Ligestillingsudvalget stillede den 22. maj 2014 pÃ¥ foranledning af Fatma Øktem (V) spørgsmÃ¥l 10 – L 182 Samling: 2013-14 – om redegørelse om vejledningen til personer, som ønsker juridisk kønsskifte til økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, der svarede den 26. maj 2014.
Spørgsmålet
Vil ministeren redegøre for vejledningen til personer, som ønsker juridisk kønsskifte, herunder hvad der præcis vejledes om, samt hvordan vejledningen finder sted?
Svar
Det er hensigten, at der udarbejdes skriftligt vejledende materiale, som udleveres til de personer, der ansøger om nyt personnummer efter lovforslaget. Materialet vil indeholde oplysning om, at tildeling af nyt personnummer efter lovforslaget indebærer, at pågældende juridisk betragtes som en person tilhørende det andet køn, hvilket har betydning f.eks. i relation til reglen i navnelovens § 13, stk. 2, hvorefter et fornavn ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet.
Der vil også blive informeret om, at pågældende automatisk modtager nyt sundhedskort med oplysning om det nye personnummer, ligesom der vil blive informeret om, at tildeling af nyt personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter som f.eks. pas, kørekort og fødselsattest i overensstemmelse med det nye køn.
Materialet vil også indeholde oplysning om, hvilke konsekvenser et juridisk kønsskifte har i forhold til indkaldelse henholdsvis deltagelse i kønsspecifikke screeningsundersøgelser m.v.
Materialet vil blive udarbejdet inden lovens ikrafttræden i samarbejde med bl.a. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager
* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.