Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 22. maj 2014 på foranledning af Fatma Øktem (V) spørgsmål 1 – L 189 Samling: 2013-14 – ændringsforslag om ændring af ordene transseksuel
og transseksualitet til transkønnet og transkønnethed til sundheds- og forebyggelsesminister Nick Hækkerup, der svarede den 28. maj 2014.
Spørgsmål
Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der medfører, at ordene transseksuel og transseksualitet til transkønnet og transkønnethed?
Svar
Som teknisk bistand er vedlagte ændringsforslag udarbejdet. Jeg skal samtidig bemærke, at jeg ikke kan tilslutte mig ændringsforslaget, idet forslaget vil indebære, at Sundhedsstyrelsen ved behandling af en ansøgning ikke påser, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet.
Diagnosen transseksualitet karakteriseres i WHO’s ICD-10 klassifikation ved ”et ønske om at leve og blive anerkendt som et medlem af det modsatte køn, sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag eller utilstrækkelighed ved egne anatomiske kønskarakteristika og et ønske om hormonbehandling eller kirurgisk behandling for at ændre disse i retning af det foretrukne køn”.
I arbejdsgruppens rapport er ”transkønnet” anvendt som en betegnelse for personer, som oplever et udtalt misforhold mellem deres biologiske køn og det oplevede køn (det køn, som de identificerer sig med). Der er imidlertid ikke en nærmere sundhedsfaglig definition af transkønnethed, hvorfor det i ændringsforslaget er lagt til grund, at spørgeren ønsker, at transkønnethed konstateres ved ansøgerens egen erklæring.
Jeg vil gerne fremhæve, at baggrunden for det lovfæstede krav om tilladelse til kastration, og at man allerede i dag påser, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet, er, at der er tale om et omfattende og irreversibelt indgreb. Jeg synes derfor, at det er rimeligt at værne om, at indgrebet alene foretages, hvor der er sket en lægefaglig vurdering af indikationen for behandlingen, så tilfælde, hvor en person måtte fortryde kastrationen, i videst muligt omfang undgås.
Dette er også i overensstemmelse med det vanlige krav om, at en læge skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i behandlingen af patienter, og det forudsætter, at der er indikation for behandlingen
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup
Ændringsforslaget
Teknisk bistand til ændringsforslag
Ændringsforslag
til
forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.
(Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)
Til § 1
2) Nr. 17 affattes således:
”§ 115, stk. 1, affattes således:
»En person kan efter ansøgning få tilladelse til kastration som led i kønsskifte, hvis ansøgeren er transkønnet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.«”
Til nr. 2
Med bestemmelsen foreslås det, at en person efter ansøgning kan få tilladelse til kastration som led i kønsskifte, hvis ansøgeren er transkønnet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.
Dette vil medføre, at Sundhedsstyrelsen – modsat i dag – ved behandling af en ansøgning ikke påser, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet. Hvorvidt en person er transkønnet, må således vurderes ud fra personens egen erklæring herom.
Sundhedsstyrelsen vil i medfør af bestemmelsen fortsat påse, at ansøgerens ønske har været vedholdende gennem længere tid, at det vurderes at ville være vedvarende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne. Endvidere vil det blive påset, at der ikke foreligger øvrige oplysninger, der taler imod indgrebet.
* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.
Ændringsforslaget hos Folketinget i pdf-format.