| Titel | Le Coccinelle: Sceneggiata Transessuale |
| Engelsk titel | Le Coccinelle: Neapolitan Transsexual Melodrama |
| Selskab | B&B Film |
| Instruktør | Emanuela Pirelli |
| Medvirkende | Gennaro, Tonino, Genny og Giacinto Alle som sig selv |
| Premiere | 24. april 2012 |
| Spilletid | 60 minutter |
| Sprog | Italiensk Engelske undertitler |
Ved at lære Le Coccinelle at kende og følge deres liv fordyber vi os i en lidet kendt verden af gammel oprindelse.
Femminielli er traditionelle figurer i napolitansk kultur, der konstant svinger mellem respekt og diskrimination. De er kvindernes nærmeste fortrolige, de bedste venner med børn, elsket af mænd om natten, men afvist af dem om dagen, betragtes som formidlere af lykke og held og er meget efterspurgte ved hasardspil, ved dåb og bryllupper, men ofte dømt til et liv i ensomhed.
I lyset af vigtigheden i at fortsætte kampen for frihed og menneskerettigheder, er historien om Le Coccinelle en advarsel mod macho-hykleri og mod dem, der fortsætter med at se mangfoldighed som en begrænsning eller en defekt.
Arvingerne til den gamle femminielli-tradition, Le Coccinelle er forskellige fra alle andre. De er forskellige fra mænd, de er forskellige fra kvinder, de er forskellige fra heteroseksuelle og adskiller sig fra dragqueens. Men med deres sange og kunst beretter Le Coccinelle om følelser hos hver enkelt af os, og især hos dem, der selv har følt sig anderledes, forrådt eller opgivet, og modet og styrken til at fortsætte med at synge forlader dem aldrig.
En fængslende doku-musical med neomelodiske sange (musikalsk stil oprindeligt fra Napoli), sex, barnedåb og bryllupper: Mine damer og herrer, velkommen til Le Coccinelles magiske verden!
Le Coccinelle består af Gennaro, Tonino, Genny og Giacinto, fire napolitanske transkvinder fra Napolis baggader. I spiserestauranternes falske barokstil synger og optræder de og fortæller deres historier om prostitution, fordomme hos en del af Napolis overklasse og om deres kunders hykleri. Men de fortæller også om deres venskaber med kvinderne i baggaderne og napolitanernes glade livsstil. Foran et publikum bestående af gæster til en bryllupsfest giver de den fuldt ud med en opkvikkende og spændende blanding af sex, religion, verdslighed, gammelt og moderne.
* * *
Napoli i slutningen af tresserne. Vi er i “Salone Margherita”, en af byens mest populære natklubber, hvor komikere, dansere, strippere og slangemennesker optræder. PÃ¥ scenen optræder Tania. Hun er blot 19 Ã¥r gammel, men viser allerede en enorm selvtillid. Gennaro er en meget ung dreng ansat til at servere kaffe i omklædningsværelserne. Han bliver helt tryllebundet, da han ser de sensuelle bevægelser som Tania klædt i slør og pailletter udfører. Gennaro forestiller sig, at han en dag vil være i hendes sted, stÃ¥ pÃ¥ scenen foran et tilbedende publikum. For Gennaro er opdagelsen af sin egen kvindelighed en overraskende Ã¥benbaring: “Tania” er blot et kunstnernavn. Privat er hun Tonino De Filippo.
Tonino bliver gennem Ã¥rene Gennaros guide under hans første forsøg med makeup, hans første stramme nederdele og hans første højhælede sko. Tonino er et referencepunkt, ikke kun for Gennaro, men for alle transseksuelle i Napoli, som stadig i hengivenhed og taknemmelighed kalder ham “moderen til alle de transkønnede“. Tonino var den første moderne trans i Napoli, den første til at gÃ¥ ud og kræve ret og værdighed og andre rettigheder. Flere gange endte han i fængsel. Men, mens transseksuelle altid har været solidt forankret i neapolitansk populærkultur, betragtes som lykkebringere og dermed fast tilknyttet til hasardspil, har de ogsÃ¥ været forvist til en ringere rolle i samfundet og dermed “tvunget” til prostitution. Gennaro og Tonino ender uundgÃ¥eligt selv pÃ¥ gaden. Da de en aften, venter pÃ¥ en kunde fÃ¥r Tonino pludselig en ide: “Skal vi ikke starte en entertainergruppe udelukkende af transseksuelle? Vi kalder den for Le Coccinelle”. (Kan oversættes til The Ladybirds eller Mariehønsene).
Showet, der bliver sat sammen af Gennaro og Tonino, er særdeles velegnet til den napolitanske offentlighed. Temaerne er populære melodrama suppleret med indslag om Gennaro og Toninos eget liv. Der er kærlighed, forræderi, familiestridigheder, flugt fra virkeligheden, fordomme, prostitution, ensomhed og kamp for at opnå følelsesmæssig stabilitet. Det hele blandes til en dramatisk, grotesk og uimodståelig morsom produktion.
Tonino er den ubestridte leder og spiller de mest dramatiske dele: Den sørgende mor, en “falden” kvinde og manden, der er forelsket i den trankønnede.
Gennaro er den komiske sjæl i truppen med en morsom evne til improvisation.
I årenes løb fik de selskab af Clementina, der med sine raffinerede funktioner er perfekt egnet til at spille en overklassedame, og Giacinto, der med sin statelige figur er yderst alsidig og ofte spiller den mandlige part i Carmen og Genny, den smukkeste og øjefangende af de optrædende.
I de arbejderklasseområderne i Napoli er private ceremonier en blomstrende forretning. Her er stjernerne ikke internationalt kendte, men selvlærte sangere. Ved bryllupper, som kan strække sig over tolv timer, optræder og tryllebinder de de pårørende og gæsterne. Bryllupper, barnedåb, fødselsdage og andre fester danner baggrund for Le Coccinelle shows, hvor publikum underholdes og inddrages i forestillingerne. Børnene er henrykte og kvinderne bevæges af Le Coccinelles shows. De bånd, der binder kvinderne med de napolitanske transseksuelle er gamle og dybe.
I 2009 dør Tonino af en svulst. Gennaro, der næsten er 60 år, ved ikke, om hun vil fortsætte med gruppen. I de seneste år er livet for transseksuelle blevet forværret.
I kirken, under en mindegudstjeneste for Tonino et år efter hans død mødes Le Coccinelle igen. Og med dem, som med kvinderne i de fattige kvarterer: The show must go on!
Instruktørens bemærkninger
Jeg mødte Tonino, ledende kunstner i Le Coccinelle, for fem år siden, mens jeg lavede et fotografisk projekt om Napolis transseksuelle.
Han havde en overvældende trang til at fortælle sin historie, og med hjælp fra utallige cigaretter og litervis af kaffe, begyndte han at fortælle mig om sit liv og sin gruppe. Det var sÃ¥ fascinerende, at jeg ønskede at møde de andre medlemmer. Den følgende dag tog Tonino mig til frokost hjemme hos Gennaro – Toninos intime ven og medstifter af Le Coccinelle. Efter en række utrolig medlevende beskrivelser, tændte Gennaro stereoanlægget med fuld bas og lydstyrke, og begge gav deres Femmen ‘ra notte’ (Ladies of the Night).
Nu var der ingen vej tilbage: Jeg begyndte at følge dem under deres shows i restauranter rundt omkring Napoli. Jeg blev en regelmæssig gæst i Gennaros hjem, som var et mødested for alle slags mennesker. Jeg lærte hans fans og venner at kende.
I dag bor Gennaro alene med sin lille hund, der kaldes Coccinella, som minde om Gennaros livslange ven, Tonino. Når jeg tilbringer en dag sammen med ham, er der en konstant strøm af besøgende: naboer, venner og andre. Det savn, Tonino har efterladt i Gennaro liv bedrøvet ham så meget, at gruppen stoppede sine shows i et års tid.
Nu, med fornyet energi og ambitioner er gruppen gendannet – med nye medlemmer og nye sange.
* * *