Jeg var inde og se Jeg er min egen kone pÃ¥ Riddersalen – et fantastisk godt teaterstykke, der bygger pÃ¥ Charlotte von Mahlsdorfs liv. En ukuelig kvinde, der levede under nazismen og derefter under DDR’s undertrykkende styre, hvis efterretningstjeneste forfulgte LGBT-personer. Senere blev hun bebrejdet at have overlevet denne efterretningstjenestes forsøg pÃ¥ at nedbryde hende, og nynazisternes angreb pÃ¥ hendes museum , der var samlingssted for LGBT-personer i disse undertrykkende tider.
Jeg bliver stolt af disse personer. Jeg bliver stolt af i dag at være med i LGBT-bevægelsen.
Tidligere på dagen var jeg ude og lægge en rose ved den Ugandiske ambassade ved mindehøjtideligheden for David Kato, der blev myrdet på grund af sin kamp for LGBT rettighederne i Uganda.
Ja jeg er stolt – ogsÃ¥ pÃ¥ mit køns vegne – over den historie, der kom frem under teaterstykket. Da Charlottes museum blev angrebet af nynazister, blev de lesbiske tilbage og kæmpede for hende. Angrebet fik Charlotte til at flytte til Sverige. Tankevækkende, at der stadig er brug for kamp i vores samfund.
Jeg kunne ikke lade være med at sige noget i pausen.
Jeg spurgte, om folk viste, at staten betragter mig som syg? At 2/3 af de transkønnede ikke har fortalt det til nogen som helst, at de er transkønnede. At hvis vi antog, at mellem 1 og 2 % af befolkningen var transkønnede, måtte der være end flere transkønnede i salen end mig.
Det fik folk til at kigge sig omkring – og mig til at trække lidt pÃ¥ smilebÃ¥ndet.
Det var en god dag.
Hilsen Malene Andreasen.