| Titel | ”Jeg vil ikke sove med en, der har en pik” – En kvalitativ undersøgelse af hjemløse transpersoners tilblivelse i Danmark |
| Specialet udarbejdet af |
Sara Stricker Aarhus Universitet DPU, Emdrup (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Tuborgvej 164, 2400 København NV.) |
| Sprog | Dansk |
| Udgivet | Juli 2019 |
| Antal sider | 105 |
I forbindelse med udarbejdelse af rapporten har Sara Stricker lavet literaturstudier og interview med tre medabejdere på væresteder for hjemløse og med fire transpersoner (siderne 32 og 33). De fire transpersoner må ud fra beskrivelsen betragtes som transkvinder. Der er ikke lavet interview med transmænd.
I rapporten bruges generalt begrebet “transpersoner“, som må læses i betydningen “transkvinder“.
Rapporten indledes med:
1.Indledning og problemformulering
Dette speciale omhandler transpersoners tilblivelsesmuligheder under hjemløshed i Danmark.
Der findes endnu ingen dansk forskning om hjemløse transpersoner, men den internationale forskning indikerer, at der er en klar overrepræsentation af transpersoner blandt hjemløse. Denne overrepræsentation af transpersoner er hyppigst blandt unge hjemløse. Forskningen peger ligeledes på, at de fagprofessionelle, som møder hjemløse transpersoner, mangler kompetencer og faglighed i arbejdet med denne gruppe mennesker.
[…]
Senere i rapporten følger:
9.Konklusion
Udgangspunktet for dette speciale er, at der savnes dansk forskning om hjemløse transpersoner. Der er indikationer på, at der eksisterer et stigende antal af hjemløse transpersoner i Danmark, ligesom der fra flere sider er blevet peget på, at de fagprofessionelle som møder hjemløse transpersoner i Danmark ikke har den fornødne viden, da de ikke besidder en transspecifik faglighed, som er nødvendig for at være i stand til at løfte opgaven med hjemløse transpersoner på en hensigtsmæssig måde. Dette er udfordringer, som også beskrives i den internationale forskning i hjemløse transpersoners forhold.
Med udgangspunkt i et poststrukturalistisk forskningsdesign og på baggrund af en række kvalitative interview med hjemløse transpersoner og med fagprofessionelle, som møder hjemløse transpersoner i deres arbejde, har jeg analyseret og diskuteret tre forskningsspørgsmål. Nu vil jeg konkludere på specialets overordnede problemstilling:
Hvordan det er muligt at blive til som hjemløs transperson i Danmark?
Hjemløse transpersoner bliver blandt andet til i deres møde med fagprofessionelle på væresteder for hjemløse. Min undersøgelse har vist, at hjemløse transpersoner i vid udstrækning mødes som hjemløse ciskvinder på værestederne for hjemløse. Når man er transperson og hjemløs bliver man til indenfor en forståelsesramme, der tager udgangspunkt i den hjemløse kvinde, der er et omsorgsfuldt, sårbart og feminint offer. De hjemløse transpersoner lever i et vist omfang op til dette ideal. Deres kommunikation og fysiske fremtoning, hvor de kan lægge vægt på at klæde sig, kommunikere og handle mere eller mindre maskulint/feminint bryder dog i situationer med idealet. Transpersonerne betoner hhv. det feminine og det maskuline i deres påklædning og adfærd afhængig af konteksten, blandt andet drejer det sig om, at man klæder sig og handler mere maskulint for at søge sikkerhed, eller hvis man føler sig mobbet. Her spiller det ind, at mobning og diskrimination er en accepteret del af hjemløsekulturen. Særligt de hjemløse transpersoner er udsatte for mobning, diskrimination og i nogle tilfælde også deciderede voldelige overfald. En del af denne mobning og diskrimination har at gøre med, at de hjemløse transpersoner bærer maskuline kropstegn (f.eks. har en mørk stemme, har en pik osv.). Mine analyser har også vist, at der er en tendens til at individualisere ansvaret for mobningen, hvilket betyder, at de hjemløse transpersoner selv oplever at blive gjort ansvarlige for, at de bliver mobbet og diskrimineret. Som hjemløs transperson skal man således altid – eller i hvert fald ofte – forholde sig til sin sikkerhed og tage de nødvendige forholdsregler.
Hjemløse transpersoner bliver således til i en diskurs, som i vid udstrækning trækker på forståelsen af, hvad en hjemløs ciskvinde og en hjemløs cismand er. Den hjemløse transperson bliver ikke til i en diskurs om den hjemløse transperson på tilbuddene for hjemløse.
De hjemløse transpersoner har forskellige tilblivelsesmuligheder i forhold til at være en del af nogle inkluderende fællesskaber. Samtidig er der fællesskaber, man som hjemløs transperson ikke kan være en del af, enten fordi man er hjemløs, eller fordi man er transperson. Adgangen til transfællesskabet er begrænset, og selv om man nok kan deltage i hjemløsemiljøet, sker det på præmisser, som gør, at man ikke føler sig mødt som transperson. Fællesskaberne, som hjemløse transpersoner kan være en del af, er i høj grad fællesskaber med andre hjemløse transpersoner. Det er fællesskaber, der er antidiskriminerende og tolerante, ligesom det at man deler viden om tryghed og sikkerhed er væsentlige karakteristika.
Specialet har beskæftiget sig med nogle udvalgte pejlemærker i forhold til hjemløse transpersoners tilblivelsesmuligheder. Specialet fortæller ikke hele historien. Der er arenaer, som er udeladte, f.eks. tilblivelsesmulighederne i forhold til den enkeltes familie, i forhold til andre samfundsinstitutioner end hjemløsetilbuddene, men dette forandrer ikke ved, at specialets konklusioner peger entydigt i retning af, at man som hjemløs transperson lever i en udsat livssituation, hvor utryghed – også i de tilbud, som skal give tryghed til det danske samfunds mest udsatte borgere – og manglende forståelse er væsentlige karakteristika.
Med specialet kan der peges på, at hjemløse transpersoner i langt overvejende grad kun føler sig mødt, forstået og trygge i mødet med andre hjemløse transpersoner, som er antidiskriminerende og tolerante.
* * *
Rapporten i sin helhed hos Projekt Udenfor.