Social-, Indenrigs- og Børneudvalget afgav den 23. februar 2017 betænkning over lovforslag L 55 bilag 11 – Samling: 2016-17 – forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.
Betænkning
over
Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort
[af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og var til 1. behandling den 2. december 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget. Udvalget skiftede den 12. december 2016 navn til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og indenrigsministeren sendte den 14. september 2016 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del – bilag 405 (folketingsåret 2015-16). Den 9. november 2016 sendte social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:
Herning Kommune,
LGBT [1a] og
Paul W. Ryan.
Økonomi- og indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret 2 af de skriftlige henvendelser til udvalget.
Det forventes, at ministeren vil kommentere de øvrige henvendelser inden 2. behandling.
Deputationer
Endvidere har Herning Kommune mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret 2 spørgsmål. Spørgsmål 3 og 4 forventes besvaret inden 2. behandling.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Udvalget finder det glædeligt, at der med det nye legitimationskort bliver mulighed for, at alle borgere på 15 år eller derover, der er bopælsregistreret i CPR, fremover vil kunne legitimere sig med gyldig billedlegitimation – også selv om disse borgere ikke er i besiddelse af pas eller kørekort. Legitimationskortet løser dermed et praktisk og reelt problem for en lang række borgere, for hvem det ikke giver mening, eller som ikke har mulighed for at erhverve f.eks. kørekort. Med lovforslaget bemyndiges økonomi- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet. Udvalget opfordrer i den forbindelse økonomi- og indenrigsministeren til, at det i den konkrete realisering af kortet sikres, at legitimationskortet bliver nemt at producere, billigt at udstede og billigt at erhverve sig, og at kortet får en høj sikkerhed, således at risikoen for identitetstyveri minimeres. Udvalget opfordrer desuden økonomi- og indenrigsministeren til, at man i det videre arbejde med at realisere legitimationskortet inddrager erfaringer fra landets kommuner vedrørende udstedelsen af id-kort.
Alternativets medlem af udvalget ønsker i tillæg til det fælles betænkningsbidrag at imødekomme den kritik, som LGBT Danmark i deres breve [1b] til udvalget retter mod, at kortet skal indeholde kortindehaverens cpr-nummer i lyset af, at det sidste ciffer i en persons cpr-nummer afslører kortholderens biologiske køn. Da der kan være et misforhold mellem transpersoners umiddelbare kønsudtryk og personnummerets kønsangivelse, vil transpersoners brug af kortet potentielt føre til, at de mod deres vilje får afsløret deres kønsidentitet. Dette problem eksisterer imidlertid også for de eksisterende legitimationsmuligheder, idet cpr-nummeret fremgår af både pas og kørekort. ALT vil derfor fremsætte et beslutningsforslag med henblik på at få Folketingets opbakning til, at cpr-numre i fremtiden skal gøres kønsneutrale. Derved løses problemet mere grundlæggende og med betydning for samtlige situationer, hvor der er behov for identifikationkation ved cpr-numre.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
* * *
Folketingets journal over bilag 11, betænkningen.
Folketingets journal over betænkningen.
Betænkningen i pdf-format i Folketingstidende B.
Note af Tina Thranesen.
- [Retur til 1a] [Retur til 1b] Høringsskrivelser fra LGBT Danmark
- L 55. Bilag 4. Spgsm. 1. Høringsskr. af 19. december 2016 fra LGBT Danmark om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 20. januar 2017.
- L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 (den herover nævnte henvendelse (L 55. Bilag 4.)) om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.