Ligestillingsudvalget stillede den 28. oktober 2021 spørgsmÃ¥l nr. 11 – L 18. Alm. del. Samling: 2021-22 – efter ønske fra Birgitte Bergman (KF), om ministeren forudser dilemmaer, nÃ¥r nogle mennesker identificerer sig med et andet køn end deres fysiske køn, til ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S). Fungerende minister for ligestilling, Mattias Tesfaye svarede den 17. november 2021.
Spørgsmål
Vedrørende den delte bevisbyrde i Ligebehandlingsnævnet, forudser ministeren da ikke en del dilemmaer, som kommer til at opstå, fordi nogle mennesker identificerer sig med et andet køn end deres fysiske køn?
* * *
Svar
Ligebehandlingsnævnet behandler i dag klager over forskelsbehandling, hvor en person oplever at blive forskelsbehandlet på grund af sin kønsidentitet og kønsudtryk, det sker på baggrund af delt bevisbyrde. Nævnet balancerer således allerede i dag de dilemmaer, der kan være på området.
Som det fremgår af afsnit 2.4 i høringsnotatet af 9. september 2021, er det ved delt bevisbyrde ikke tilstrækkeligt, at en person føler sig krænket. Den person, der anser sig for krænket, skal over for Ligebehandlingsnævnet kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling og underbygge sin påstand med fx skriftligt materiale eller egne og tredjemands udsagn.
Der skal således foreligge faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket en forskelsbehandling, og at den pågældende derved enten er blevet behandlet ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation (direkte forskelsbehandling) eller hvis det vil stille personer særlig ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer (indirekte forskelsbehandling).
Det bemærkes i øvrigt, at klagerne i Ligebehandlingsnævnet behandles på skriftligt grundlag med inddragelse af både klager og indklagede. Der er ikke mulighed for mundtlig bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Sager, der kræver mundtlig bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan behandles ved domstolene.
Venlig hilsen
Mattias Tesfaye
Fungerende minister for ligestilling
* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.