L 182. Spgsm. 17 af 26. maj 2014 om it-mæssige udfordringer ved gentagne kønsskifter. Svar 27. maj 2014.


Christiansborg
Christiansborg
Ligestillingsudvalget stillede den 26. maj 2014 pÃ¥ foranledning af Jane Heitmann (V) spørgsmÃ¥l 17 – L 182 Samling: 2013-14 – om it-mæssige udfordringer ved gentagne kønsskifter til økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager,
der svarede den 27. maj 2014.

Spørgsmålet
Vil ministeren oplyse, hvorledes man påtænker at løse de it-mæssige udfordringer, som gentagne kønsskifter kan føre med sig?

Svar
Jeg kan oplyse, at i alle tilfælde, hvor der tildeles nyt personnummer til erstatning for et tidligere tildelt personnummer, bliver det oprindelige personnummer stående i CPR med en henvisning til det nye personnummer. Det nye nummer vil ligeledes indeholde en henvisning til det oprindelige personnummer. Oplysningerne fra det oprindelige personnummer overføres til det nye, hvorunder nye oplysninger fremover registreres.

Dette indebærer, at oplysninger om det nye personnummer og aktuelle persondata altid er tilgængelige i CPR, uanset hvordan en bruger tilgår systemet.

Når en person tildeles nyt personnummer i CPR-systemet, sendes der endvidere samme dag besked til de it-systemer, der aftager data fra CPR. Der gives i den forbindelse besked om, at det oprindelige personnummer er erstattet af et nyt personnummer, ligesom det nye nummer oplyses med henblik på korrekt og sikker fremtidig identifikation.

Der henvises i den forbindelse både til det nye personnummer og det oprindelige personnummer. På den måde kan de modtagende it-systemer foretage den nødvendige kobling mellem de to personnumre og sikre, at allerede registrerede oplysninger overføres til det nye personnummer.

Såfremt en beslutning om juridisk kønsskifte fortrydes eller tilladelsen til juridisk kønsskifte tilbagekaldes, gentildeles den pågældende det oprindelige personnummer. Der vil i den forbindelse på ny blive sendt besked til de aftagende it-systemer om, at det oprindelige personnummer er gentildelt til erstatning for det nye personnummer.

Med venlig hilsen
Margrethe Vestager

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.