Legitimationskort, Lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af.


Pr. 1. juli 2017 kan alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), erhverve et legitimationskort. Det følger af lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af Legitimationskort, der blev til på baggrund af lovforslag L 55 af 9. november 2016. Loven henhører under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har udstedt en bekendtgørelse om legitimationskortet.
Legitimationskort, der er forsynet med indehaverens nationalitet, kan anvendes som legitimation ved indrejse i Sverige.

Herunder gengives loven.

§ 1. Loven har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

§ 2. Personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.
Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.
Stk. 3. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet, jf. stk. 1.

§ 3. I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, foretages følgende ændring:
1. § 4 ophæves. [1]

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

§ 5. Legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt efter § 4, stk. 1, i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

* * *
Loven hos Retsinformation.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Den ophævede § 4.
    § 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om, at personer på 16 år og derover af opholdskommunen kan få udstedt legitimationskort med foto samt nærmere regler om udstedelsen og udformningen af legitimationskortet.
    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et gebyr for udstedelse af legitimationskort, jf. stk. 1.