundets normer. Deres seksuelle identitet er enten “normal” eller i hvert fald ikke knyttet til deres kønsidentitet. Og på samme måde opfattes homoseksuelle som mennesker, hvis identitet handler om at deres seksuelle præferencer afviger fra samfundets normer. Deres kønsidentitet er “normal” eller i hvert fald ikke knyttet til deres seksuelle identitet.
David Valentine fremhæver, at denne knivskarpe skelnen mellem seksuelle og kønsmæssige identiteter er et produkt af en historisk proces. Da begrebet “homoseksuel” dukkede op i slutningen af 1800-tallet blev den homoseksuelle betegnet som en person, der både var afvigende mht. hans hhv. hendes seksuelle præferencer såvel som mht. hans eller hendes kønsidentitet og -udtryk. En homoseksuel mand kunne man således genkende på, at han var feminin – en homoseksuel kvinde kunne kendes på, at hun var maskulin. En homoseksuel mand elskede mænd med en kvindes kærlighed, en homoseksuel kvinde elskede kvinder med en mands kærlighed etc.
De homoseksuelles organisationer har imidlertid også i lang tid, men især siden 1970’erne, kæmpet for at denne forståelse af homoseksualitet skulle ses som et udtryk for fordomme om homoseksuelle. “Rigtige” homoseksuelle er “rigtige” mænd eller kvinder, var og er parolen, og de mange homoseksuelle, som faktisk ikke lever op til dette ideal blev hhv. bliver derfor skubbet ud ad de pæne mainstream homoorganisationer – som hellere end gerne så hhv. ser dem flyttet over i en kategori som f.eks. transgender. Godt nok kommer “transgender” så tilbage i form af kravet fra transaktivister om, at transgender skal inkluderes i homoorganisationerne, men i og med at de inkluderes som en selvstændig kategori, der sådan set slet intet har med homoseksuelle at gøre, kan de homoseksuelle forsat holde den ikke-pæne kønsoverskridelse fra livet.
David Valentine gør meget ud af at fremhæve, at den knivskarpe skelnen mellem kønsidentitet og seksuel identitet kan virke som et dolkestød i ryggen på en række socialt svage grupper, som ikke lever op til idealet om, at kønsidentitet og seksuel identitet er to helt forskellige størrelser. Især er han bekymret for en gruppe transvestitter, eller hvad man nu skal kalde dem, der ernærer sig som sexarbejdere i en del af New York – de såkaldte “girls from the Meat marked”. Disse piger, der er afroafrikanere eller af sydamerikansk oprindelse og som kommer fra de laveste sociale lag, kalder sig typisk, men ikke altid, for kvinder. De lever af at sælge sex til mænd, der kan lide “chicks with dicks“, de går, ofte men ikke altid, i “dametøj” og de bruger tit kønshormoner, selvom kun en lille del ønsker en kønsskifteoperation. Men de kalder sig for bøsser, fordi de er biologiske mænd, der er erotisk tiltrukket af og har sex med mænd. Dermed passer de ikke til kategorien transgender, og de færreste af dem kender den i øvrigt eller synes, at den er relevant for dem – men de passer heller ikke godt til den moderne opfattelse af homoseksuelle. De falder altså udenfor kategorierne, og det, sammenholdt med deres socialt vanskelige situation, hvor vold hører til dagligdagens orden, gør dem ekstremt sårbare.
David Valentine bruger meget, nok for meget, tid på at fremhæve problemerne ved at ville føre en transgender identitetspolitik, simpelthen fordi man hermed kommer til at udelukke en række af de mennesker, som man påstår, at man kæmper for. Han er dog også opmærksom på, at kampen for transrettigheder, der er et resultat af denne politik, har ført til konkrete forbedringer for den gruppe, som transgender siges at repræsentere. Noget bedre alternativ har han i øvrigt heller ikke selv.
I en dansk sammenhæng, hvor “transgender” hhv. “transkønnede” eller transpersoner” er et relativt nyt begreb kan David Valentines bog tjene som en løftet pegefinger. Vi skal passe på med at bygge en række Berlinmurer rundt omkring de forskellige kønsmæssige og seksuelle identiteter og i stedet forsøge, at have åbne grænser, som man frit kan flytte sig over eller befinde sig midt imellem, hvis det nu er det som passer en bedst.
* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.