Ved receptionen deltog godt 20 medlemmer af LGBT Danmark og enkelte politikere – Karen J. Klint (S), Flemming Møller Mortensen (S), Rasmus Horn Langhoff (S), Stine Brix (EL), Liv Holm Andersen (RV), Lone Loklindt (RV), Mogens Jensen (S), Mette Gjerskov (S).
Karen Klint (S) lagde for med talerne og gav LGBT Danmark en lille gave fra socialdemokraterne.
Derefter holdt Søren Laursen (forperson for LGBT Danmark) tale efterfulgt af Flemming Møller Mortensen (S) og Vibe Grevsen (transpolitisk talsperson for LGBT Danmark).
* * *
Tale af Søren Laursen
Mit navn er Søren Laursen. Jeg er forperson for LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Og jeg er en glad mand i dag.
I Danmark bryster vi os ofte af at være foregangsland på LGBT-området, altså i forhold, der vedrører seksuel orientering og kønsidentitet. For 25 år siden – i 1989 – var vi det første land i verden, der gjorde det muligt for et par af samme køn at få papir på hinanden, nemlig gennem indførelsen af det registrerede partnerskab. I 1999 var vi det første land i verden til at gøre det muligt for et barn at have to juridiske forældre af samme køn, nemlig ved indførelsen af stedbarnsadoption i det registrerede partnerskab. Men så gik tingene i stå, og i slutningen af 2011 var Danmark sakket håbløst bagud i forhold til andre mere progressive lande.
Med regeringsskiftet i 2011 kom en nyskabelse: Regeringsgrundlaget indeholdt, for første gang, et LGBT-afsnit. Det var bredt, men det var også malet med brede penselstrøg, der var rigeligt rum til fortolkning. Man ville se på ægteskab og kirkelig vielse, man ville se på børneloven og man ville se på kønsskifte. Men hvordan ville man udmønte det fine program? Nu, tre folketingssamlinger senere, ved vi det. Man kunne have valgt en minimalløsning – men dét gjorde man ikke.
Det startede med Karen Hækkerup, der som Socialminister gav os den kønsneutrale ægteskabslov. Det var ingen nyskabelse, tvært imod. Danmark var sakket pinligt bagud siden Holland som de første indførte det i 2001. Lande som Norge, Sverige og Island, men også fx Spanien, Sydafrika og Argentina kom før os. Så det var på høje tid, Danmark kom på niveau.
Med lovændringen fik trossamfund adgang til at vie par af samme køn. Manu Sareen fulgte som kirkeminister op og så til, at vore ubetinget største trossamfund, Folkekirken, kom til at benytte den nye mulighed, således par af samme køn nu kan blive viet i Folkekirken. Så i forhold til indgåelse af ægteskab valgte regeringen altså den fulde ligestilling.
Som det næste kom Karen Hækkerup igen på banen og gav os verdens bedste børnelov for regnbuefamilier. Regeringsgrundlaget havde ikke lovet meget, kun noget i forhold til medmødre i lesbiske par. Men man endte med et meget mere ambitiøst resultat, hvor man har taget udgangspunkt i den større kompleksitet, der er i mange regnbuefamilier med flere voksne involveret i barnet. Det var der ingen, der havde gjort før, her satte vi – igen, som i 1989 og 1999 – en ny standard.
Det bringer os frem til i dag, hvor I har ændret lovgivningen vedrørende kønsskifte. Bestemmelserne om juridisk kønsskifte er i verdensklasse og matches kun af to andre lande, Argentina og Uruguay. Den eksisterende lov er dybt forældet. Jeg var aldrig i tvivl om, at kastrationskravet ville falde bort – det er allerede antydet i regeringsgrundlaget. Men hvad ville man sætte i stedet – der er mange modeller.
De to love, I har vedtaget i dag, har været noget af det sværeste. De har grebet ind over adskillige ressortområder. Det er Margrethe Vestager, der med sit CPR-ressort har fremsat 182 om juridisk kønsskifte, og Nick Hækkerup, der med sit sundhedsressort har fremsat L 189 mv., men også Karen Hækkerup, nu som justitsminister, og Manu Sareen med sit ligestillingsressort, har været med i udviklingen af regeringsforslagene.
Der har siddet en tværministeriel arbejdsgruppe og arbejdet i halvandet år. Jeg ved, de har været ude på en lang rejse. For de fleste var området kønsidentitet i begyndelsen ukendt, og det ér komplekst. Og her viste embedsværket sig fra sin mest formidable side. Man satte sig ind i området, lyttede opmærksomt, overvejede grundigt, og afgav en rapport til regeringen, hvor man opridsede tre løsningsmodeller. Ræsonnementerne i rapporten er hele vejen rettighedsbaserede – væk med systemtankegangen, væk med sygeliggørelsen, væk med formynderiet. Det er alt andet end trivielt, det er et grundlæggende andet udgangspunkt for lovgivning om juridisk kønsskifte. Og regeringen tøvede ikke: Man valgte prompte den mest progressive model, den der giver den største frihed til den enkelte. Den, der siger: Din kønsidentitet er din egen, du bestemmer.
Denne lovgivning er blevet til i ministerierne, men den er ikke udsprunget af ministerierne. Den er udsprunget i dette hus, hvor mange af jer utrætteligt gennem mange år har arbejdet med LGBT-området. Det er kun gennem dette arbejde der opnås den viden og den forståelse der skal til, det er kun gennem dette arbejde temaet holdes på lystavlen. Så da det gjaldt, var I parate. I har leveret tankegods, I har forhandlet. Den indsats er uvurderlig.
Det er vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er signallovgivning. For os som LGBT-personer handler det om at løse konkrete problemer i dagligdagen. Og så handler det helt grundlæggende om at være en del af vores samfund. Jeg siger med vilje vores: Det samfund vi udvikler sammen og til hinanden.
Hvor er jeg stolt af, og glad for, at leve i et land, hvor lovgiverne – embedsværket, regeringen og Folketinget – har evne, og ikke mindst vilje til at skabe disse lovforslag. Hvor er jeg stolt af og glad for, at vi har et Folketing, der kan mønstre et flertal for at gøre disse forslag til lov. Embedsværket har leveret. Regeringen har leveret. Folketinget har leveret. Til alle jer vil jeg sige: I dag skal I ranke ryggen og glæde jer over jeres værk. På blot tre folketingssamlinger har I formået at vende billedet fuldstændigt – flyttet os fra at være fodslæbere til at være frontløbere: Nu er det os, de andre kigger på, når de skal vide, hvilken vej udviklingen går.
Og vi andre, vi har, som borgere i almindelighed og som LGBT-personer i særdeleshed, kun ét at sige: TAK!
* * *
Talen af Søren Laursen på Panbloggen – LGBT Danmarks websted til dokumentation og kommentarer.