To personer, der identificerer sig som Queers klagede over, at de havde været udsat for forskelsbehandling på grund af deres kønsidentitet i forbindelse med deres ophold på et forsorgshjem ved bl.a., at de ikke, som de ønskede blev om- og tiltalt med pronomenerne “de”, “den”, “det” og “deres”.
Den fælles klage er af Ligebehandlingsnævnet behandlet samlet under sagsnummer 18-69680 (KEN nr. 9527) (klager A) og sagsnummer 18-72224 (KEN nr. 9528) (klager B).
Da Ligebehandlingsnævnet har behandlet sagerne samlet, og de tekstmæssigt er identiske, gengives kun den ene, idet der nederst er henvisning til begge afgørelser i Retsinformation.
* * *
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn – chikane – kompetence – ej medhold
To klagere, der identificerer sig selv som queers, gjorde gældende, at de havde været udsat for forskelsbehandling på grund af deres kønsidentitet i forbindelse med deres ophold på et forsorgshjem. Ved indskrivningssamtalen på forsorgshjemmet oplyste klagerne, at de ønskede at blive tiltalt ved deres kønsneutrale kaldenavne frem for deres juridiske navne, ligesom de ønskede at blive omtalt med de non-binære pronomener ”de”, ”den” og ”deres”, når de blev omtalt i tredjeperson. Nævnet fastslog indledningsvist, at det er nævnets opfattelse, at også kønsidentitet er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde. Nævnet vurderede, at der efter oplysningerne i sagen ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagerne var blevet udsat for chikane på grund af deres kønsidentitet under deres ophold på forsorgshjemmet. Der var ikke fremlagt oplysninger, der understøttede, at klagerne skulle være blevet omtalt i strid med deres kønsidentitet i tilfælde, hvor der ikke blot havde været tale om en fortalelse som følge af almen sprogbrug. Heller ikke indholdet af en transskriberet samtale, hvorunder samarbejdet med klagerne og deres kønsidentitet i forhold til omverdenen var blevet drøftet, understøttede, at omtalen af klagerne skulle have antaget en chikanøs karakter i lovens forstand. Klagerne fik derfor ikke medhold.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med de to klageres ophold på et forsorgshjem.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det indklagede forsorgshjem har ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med klagernes ophold på forsorgshjemmet.
Sagsfremstilling
Den 20. august 2018 flyttede de to klagere, A og B, ind på det indklagede forsorgshjem.
A og B er begge registreret med pigenavne i Det Centrale Personregister, men anvender kønsneutrale kaldenavne.
Ved en indskrivningssamtale den 20. august 2018 oplyste A og B, at de identificerer sig selv som queers.
Klagerne har oplyst, at de under indskrivningssamtalen gjorde opmærksom på, at det er vigtigt for dem ikke at blive omtalt med de binære kønspronomener ”hun” og ”han”. I stedet ønskede de at blive omtalt som ”de”, ”den” og ”deres” ved omtale i tredjeperson. Tilsvarende ønskede de, at deres kaldenavne blev anvendt frem for deres juridiske navne.
Den 21. september 2018 deltog klagernes bisidder i et møde med forsorgshjemmets forstander samt klagernes kontaktperson. På mødet gennemgik bisidderen blandt andet vigtigheden af at anvende de korrekte navne og stedord om klagerne.
Den 26. oktober 2018 deltog A og B i et møde med forstanderen på forsorgshjemmet.
Klagerne har fremlagt en transskription af deres samtale med forstanderen under mødet. Transskriberingen er udarbejdet af klagerne.
Den 29. oktober 2018 blev klagerne udskrevet fra forsorgshjemmet.
Klagernes fælles klage blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. november 2018.
Den fælles klage er behandlet samlet under sagsnummer 18-69680 (klager A) og sagsnummer 18-72224 (klager B).
Parternes bemærkninger
Klagerne gør gældende, at de er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af deres kønsidentitet i forbindelse med deres ophold på forsorgshjemmet.
Som bebeboere på forsorgshjemmet blev hverken deres navne eller pronomener respekteret, og personalet gjorde ikke noget aktivt for at skabe et trygt rum for dem ved at forebygge, lytte og forstå den diskrimination, de var udsat for.
Anvendelsen af klagernes korrekte navne og non-binære stedord er vigtigt for dem, fordi det er nogle af de mest afgørende markører for, at deres kønsidentitet bliver set og anerkendt. Det viser, at den professionelle, som har kontakt til beboeren, grundlæggende ønsker at anerkende deres behov og identitet, herunder kønsidentitet.
Selvom de ved indskrivningssamtalen havde oplyst, at de foretrak, at deres kaldenavne blev anvendt i stedet for deres juridiske navne, og at de blev omtalt som ”de”, ”den” og ”deres”, oplevede de, at dette på ingen måde blev forstået.
Den daværende forstander ville ikke anerkende deres kønsidentitet og anvende deres korrekte navn og pronomener. Han gav udtryk for, at det ikke var sådan, han så verden, og at han heller ikke kunne tvinge andre til det. Han omtalte også deres kønsidentitet som et valg.
Det har ikke været klagernes intention at tvinge personalet til at have et bestemt syn på dem, men det var væsentligt for dem at blive respekteret og accepteret, som de er.
Der var på forsorgshjemmet en skadelig omgangstone blandt personalet, som medførte, at klagerne følte sig utrygge, og at der ikke var plads til dem.
Klagerne kunne ikke bruge personalet, når de havde problemer. Deres oplevelser af diskriminerende situationer blev bagatelliseret, og personalet gik uden deres viden til ledelsen for at klage over dem. De fik derfor reprimander fra ledelsen over, at de kaldte personalet for racister. Det har de på intet tidspunkt gjort, men de har følt sig nødsaget til at påpege tonen blandt de ansatte.
Situationen blev så fastlåst, at de følte sig nødsaget til at have en bisidder med ved møder, hvis rolle var at støtte dem i, at personalet kunne lære at forstå personer i LGBTIQA+ gruppen. LGBTIQA+ er fortegnelsen for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Intersex, Queer, Asexual. Plusset betyder, at der ikke er tale om en udtømmende opregning af alle køns- og seksualitetsminoriteter.
Bisidderen deltog sammen med klagerne i et møde med den konstituerede forstander og klagernes kontaktperson den 21. september 2018.
På mødet gav bisidderen den konstituerede forstander og kontaktpersonen en indføring i nogle af de vigtigste opmærksomhedspunkter i forhold til at arbejde inkluderende og forebygge diskrimination af trans- og Queerpersoner. Bisidderen fremhævede blandt andet, at det er vigtigt at respektere navne og stedord. Bisidderen mødte dog en del modstand og skepsis på mødet, hvor der var mere fokus på at forsvare, at personalet skulle kunne sige, hvad de ville, i stedet for at arbejde aktivt med fagligt funderede sensitivitets- og inklusionskompetencer.
Den konstituerede forstander forsvarede på mødet det, hun kaldte ”alment talesprog” på forsorgshjemmet. Som eksempel nævnte hun, at hun godt kunne finde på at lave spøg med nazistiske koncentrationslejre og sige ”Arbeit macht frei” for at motivere beboerne. Herefter ønskede klagerne ikke at deltage i mødet længere. Beboere, som tilhører målgrupper, som historisk set er blevet forfulgt og forsøgt udrenset, skal ikke udsættes for at blive omtalt på denne måde. Dette er et af flere eksempler på den grove tone, som blev betragtet som rimelig på forsorgshjemmet i arbejdet med hjemløse unge og trans- og Queerpersoner. Det kan hverken betegnes som anerkendende, støttende eller motiverende.
Det blev aftalt med klagernes kontaktperson, at bisidderen fremadrettet skulle deltage i møder, men denne aftale blev senere annulleret af ledelsen, hvilket medførte stor utryghed for klagerne.
Det var meget vigtigt for klagerne at komme ind på forsorgshjemmet og få den hjælp og støtte, de havde brug for. De havde været hjemløse gennem længere tid og ønskede hjælp. De var derfor meget indstillede på at samarbejde og forsøgte at opfylde deres del af samarbejdet i det omfang, det var muligt. De blev imidlertid ikke mødt med samme støtte og hjælp som de øvrige beboere, fordi deres kønsidentitet ikke blev anerkendt og respekteret.
Indklagede har i sit svar på klagen forsøgt at tegne et billede af klagerne som særligt krævende og decideret farlige. Klagerne kan ikke genkende dette billede, da de grundet utryghed over den manglende inklusion og forståelse forsøgte at skærme sig mod den negativitet og fjendtlighed, som de blev mødt med af både beboere og personale. Det var netop denne negativitet og fjendtlighed, som klagerne appellerede til ledelsen om at gøre noget ved.
At arbejde inkluderende med trans- og Queerpersoner handler på ingen måde om ”talefejl”, ”brandmænd” eller andre bagateller som fremført af indklagede. Det handler om at have en grundlæggende tilgang, hvor minoriteters specifikke vilkår forstås og anerkendes.
Det er ikke korrekt som anført af indklagede, at klagerne ønskede, at man generelt ændrede omtaleformen på forsorgshjemmet i forhold til alle beboere og medarbejdere. Klagerne har i forbindelse med en samtale med den konstituerede forstander foreslået som én af flere muligheder, at personalet blev mere opmærksomme på ikke at fejlkønne beboerne. Klagerne udtrykte ved samme lejlighed begejstring over, at indklagede i bedste fald kunne blive et inkluderende sted for Queer- og transpersoner.
Klagerne afviser, at de som påstået af indklagede har udstillet nøgenhed og gået med tøj påtrykt det engelske ord ”slut”. Indklagede insinuerer herved, at klagerne har haft en seksualiseret adfærd. Den stigmatisering, som Queer- og transpersoner historisk set har oplevet, indebærer netop ofte ubegrundede anklager om udpræget grænseoverskridende eller upassende seksuel adfærd, som alene bygger på fordomme.
At ligestillingsloven alene omtaler ”kvinder og mænd” er en af de store mangler ved beskyttelsen af transpersoner i diskriminationslovgivningen. Selvom transpersoner ifølge Ligebehandlingsnævnets praksis skulle være beskyttet af diskriminationsgrundene ”køn” eller ”seksuel orientering”, har beskyttelsen vist sig utilstrækkelig.
En tværministeriel arbejdsgruppe er ved at udføre en lovgennemgang med henblik på at forbedre beskyttelsen af LGBTI-personer, herunder transpersoner. Ligebehandlingsnævnet bør ikke i denne sag fortolke de nuværende formuleringer i lovgivningen til ugunst for transpersoner.
Klager har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr. 2017-6811-21985 og anført, at transpersoner med en non-binær kønsidentitet har det samme behov for at blive set og anerkendt som transpersoner med en binær kønsidentitet som i nævnte afgørelse.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af klagernes kønsidentitet under deres ophold på forsorgshjemmet.
Der er ikke i klagernes beskrivelse af hændelsesforløbet angivet forhold, der vedrører direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede antager derfor, at klagerne mener sig udsat for chikane som beskrevet i ligestillingslovens § 2 a, stk. 1 og 2.
For at der kan blive tale om ulovlig chikane, er det ikke nok, at man føler, at man har fået en uretfærdig eller dårlig behandling.
Klagerne skal kunne pege på konkrete omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, før bevisbyrden skifter til indklagede.
Klagerne har ikke peget på sådanne konkrete omstændigheder.
Der var under klagernes ophold samarbejdsproblemer allerede fra starten. Ved indskrivningen af klagerne reagerede de meget voldsomt, da den konstituerede forstander bad om deres fulde navne, personnumre og hjemkommune. Det førte til, at klagerne anklagede den konstituerede forstander for at være homofobisk. Forstanderen forklarede klagerne, at forsorgshjemmet har en forpligtelse til at give hjemkommunen besked inden for tre dage, når en borger har taget ophold hos dem. Forstanderen oplyste også, at forsorgshjemmet ville udvise hensyn i forhold til deres ønske om at bruge deres kaldenavne, hvilket siden skete konsekvent, herunder i journalføringen.
Det fremgår af indklagedes journal, at klagerne ved indskrivningen bad om at blive omtalt med kønspronomen ”han”, ”den” eller ”det”. Kort tid efter ændrede klagerne ifølge journalnotat af 23. august 2018 dette til et ønske om at blive omtalt som ”det” eller ”den”. Indklagede bekræftede over for klagerne, at man gerne ville imødekomme ændringen, men at det også ville kræve, at personalet trænede i et ordbrug, som ikke faldt naturligt for dem.
Klagernes krav om brug af de non-binære kønspronomener ”det” og ”den” gik videre end blot til deres egne personer. Klagerne ønskede, at man ændrede omtaleformen generelt på botilbuddet i forhold til alle beboere og medarbejdere. Klagerne havde et ønske om, at indklagede skulle være det første transkønnede forsorgshjem i Danmark.
Personalet på forsorgshjemmet ville gerne imødekomme klagerne i omtalen af dem som ”det” og ”den”, men man ville ikke ændre omtaleformen for alle, blandt andet fordi nogen vil finde det nedladende at blive omtalt med ”den” eller ”det”. Dette blev drøftet på mødet den 22. september 2018, hvor klagernes bisidder deltog. Af journalen fra mødet fremgår ”Ut. Oplyser, at vi ikke vil tiltale andre beboere eller hinanden i personalegruppen for ”den” mv.” Klagerne forlod mødet før dets afslutning.
Klagerne havde under deres ophold flere voldsomme udbrud i fællesskabet, hvilket skabte utryghed blandt de andre beboere og store frustrationer hos personalet. Som eksempel skete det, når ord som ”brandmand” eller ”tøsedrinks” blev anvendt i en passende kontekst i en uformel snak mellem personale og beboere. Det blev i sådanne tilfælde italesat over for begge klagere, at det ikke var et angreb på dem, men en del af det almene talesprog på stedet.
Den transskriberede samtale med den forhenværende forstander foregik den 26. oktober 2018, kort før at klagerne blev udskrevet. Samarbejdet mellem forsorgshjemmet og klagerne var på dette tidspunkt kørt af sporet.
Af transskriberingerne fremgår forskellige tidsstemler, hvilket kunne tyde på, at der er tale om uddrag. Det er derfor uklart, om de gengivne uddrag af samtalen drejer sig om anvendelsen af non-binære kønspronomener over for klagerne eller over for alle på forsorgshjemmet.
Såfremt indholdet af samtalerne skal anvendes til vurdering af sagen, bør de fuldstændige samtaler fremlægges som lydfiler, så man kan høre talernes intonation og få det fulde billede af samtalens forløb.
Der findes ikke på dansk alment kendte og anvendte kønsneutrale pronomener. Som anført af klagernes partsrepræsentant kan det kræve tilvænning af benytte ordet ”det” eller ”den” om en anden person, og der er også forskel blandt transpersoner på, hvordan de ønsker sig omtalt.
En manglende anvendelse af ”det” eller ”den” er ikke blevet anvendt som straf. Der er ikke som påstået tale om, at indklagedes medarbejdere har krævet, at klagerne skulle gøre sig fortjent til at blive omtalt som ”den”.
Det forventes på forsorgshjemmet, at beboerne taler ordentligt og respektfuldt til hinanden, og at beboerne er i samarbejde om deltagelse i hverdagen. De krav, der stilles til beboerne på forsorgshjemmet, er ens for alle. Klagernes modvilje i forhold til at samarbejde og deltage samt konsekvenserne af adfærd i strid med stedets husorden har ikke noget med forskelsbehandling at gøre.
Klagerne har ikke angivet konkrete forhold, hvor der er blevet stillet større krav til dem end til andre, ligesom de ikke har angivet situationer, hvor de skulle gøre sig fortjent til en særlig behandling.
Indklagede kan ikke genkende klagernes utilfredshed med tonen på stedet. Der er ikke i klagernes bemærkninger en direkte sammenhæng mellem tonen på forsorgshjemmet og spørgsmålet om forskelsbehandling eller respektfuld omtale af klagerne. Tonen var den samme for alle. Den konstituerede forstander bestrider, at hun skulle være kommet med nazistiske referencer som angivet af klagerne. Klagerne har ikke angivet eller dokumenteret konkrete omstændigheder, hvor ”tonen” var særligt rettet mod dem på en ulovligt diskriminerende og chikanerende måde.
Klagerne har over for andre på forsorgshjemmet optrådt på en måde, som de andre fandt grænseoverskridende eller provokerende. F.eks. har klagerne udstillet nøgenhed og gået med tøj påtrykt det engelske ord ”slut”. Uanset hvordan klagerne identificerer sig selv, vil man, hvis man fremviser en bar overkrop, der utvetydigt har udviklede kvindelige former, give et kønsspecifikt indtryk på andre. Dette er blevet påtalt af personalet, men kan også mellem beboerne have medført kommentarer, som personalet ikke er bekendt med, og som kan være grundlaget for klagernes bemærkninger om at føle sig latterliggjort.
Indklagede har konkret ydet støtte til klagerne i forbindelse med at sikre sociale ydelser, samarbejde med jobcentret, udarbejdelse af opholdsplan og inddragelse i madlavning og valg af mad. Indklagede hjalp også klagerne med at betale for mad til og behandling af deres hund, hvilket andre beboere normalt selv skal betale. Indklagede valgte dog at hjælpe klagerne hermed som følge af deres økonomi.
Det fremgår af indklagedes journaler, at der ikke altid var respons, når personalet henvendte sig til klagerne og forsøgte at hjælpe. Derimod fremgår det tydeligt, at personalet blev afvist igen og igen.
Ligebehandlingsnævnet har i sagsnr. sagsnr. 2017-6811-21985 truffet afgørelse i en sag om chikane vedrørende en transperson, men i denne sag var der tale om en person, der juridisk, men også ved sin fremtræden, havde skiftet kønsidentitet, ligesom sagen vedrørte brugen af de kendte kønspronomener, hvor ”han” blev anvendt i stedet for ”hun”.
Hverken kønsidentitet eller kønsudtryk står nævnt som selvstændige diskriminationsårsager i ligestillingsloven, som alene omtaler ”kvinder og mænd”. Der er ikke kendte afgørelser om transpersoners ønske om brug af non-binære kønspronomener.
Det er indklagedes overbevisning, at indklagedes medarbejdere hverken direkte eller indirekte har opfordret til eller udøvet adfærd med et formål om at krænke klagernes værdighed eller nedværdige dem, hverken ved omtale, manglende omsorg eller støtte eller på anden vis.
At omtale et andet menneske som ”det” eller ”den” er ikke almindelig sprogbrug, og en manglende anvendelse af ”det” eller ”den” er ikke automatisk lig med en manglende respekt for klagernes kønsidentitet. Det afvises, at en ikke 100 procent konsekvent brug af non-binære kønspronomener fra personalets side kan betragtes som adfærd i relation til klagerne med det formål eller den virkning at ”krænke deres værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima” som omtalt i chikanebestemmelsen i ligestillingsloven.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Ligestillingsloven gælder blandt andet for myndigheder og organisationer inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Som forskelsbehandling betragtes også chikane.
Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det er nævnets opfattelse, at også kønsidentitet er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Klagerne identificerer sig selv som queers.
På baggrund af parternes oplysninger lægger nævnet til grund, at klagerne ved indskrivningssamtalen på det indklagede forsorgshjem oplyste, at de ønskede at blive tiltalt ved deres kønsneutrale kaldenavne frem for deres juridiske navne, ligesom de ønskede at blive omtalt med de non-binære pronomener ”de”, ”den” og ”deres”, når de blev omtalt i tredjeperson.
Klagerne har oplyst, at hverken deres navne eller pronomener blev respekteret af personalet på forsorgshjemmet. Der var ifølge klagerne en skadelig omgangstone blandt personalet, som medførte, at klagerne følte sig utrygge, og at der ikke var plads til dem.
Indklagede har heroverfor oplyst, at de på forsorgshjemmet forsøgte at vise hensyn til klagernes ønske om at bruge deres kaldenavne og de ønskede pronomener. Hvis personalet ikke har anvendt de kønsneutrale pronomener konsekvent, skyldes det ifølge indklagede ikke manglende respekt for klagernes kønsidentitet. Der var tale om en sprogbrug, som krævede træning, da det ikke faldt personalet naturligt at omtale klagerne som ”den”.
Nævnet vurderer, at der efter oplysningerne i sagen ikke er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klagerne er blevet udsat for chikane på grund af deres kønsidentitet under deres ophold på forsorgshjemmet.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt oplysninger, der understøtter, at klagerne skulle være blevet omtalt i strid med deres kønsidentitet i tilfælde, hvor der ikke blot har været tale om en fortalelse som følge af almen sprogbrug. Heller ikke indholdet af den transskriberede samtale, hvorunder samarbejdet med klagerne og deres kønsidentitet i forhold til omverdenen blev drøftet, understøtter, at omtalen af klagerne skulle have antaget en chikanøs karakter i lovens forstand.
Klagerne får derfor ikke medhold.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1, om klagebehandling
Ligestillingsloven
– § 1 a, om lovens anvendelsesområde
– § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
– § 2 a, om chikane
* * *
Sagsnummer 18-69680 (KEN nr. 9527) (klager A) fra Ligebehandlingsnævnet hos Retsinformation.
Sagsnummer 18-72224 (KEN nr. 9528) (klager B) fra Ligebehandlingsnævnet hos Retsinformation.