LGBT komiteen sendte den 6. april 2020 en skrivelse til Udenrigsministeriet, Udenrigsudvalget og de danske MEP’er om, at Ungarns regering med nyt lovforslag vil udradere grundlæggende rettigheder for transpersoner.

#drop33
#drop33
Modtagere af skrivelsen: udenrigsminister Jeppe Kofod, Folketingets Udenrigsudvalg og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet: Margrete Auken, Asger christensen, Niels Fuglsang, Søren Gade, Peter Kofod, Morten Løkkegaard, Karen Melchior, Kira Peter-Hansen, Morten Helveg Petersen, Cristel Schaldemose, Linea Søgaard-Lidell, Nikolaj Villumsen, Marianne Vind og Pernille Weiss.

Folketingets Udenrigsudvalg har registreret skrivelsen som Alm. del. Samling: 2019-20. Bilag 152.

Skrivelsen gengives herunder.

LGBT komiteen
LGBT komiteen
6. april 2020

Udenrigsminister Jeppe Kofod
Folketingets Udenrigsudvalg
Danske medlemmer af Europa-Parlamentet

Ungarns regering vil med nyt lovforslag udradere grundlæggende rettigheder for transpersoner

Den ungarske regering har den 31. marts 2020 fremsat et lovforslag [1], hvori den foreslår, at der i det ungarske folkeregister ikke længere anføres køn, men i stedet det ved fødslen tildelte køn. Det betyder, at transpersoner bliver udelukket fra at skifte juridisk køn.

LGBT komiteen opfordrer den danske regering og Folketinget til at slå ned på den ungarske regering, som med dette træk udøver en institutionel aggression mod en i forvejen marginaliseret gruppe.

Dette lovforslag kommer på et tidspunkt, hvor det ungarske parlament på baggrund af COVID-19 krisen, har givet premierminister Viktor Orbán magt til at regere ved dekret, altså uden at høre den lovgivende forsamling.

Denne form for aggression mod LGBT-personer er ikke ny for Orbán. I 2015 blokerede han i Europarådet en beslutning, hvor man opfordrede Europa-Kommissionen til imødegå homofobisk og transfobisk diskrimination.
Han har også nægtet at ratificere Istanbul-konventionen – Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet – på grund af dens definition af køn som en social konstruktion. I 2017 var han vært for International Organisation for the Family (IOF), en amerikansk gruppe, der propaganderer mod ægteskab for personer af samme køn.

Den ungarske befolkning bakker i stort omfang op om transpersoners ret til at skifte juridisk køn, altså at få ændret sit køn i folkeregistret. En repræsentativ undersøgelse fra september 2019 viste, at 70 % af respondenterne mente, at transpersoner skal have adgang til juridisk kønsskifte, mens kun 17 % mente, at transpersoner under ingen omstændigheder skulle være muligt.

Yderligere information hos ILGA-Europe [2].

Med venlig hilsen
LGBT komiteen.

Martin Christensen Søren Laursen Tina Thranesen

Noter
  1. [Retur] https://www.parlament.hu/irom41/09934/09934.pdf (artikel 33)
  2. [Retur] https://www.ilga-europe.org/resources/news/latest-news/drop33-europes-two-largest-networks-lgbti-and-transgender-organisations

* * *
Omtale af skrivelsen hos LGBT komiteen.
Skrivelsen i pdf-format hos LGBT komiteen.
Folketingets journal vedr. skrivelsen hos Udenrigsudvalget.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

* * *
Se også: Spørgsmål 174 den 25. marts 2020 fra Europaudvalget om hvilke konsekvenser en forlængelse af nødretstilstand i Ungarn vil få for ungarsk EU-medlemskab. Svar 15. april 2020.

Se også: LGBT komiteens læserbrev i Altinget den 29. april 2020 om Ungarns premierminister, Viktor Orbáns frontalangreb på transpersoner.