Klage over café, der tilbød halv pris på entréen til kunder, der mødte op i lårkort og stiletter, afvist af Ligebehandlingsnævnet. KEN nr. 9794 af 7. juni 2017.


Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet J. nr. 2017-6811-02805. KEN nr. 9794 af 7. juni 2017.
Klager havde ikke en individuel og aktuel interesse i sagen, hvorfor klagen ikke kunne behandles af Ligebehandlingsnævnet.

* * *
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn – forskellige priser – retlig interesse

En mand klagede over, at en café tilbød halv pris på entréen til et arrangement med fri bar til kunder, der mødte op i lårkort og stiletter. Han mente, at dette var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. Manden var bosiddende i København, mens caféen lå i Hillerød. Han havde ikke dokumenteret, at han havde forsøgt at besøge caféen den pågældende aften. Under disse omstændigheder fandt nævnet ikke, at klager havde retlig interesse i sagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med den indklagede cafés entrépriser ved et arrangement med fri bar.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Klagen afvises.

Sagsfremstilling
Klager, som er mand, der er bosiddende i København, har klaget over den indklagede cafés entrépriser i forbindelse med et arrangement med fri bar. Indklagedes café er beliggende i Hillerød.
Af en reklame fra caféen fremgik følgende:

”NYHED!
FRI BAR I 3 TIMER FREDAG & LØRDAG
MELLEM KL. 22.00 & KL. 01.00
KL. 22.00 & KL. 01.00 – 150 KR KL. 23.00 & KL. 01.00 – 100 KR KL. 00.00 & KL. 01.00 – 50 KR
LÅRKORT & STILETTER HALVPRIS!

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. januar 2017.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagedes entrépriser udgør ulovlig forskelsbehandling på grund af køn. Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klager har flere gange været gæst på den indklagede café. Da han og hans venner ville besøge caféen, følte de sig imidlertid diskrimineret, fordi caféen tog højere priser for mænd end for kvinder ved arrangementet med fri bar.

Der er tale om indirekte diskrimination, da det tilsyneladende neutrale kriterie om påklædning i praksis indebærer en diskrimination af mænd. Indklagede har ikke anført et legitimt formål med prisforskellen, som heller ikke kan anses for at være nødvendig og proportional. Prisen bør være ens for alle uanset køn.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Mænd får også halv pris på entrébilletten, hvis de møder op iført lårkort og stiletter. Indklagede har modtaget flere henvendelser på Facebook fra personer, der har forespurgt, om tilbuddet gælder begge køn. Indklagede har svaret bekræftende herpå.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.

Kravet om, at en klager skal have retlig interesse i sagen, blev indsat i lov om Ligebehandlingsnævnet med virkning fra den 1. januar 2016.

Ligebehandlingsnævnet kan herefter kun behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. En klager, der tilhører en gruppe af personer, som kan være blevet udsat for forskelsbehandling, har som udgangspunkt ikke alene af den grund en sådan individuel interesse i den konkrete sag, at kravet om retlig interesse er opfyldt.

Klager er bosiddende i København, mens indklagedes café er beliggende i Hillerød, og det er ikke dokumenteret, at klager har forsøgt at besøge indklagedes café den pågældende aften.

Nævnet finder under disse omstændigheder ikke, at klager har påvist en sådan individuel interesse i sagen, at klagen kan behandles af nævnet.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
– § 1, stk. 6, om retlig interesse
– § 8, stk. 3, om afvisning
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligestillingsloven
– § 1 a om lovens anvendelsesområde
– § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
– § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

* * *
Kendelsen fra Ligebehandlingsnævnet hos Retsinformation.