Spgsm. 17 (L 18) af 3. november 2021 om der er risiko for, at man ved at bruge det uklare begreb ”kønsidentitet” skaber et selvstændigt begreb uden et klart retligt indhold. Svar 17. november 2021.


Ligestillingsudvalget stillede den 3. november 2021 spørgsmål nr. 17 – L 18. Alm. del. Samling: 2021-22 – efter ønske fra Fatma Øktem (V) og Louise Schack Elholm (V), om der er risiko for, at man ved at bruge det uklare begreb ”kønsidentitet” skaber et selvstændigt begreb uden et klart retligt indhold, til ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S). Fungerende minister for ligestilling, Mattias Tesfaye svarede den 17. november 2021.

Spørgsmål
Hvordan forholder ministeren sig til DA’s bemærkninger i høringssvaret om, om at der er risiko for, at man ved at bruge det uklare begreb ”kønsidentitet” eksplicit i lovforslaget, skaber et ”selvstændigt begreb uden et klart retligt indhold, som i yderste konsekvens kan åbne op for en række problemstillinger, der tidligere har ligget klart uden for lovens beskyttelsesområde”?

* * *
Svar
Forslaget har til hensigt at forbedre retssikkerheden for transpersoner og interkønnede ved at gøre den gældende retstilstand eksplicit i lovgivningen.

Som det tillige fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 9 (L 18) er lovforslaget udarbejdet på baggrund af en gennemgang af lovgivning foretaget på tværs af ministerier, som blev iværksat som led i ”Handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer 2018-2021” fra juni 2018.

Lovgennemgangen viser, at det med udgangspunkt i bl.a. lovforarbejder og retspraksis hidtil er lagt til grund, at forskelsbehandling på grund af kønsidentitet er beskyttet både inden for og uden for arbejdsmarkedet og i straffeloven. Analysen påpeger, at den enkelte borger kan have svært ved at gennemskue sine rettigheder, når beskyttelsesgrundene ikke fremgår eksplicit af lovgivningen.

Lovgennemgangens afsnit 2.5 indeholder en kort beskrivelse af udvalgte sammenlignelige landes lovgivning og erfaringer, hvor det bl.a. fremgår, at flere af landenes lovgivning beskytter mod diskrimination på baggrund af ”kønsidentitet”.

Begrebet ”kønsidentitet”, anvendes således allerede i dag både internationalt og nationalt fx af Sundhedsstyrelsen, hvilket fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 18).

Desuden bemærkes, at betydningen af begrebet ”kønsidentitet” er beskrevet flere steder i lovforslaget, eksempelvis i afsnit 2.1, 3.1.2, samt bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Venlig hilsen

Mattias Tesfaye
Fungerende minister for ligestilling

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.