L 60. Lovforslagets udformning efter 2. behandling den 15. december 2017.


Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. december 2017
Forslag
til
Lov om ændring af lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik, forskning m.v. og sundhedsloven
(Ophævelse af forbuddet mod dobbeltdonation og ændring af reglerne for kastration)

§ 1

I lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar 2015,, som ændret ved lov nr. 264 af 16. marts 2016, foretages følgende ændring:
1. § 5 affattes således:
»§ 5. Stammer ægcellen ikke fra den kvinde, der skal føde barnet, og stammer sæden ikke fra hendes partner, må der kun etableres assisteret reproduktion, hvor brug af både doneret sæd og doneret ægcelle er sundhedsfagligt begrundet, og enten sæden eller ægcellen er doneret i ikke-anonym form.«

§ 2

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 691 af 8. juni 2017, foretages følgende ændring:
1. § 115, stk. 1, affattes således:
»§ 115. En person kan blive kasteret som led i kønsskifte, hvis personen er transkønnet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne af kastrationen. Transkønnede personer omfattet af §§ 110 eller 111 skal dog søge om tilladelse til kastration.«

§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på ansøgninger om kastration som led i kønsskifte, der ikke er færdigbehandlet på tidspunktet for lovens ikrafttråden.

§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men lovens § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget efter andenbehandling .
Lovforslaget efter andenbehandling i pdf-format hos Folketinget.