Det har skabt et bemærkelsesværdigt røre i medierne at en 15-årig transkønnet dreng, Caspian, med sine forældres opbakning, har fået fjernet sine bryster på et privathospital.
Nu er det i mine øjne etisk problematisk at diskutere en sådan sag, der vedrører en navngiven person. Dem der mener, at det er helt utilstedeligt at foretage en sådan operation på en 15-årig må i hvert fald forholde sig til, at den berørte dreng selv har fremhævet, at han er meget glad for operationen og gerne vil have sig frabedt at andre blander sig i hans livsvalg. Men nu er debatten her – og så kan vi nok også lige så godt tage den.
Jeg er nødt til at lægge ud med, at jeg ikke er glad for kønsskifteoperationer og andre kirurgiske indgreb for transkønnede. Som socialkonstruktivist ser jeg ikke kønnet som noget, der bestemmes af vores krop – og jeg ville rigtigt meget ønske, at vi levede i et samfund, hvor man kunne have den kønsidentitet man nu har uden at skulle kunne fremvise en bestemt type krop for at blive ”anerkendt som autentisk” i forhold til sit køn. Men desværre lever vi ikke i en perfekt verden. Vi lever i en verden hvor vi bliver bedømt, bliver anerkendt eller nægtes anerkendelse pga. vores kroppe. Og vi lever i en verden, hvor ganske mange transkønnede får forhøjet deres livskvalitet væsentligt ved at få en kønsskifteoperation eller sommetider er også kun dele heraf, som f.eks. at få fjernet brysterne, nok. Og selvom teorier og visioner for fremtiden er vigtige hvis man gerne vil arbejde for en bedre verden, så er det altid en meget god ide at have begge ben solidt placeret i virkelighedens verden. Og til den hører altså at man, hvis man nægter en transkønnet de operationer som denne er overbevist om at han/hun har brug for, så nægter man også vedkommende at få et godt liv.
Nu kunne man jo så sige, at det måske er rigtigt nok, men med 15 år er man alt for ung til at kunne tage så afgørende en beslutning. Men hvad nu hvis Caspian havde været en 15-årig biologisk dreng, der havde udviklet markante bryster. Ville man så være forarget over, at han fik dem bortopereret? Ville man da have sagt: ”Ved du hvad, du kan ikke vide, om du med 25 udvikler en identitet som kvinde og derfor vil fortryde bittert, at du som 15-årig fik fjernet dine bryster”? Hvordan kan det være, at det altid er dem, hvis identitet afviger fra majoritetens, der bliver bedt om at vente – og om at overveje om de nu virkelig er det som de nu tror, at de er, mens majoriteten aldrig bliver bedt om at genoverveje deres identitet og de deraf afledte behov?