Lørdag den 19. januar 2008 havde jeg den fornøjelse at have besøg af Tina Thranesen til frokost og hyggeligt samvær. Få dage før havde Tina publiceret en selvbiografi. Nu vil jeg gerne give min egen livshistorie som Layla.
Det er fra 1965, jeg har den første klare erindring. Jeg var ca. 10 år og legede med naboens datter. Vi var alene hjemme hos mig, og jeg var vildt betaget af hendes søde hjemmesko. Så opfandt jeg en ny leg: Vi skulle på skift binde hinanden. Først skulle hun binde mig med bind for øjnene, og så skulle jeg binde hende med bind for øjnene. Endelig kunne jeg prøve hendes sko.
I årene efter har jeg spredte erindringer om at gå i mors skuffer og især prøve hofteholder og nylonstrømper. Stor var min skuffelse, da min mor skiftede til strømpebukser og hofteholderne forsvandt. Dem ville jeg gerne have haft, men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige.
Da jeg flyttede hjemmefra og i flere år boede på kollegium, havde jeg lidt større muligheder med f.eks. nylonstrømper og trusser. Den erindring, der står klarest fra den tid, er et par gamle cowboybukser. Jeg klippede benene op og syede dem sammen som en nederdel. Når jeg så også havde nylonstrømper på, var det lidt godt.
Men tiden fløj og jeg flyttede meget rundt. Tøj blev smidt ud, og i 1986 var jeg så tilbage i Danmark i en helt ny job- og boligmæssig situation. Jeg flyttede ind i en lejlighed på Vesterbro i København. Til jul var jeg ude og købe julegaver, vist nok i det gamle Dalls varehus. Jeg havde kigget i julekataloget og fundet en dejlig rød natkjole plus tilhørende bh og nylonstrømper. Det var en stor fornøjelse at komme hjem og straks pakke den julegave ud. I dag kan jeg se, at bh’en var for lille og det var natkjolen og strømperne også.
Men fra 1986 har jeg stille og roligt opbygget min garderobe. Jeg har kun smidt tøj ud, når det var håbløst slidt og ubrugeligt.
I starten af 90’erne så jeg nogle gange Politiken om søndagen, og i “Kom frit frem” var der nogle transvestitsammenkomster, som fangede min opmærksomhed. Vi skal dog helt frem til 1997 før jeg vovede at ringe og melde mig ind i TiD. Jeg fik tilsendt materiale, og senere fik jeg medlemsbladet en gang i kvartalet.
I 1998 skete det så. Det var i april. Jeg havde lige meldt mig til et TiD-arrangement på Fyn, da min gode veninde Mette ringede til mig en eftermiddag, hvor jeg var hjemme. I øvrigt samme dag, hvor jeg om formiddagen først havde ringet til Parykmagasinet og derefter som mand gik ned og købte min første seriøse paryk – fastelavnsparykkerne så forfærdelige ud. Men altså, jeg kom hjem med en god paryk, lagde makeup så godt som jeg nu kunne, klædte mig fra inderst til yderst, og tog min nye paryk på. Super, og så ringede Mette. Hun gik hjemme og havde lidt ondt af sig selv, så hun ville gerne besøge mig. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg og gik hjemme, men Mette ville gerne besøge mig alligevel. Så tog jeg springet: Ok, men Mette så skal du lige være klar over, at jeg i dag er kvinden Layla! Vi havde kendt hinanden i flere år, men det overraskede hende, og hun bad om en halv times betænkningstid. Ca. 10 minutter senere ringede hun tilbage og sagde, at hun gerne ville besøge mig. Så hun cyklede op til mig på Trøjborg og mødte for første gange Layla med den nye paryk og det øvrige udstyr. Jeg husker især to ting fra det møde. Det første var, at efter ca. et kvarter sagde Mette, at det var utroligt, hvor hurtigt hun glemte at der var noget særligt ved situationen. Vi sad jo bare og hyggesnakkede som så ofte før. Den anden ting var, at hun især beundrede mine ret ordinære damesko. Som en god gammel 70’er kvinde var hun meget fastlåst i sin kedelige påklædning. Hun kunne godt tænke sig et par sko som mine, men det turde hun ikke. Senere den sommer glædede det mig, at hun både tog en kjole på og fik nogle pæne damesandaler.
Så kom årene med forskellige transarrangementer, bl.a. i Parykmagasinet i Århus og Randersmøderne. Den store private begivenhed var da jeg inviterede min mor til frokost på hendes fødselsdag og advarede hende om en lille overraskelse. Så da mødte min mor for første gang Layla. Hun tog det meget fint, og vi havde en god frokost og eftermiddag, hvor jeg bl.a. havde fundet mange bøger og blade frem om os trans’er. Det hun var mest interesseret i var at se min garderobe, så hun fik en lille opvisning. Især var hun meget begejstret for den røde kjole, jeg lige havde købt via postordre. Hun fortalte, at hun som ung nygift kvinde havde ønsket sig en rød kjole, men min konservative og sparsommelige far sagde nej. Men på denne decemberdag, hvor min mor havde fødselsdag, fandt jeg kataloget frem, og vi bestilte en rød kjole til hende. Så til jul, hvor vi dette år tilfældigvis kun var hende og mig selv, så fejrede vi juleaften i to røde kjoler. I ca. 5 år derefter var det skiftevis Layla og hendes søn, der mødtes med mor. Så døde hun.
I nyere tid er jeg blevet meget mere modig, og jeg går tit ud som kvinde, selv om jeg stadig kun lever som kvinde på deltid. Jeg arbejder som mand. Men hvis jeg er hjemme, f.eks. i weekenden, så er jeg kvinde fra morgenstunden og går gerne ud og handler som Layla og mødes også med andre.
Jeg fantaserer da lidt om en fremtid som kvinde på fuld tid. En overgang tog jeg hormoner, men jeg blev syg af det, måske fordi jeg på det tidspunkt fik en masse anden medicin, bl.a. mod depression. Så jeg stoppede med hormonerne. Lige nu lever jeg ret godt med mit nuværende liv. Jeg bor godt, tjener penge som mand, og kan være kvinde i min fritid. Jeg har fundet en balance, som jeg godt kan leve med i nogle år, og så må vi se, hvad der skal ske.
Den 20. januar 2008. Layla Nielsen.