Den 3. marts 2010 fremsatte indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder lovforslag L 130 om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, Sundhedsloven og forskellige andre love.
Lovforslaget betyder bl.a. ændring af Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
I lovforslaget er der ingen forbedringer for transkønnedes klagemuligheder.
Resumé
Med loven etableres en ny myndighed, Patientombuddet, der skal være den ene klageindgang på sundhedsområdet. Patienter vil få mulighed for at klage over manglende efterlevelse af en række patientrettigheder og over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, uden at der samtidig kan klages over bestemte sundhedspersoner.
Klager over bestemte sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed vil fremover blive behandlet af den anden klageindgang, Disciplinærnævnet, der afløser Patientklagenævnet. I Disciplinærnævnet vil der være ligelig repræsentation af patientrepræsentanter og sundhedsfagligt uddannede medlemmer.
Der åbnes med loven mulighed for dialog med den lokale region, når der klages over en sundhedsperson eller sundhedsydelse, der helt eller delvis betales af en region.
Herudover etableres Psykiatrisk Ankenævn, der skal behandle klager over visse af de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser.
Lovforslaget blev efter 1. behandlingen af Folketinget den 16. marts 2010 henvist til Sundhedsudvalget.
Der blev indgivet høringsskrivelser af bl.a. Trans-Danmark.
Sundhedsudvalget afgav betænkning den 26. maj 2010.
Lovforslaget blev 2. behandlet den 1. juni 2010 og sendt direkte til 3. behandling uden fornyet udvalgsbehandling.
Ved 3. behandlingen den 3. juni 2010 blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer.
Folketingets journal vedrørende lovforslaget.
Lovforslaget i Folketingstidende i pdf-format.
Lovforslaget som vedtaget i Folketingstidende i pdf-format.