For noget tid siden så jeg, at der var udgivet en bog af en jødisk kvinde Joy Ladin: Through the door of life.
Jeg har nu selv læst den og den er virkelig gribende. Den måde hun beskriver hele perioden hvor hun bogstaveligt talt begår vold på sig selv for at opretholde det billede af en mand som andre ser men hun ikke er og aldrig har haft lyst til at være er så godt beskrevet og selvom hendes dialog med gud måske er fremmede for mange af os, så kan man blot erstatte ordet gud med noget andet, for det giver et billede af en indre dialog jeg er sikker på mange kender.
Det er et hjerskærende farvel til hendes børn eller rettere et på gensyn og nok et meget realistisk billede på hvordan mange kvinder vil reagere den dag manden de elskede og stiftede familie med er nødt til at følge sit hjerte for ikke at dø selv. Den beskriver hvordan hun for sine børns skyld skifter mellem at være mand og far og under usle vilkår afprøver den spirrende kvinde hun er.
Den tegner intet idyllisk billede af at starte på hormoner og beskriver processen omkring det at blive accepteret i sit nye køn og ens egne frustrationer i forhold til udseende og ikke mindst stemmen.
Den beskriver hvordan hun ind i mellem ikke ser anden udvej end at tage sit eget liv. Men den beskriver også et håb og en hyldest til kærligheden og at der trods alt er lys og håb for enden af tunnelen.
Jasmia