LGBT Danmark skrev den 27. maj 2014 til Ligestillingsudvalget med kopi direkte til samtlige udvalgsmedlemmer med bemærkninger til lovforslag – L 182 Samling: 2013-14.
Ligestillingsudvalget stillede den 28. maj 2014 spørgsmÃ¥l 21 om henvendelsen til Økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (RV) , der svarede samme dag (den 28. maj 2014).
Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning
[Til indhold] Henvendelsen fra LGBT Danmark
Den 27. maj 2014.
Vedrørende lovforslag L 182 om ændring af Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)
LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, glæder sig over fremsættelsen af lovforslaget og har med interesse læst de indkomne hørinssskrivelser, fulgt 1. behandlingen af lovforslaget og de stillede spørgsmål til ministeren.
På den baggrund vil landsforeningen fremføre følgende bemærkninger.
Hospitalsindlæggelse
Landsforeningen vil påpege, at patienterne på de danske sygehuse afspejler mangfoldigheden i samfundet, og vi har tillid til, at sundhedsvæsenet forstår at levere sundhedsydelser uden at ty til forskelsbehandling og under værdige forhold for både transkønnede og andre patienter.
Benyttelse af svømmehaller, svømmehaller, fitness-centre, offentlige toiletter mm.
Landsforeningen anser det ikke for at være et reelt problem. Endvidere vil det i praksis ikke ændre noget i forhold til, hvordan situationen er i dag, hvor mange transkønnede anvender nævnte faciliteter uden, at det landsforeningen bekendt har givet anledning til klager fra andre brugere.
Langt de fleste steder har mulighed for separate kabiner til omklædning, og de steder, hvor dette ikke er tilfældet, vil den transkønnede og personalet let kunne finde en tilfredsstillende løsning, så ingen føler sig krænket.
- Sundhedslovens § 115, stk. 1 – sÃ¥fremt øvrige forhold taler afgørende imod
Landsforeningen ser ingen grund til at indføje en sådan bestemmelse.
Landsforeningen ønsker en lettere – ikke en vanskeligere – adgang til at fÃ¥ tilladelse til en kønsskifteoperation. - Tilladelse til brystfjernelse alene eller brystimplantater alene uden genitalier berøres.
Landsforeningen tilslutter sig Danske Regioners bemærkning om, at det vil være en klar fordel for transkønnede, at der i det offentlige regi tilbydes brystfjernelse og indsættelse af brystimplantater.
Da det ikke berører den transkønnedes genitalier, bør det kunne ske alene efter henvisning fra egen alment praktiserende læge. - Indkaldelse til kønsspecifikke screeningsundersøgelser
Landsforeningen er helt bevidst om, at der efter lovforslaget ikke vil ske automatisk indkaldelse til kønsspecifikke screeningsundersøgelser, men anser det for at være et mindre problem set i forhold til den gevinst, som transkønnede opnår ved vedtagelse af lovforslaget.
Landsforeningen ser dog gerne, at der vil blive arbejdet på at ændre systemerne, således at der senere vil kunne ske indkaldelse til kønsspecifikke screeningsundersøgelser af personer, som har fået juridisk kønsskifte. - Fortrydelse af kirurgisk kastration
Landsforeningen deler ikke Danske Regioners bekymring for, at vedtagelsen af lovforslaget vil kunne medføre en stigning af antallet af personer, der efterfølgende fortryder de foretagne indgreb.
Lovforslaget ændrer i sig selv ikke ved vilkårene for at få tilladelse til en kønsskifteoperation.
Der er i dag kun ganske få, om nogen, som fortryder en kønsskifteoperation.
Skulle der fremadrettet blive flere, som får tilladelse til kønsskifteoperation, og skulle vilkårene blive lempet, så er det Landsforeningens vurdering, at det kun vil være yderst få, om nogen, som vil fortryde operationen.
Der er gennem årene ganske mange, som har fået foretaget kønsskifteoperation i udlandet og dermed uden den meget langvarige og omstændelige procedure, som i dag finder sted via Sexologisk Klinik.
Landsforeningen bekendt, har ingen af dem, som har fået foretaget kønsskifteoperation i udlandet fortrudt deres operation.
Derudover er der landsforeningen bekendt aldrig fremlagt dokumentation for, at et udredningsforløb som det, der foretages på Sexologisk Klinik medfører øget tilfredshed med behandlingen hos de transkønnede.
Landsforeningen bemærker endvidere, at WPATH har henstillet, at det gøres muligt at opnå juridisk anerkendelse uden krav om forudgående kirurgiske indgreb.
Der kan derfor ikke fremføres seriøse argumentationer for, at der fremadrettet vil være en stigning af antallet af personer, der efterfølgende fortryder de foretagne indgreb.
Transkønnethed er ikke en sygdom
Landsforeningen ønsker at gøre opmærksom på, at transkønnethed ikke er en sygdom. Derfor vil det være forkert at kræve en vurdering og erklæring fra en læge som betingelse for et juridisk kønsskifte.
Det er i øvrigt ikke muligt for andre end den transkønnede selv at afgøre personens kønsidentitet, da denne er subjektiv, og da transkønnede lever og udtrykker deres køn forskelligt. I denne forbindelse bemærker landsforeningen, at der efter de gældende regler om tilladelse, til at kønnet angives med betegnelsen X i pas, er meddelt tilladelse i 20 ud af 21 behandlede sager, og at Psykolognævnet har fundet uhensigtsmæssige forhold omkring udredningen i den sidste sag.
Det er endvidere landsforeningens opfattelse, at de transkønnede, som vil søge om juridisk kønsskifte, er fuldt afklarede om deres kønsidentitet og konsekvenserne ved et juridisk kønsskifte.
Endelig fremgår det, at der vil blive udarbejdet en vejledning, som yderligere vil sikre, at de transkønnede, der ønsker juridisk kønsskifte, er bekendt med konsekvenserne inden, de efter refleksionsperioden på 6 måneder bekræfter deres ansøgning.
Dertil skal tilføjes, at det jo altid er muligt af egen drift at konsultere sin læge.
Et krav om lægeerklæring må derfor anses for overflødigt bureaukrati.
Foreninger
Landsforeningen skal erindre om, at der er flere organisationer, som repræsenterer transpersoner i Danmark, og at landsforeningen er helt enig i lovforslaget og finder et krav om en lægevurdering fuldstændig usaglig og et indgreb i den personlige frihed og autonomi.
Juridisk kønsskifte henholdsvis fornavneskift
Landsforeningen er enig i, at lovforslaget vil gøre det lettere at få et juridisk kønsskifte end at skifte fornavn.
I stedet for at vanskeliggøre det juridiske kønsskifte, finder landsforeningen det mere hensigtsmæssigt at ændre navneloven, så det bliver lettere at skifte fornavn.
At lovforslaget vil gøre det lettere at få et juridisk kønsskifte end at skifte fornavn, må ikke bruges som argumentation for at gøre det vanskeligere at få juridisk kønsskifte.
CPR-registret
Landsforeningen anerkende regeringens beslutning om ikke at revidere CPR-systemet, og finder, at lovforslaget ud over at give mulighed for juridisk kønsskifte også løser de transkønnedes problemer med, at personnummeret afslører deres fysiske køn.
Landsforeningen vil bemærke, at det heldigvis er meget sjældent og måske end ikke forekommet i Danmark, at en transperson, der lever som det modsatte køn, er kommet i fængsel. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det vil ske i fremtiden.
Landsforeningen er derfor også allerede i kontakt med kriminalforsorgen med henblik på at udarbejde regler derom.
Landsforeningen vil pege på, at følgende forhold bør være gældende, hvis en juridisk kønsskiftet person kommer i fængsel:
- Der skal udvises almindelig anstændighed og høflig adfærd med respekt for den transkønnede.
- Ved visitation skal der tages behørigt hensyn til pågældende.
Er der tvivl om pågældende ønsker at blive visiteret af en mand eller en kvinde, bør den transkønnede spørges derom, og ønsket så vidt muligt efterkommet. - En juridisk kønsskiftet person skal anbringes i en afdeling svarende til pågældendes juridiske køn.
- Der skal udvises diskretion omkring den pågældendes køn, således at kønnet ikke kommer til uvedkommendes kendskab.
- Oplysninger om pågældendes køn bør kun fremgå i skriftligt materiale i den udstrækning, det er relevant.
Med venlig hilsen
LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner
Vibe Grevsen Transpolitisk talsperson |
Søren Laursen Forperson |
* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27/5-14 fra LGBT Danmark Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, jf. L 182– bilag 4.
[Til indhold] Svaret
Jeg er blevet bedt om at kommentere en henvendelse af 27. maj 2014 fra LGBT vedrørende L 182.
Helt overordnet er jeg glad for LGBT´s positive holdning til L 182.
Henvendelsen indeholder en række betragtninger om de situationer, som transkønnede i dag skal håndtere i forbindelse med f.eks. svømmehalsbesøg, hospitalsindlæggelser osv. Som det fremgår af mit svar på spm. 3 (L 182) er jeg med enig med LGBT i, at disse situationer både kan og må løses i mindelighed.
Henvendelsen indeholder endvidere betragtninger om, at det ikke er hensigtsmæssigt, at et juridisk kønsskifte skal kræve en forudgående lægeerklæring. Som det fremgår af mit svar på spm. 16 (L 182), er jeg enig i denne betragtning.
De øvrige betragtninger i henvendelsen ses at vedrøre L 189.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager
* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra LGBT Danmark – bilag nr. 4.
Henvendelsen fra LGBT Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.