LGBTIQ-frihedszone. Europa-Parlamentets vedtagne tekst af 11. marts 2021 om erklæring af EU som LGBTIQ-frihedszone.

Europa-Parlamentets vedtagne tekst af 11. marts 2021 om erklæring af EU som LGBTIQ-frihedszone
Europa-Parlamentet,

– der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (“chartret”),

– der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

– der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols hermed forbundne retspraksis,

– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

– der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv [1],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/194/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF [2],

– der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser [3],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv [4],

– der henviser til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis,

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. november 2020 med titlen “En Union med lige muligheder: Strategi for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025” (COM(2020)0698),

– der henviser til sin beslutning af 14. februar 2019 om LGBTI-tiltagslistens fremtid (2019-2024) [5],

– der henviser til sin beslutning af 18. december 2019 om offentlig forskelsbehandling af og hadefulde udtalelser om LGBTI-personer, herunder LGBTI-fri områder [6],

– der henviser til EU’s retningslinjer for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer), som blev vedtaget af Rådet i 2013,

– der henviser til resultaterne af EU’s LGBT-undersøgelse fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) i 2019,

– der henviser til sin beslutning af 17. september 2020 om forslag til Rådets afgørelse, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Republikken Polen groft overtræder retsstatsprincippet [7],

– der henviser til sin beslutning af 12. september 2018 om et forslag om at opfordre Rådet til i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU at fastslå, at der er en klar fare for, at Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på [8],

– der henviser til Europarådets henstilling af 31. marts 2010 fra Ministerkomitéen til medlemsstaterne om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet (CM/Rec(2010)5) og til de standarder, der er vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling,

– der henviser til memorandum af 3. december 2020 fra Europarådets menneskerettighedskommissær om stigmatisering af LGBTI-personer i Polen,

– der henviser til debatten i Europarådets Kongres af Lokale og Regionale Myndigheders udvalg for aktuelle anliggender og til dens efterfølgende undersøgelsesrapport om lokale myndigheders rolle vedrørende situationen og rettigheder for LGBTIQ-personer i Polen af 27. januar 2021 (“Fact-finding report on the role of local authorities in the play and rights of LGBTIQ people in Poland”) og rapport om lokale og regionale myndigheders rolle og beskyttelse af LGBTIQ-personer i et stadig mere fjendtligt klima af 10. februar 2021 (“Protecting LGBTIQ people in the context of rising anti-LGBTIQ hate speech and discrimination: The role of local and regional authorities”),

– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A, der henviser til, at LGBTIQ-rettigheder er menneskerettigheder;

B, der henviser til, at retten til ligebehandling og ikkeforskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i EU’s traktater og charter, og bør respekteres fuldt ud; der henviser til, at alle medlemsstater har indgået forpligtelser under folkeretten og EU-traktaterne om at respektere, garantere, beskytte og opfylde de grundlæggende rettigheder; der henviser til, at bekæmpelse af ulighed i EU er et delt ansvar, der kræver en fælles indsats og handling på alle forvaltningsniveauer;

C, der henviser til, at over 100 provinser, amter og kommuner i Polen siden marts 2019 har vedtaget resolutioner, hvormed de erklærer sig fri for den såkaldte LGBTI-ideologi, eller såkaldt “regionale chartre for familierettigheder”; der henviser til, at den ungarske by Nagykáta i november 2020 vedtog en resolution, der forbyder “udbredelse og fremme af LGBTQ-propaganda”; der henviser til, at disse resolutioner direkte og indirekte diskriminerer mod LGBTIQ-personer; der henviser til, at resolutioner om LGBT-frie zone er erklæringer, der opponerer mod “ideologien bag LGBT-bevægelsen” og som opfordrer lokale myndigheder til at afstå fra enhver handling, der tilskynder til tolerance over for LGBTIQ-personer, herunder at inddrage finansiel bistand til organisationer, der har til formål at fremme ikke-forskelsbehandling og lighed; der henviser til, at de “regionale chartre for familierettigheder” opererer med en meget snæver definition af familien og samtidig opfordrer kommuner til at beskytte familierettigheder i alle deres politikker, initiativer og finansiering; der henviser til, at de regionale chartre ved kun at fokusere på disse typer familier indirekte opfordrer til forskelsbehandling af alle andre former for familier, navnlig familier med enlige forældre, par af samme køn og regnbuefamilier, og til at afstå fra at yde finansiel støtte til projekter og initiativer, der beskytter og fremmer grundlæggende rettigheder, organiserer undervisning i bekæmpelse af forskelsbehandling eller på nogen anden måde støtter ligestilling og LGBTIQ-personer;

D, der henviser til, at den polske ombudsmand for menneskerettigheder har indledt ni klagesager mod nogle af de regioner, amter og kommuner, der har vedtaget resolutioner om at være fri for “LGBT-ideologi”, hvilket hidtil har resulteret i, at fire resolutioner er blevet erklæret forfatningsstridige af forvaltningsdomstolene; der henviser til, at den polske by Nowa Deba i januar 2021 trak sin resolution om at være fri for LGBT-ideologi tilbage efter at have mistet en venskabsaftale med den irske by Fermoy; der henviser til, at den polske region Sztum og den polske by Tomaszów Mazowiecki trak deres resolutioner om vedtagelse af regionale chartre for familierettigheder tilbage i henholdsvis september og oktober 2020;

E, der henviser til, at Norge afslog at yde finansieringsmidler til de polske provinser, amter og kommuner, der havde vedtaget resolutioner om at være frie for såkaldt LGBTI-ideologi eller som havde vedtaget “regionale chartre for familierettigheder”; der henviser til, at Kommissionen har givet afslag om EU-finansiering under sit venskabsbyprogram på ansøgninger fra polske byer, der har vedtaget LGBTI-frie zoner eller familierettighedsresolutioner; der henviser til, at alle EU-midler, der forvaltes i henhold til forordningerne om fælles bestemmelser 2021-2027, skal overholde princippet om ikke-forskelsbehandling og respektere de grundlæggende rettigheder som fastsat i traktaten, herunder på grundlag af seksuel orientering, og til, at kommuner, der fungerer som arbejdsgivere, skal overholde Rådets direktiv 2000/78/EF, som forbyder forskelsbehandling og chikane på grund af seksuel orientering på arbejdsmarkedet, i overensstemmelse med dommen i sag C-507/18, Associazione Avvocatura per i diritti LGBTI [9];

F, der henviser til, at tre ngo’er har indgivet en klage til Kommissionen, hvori de fremhæver, at “regionale chartre for familierettigheder” og resolutioner, der erklærer regioner, amter og kommuner for at være fri for såkaldt LGBTI-ideologi, indebærer forskelsbehandling af LGBTIQ-personer og dermed er i strid med direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv samt artikel 15 og 21 i chartret om henholdsvis erhvervsfrihed og ret til at arbejde og ikke-forskelsbehandling; der henviser til, at Kommissionen til dato hverken har besvaret denne juridiske klage eller formelt anerkendt, at der foreligger en overtrædelse af EU-retten;

G, der henviser til, at vedtagelsen af resolutioner om at være fri for den såkaldte LGBT-ideologi eller “regionale chartre for familierettigheder” er en del af en bredere sammenhæng af tiltagende forskelsbehandling af og anslag mod LGBTIQ-samfundet i Polen bestående i en karakterisering af seksuel mangfoldighed, identitet og udtryksformer som en farlig ideologi, i omsiggribende hadefuld tale fra myndigheders, folkevalgtes – herunder den nuværende præsidents – og de regeringsvenlige mediers side, samt i arrestationer af LGBTIQ-rettighedsforkæmpere, angreb på og forbud mod Pride-parader og bevidstgørende programmer og tiltag, herunder i skoler, og i diskriminerende demonstrationer mod LGBT; der henviser til, at hadefuld tale fra myndigheders side legitimerer og fremmer klimaet af intolerance og forskelsbehandling af LGBTIQ-personer; der henviser til, at udøvelse af ytringsfriheden indebærer pligter og ansvar, navnlig for myndigheder, politikere og opinionsdannere, og at disse ikke bør begive sig af med hadefuld tale eller ytringer, der stigmatiserer LGBTIQ-personer, men kraftigt bør fordømme og gendrive sådanne sagsfremstillinger og stigmatisering, herunder når de udtrykkes af privatpersoner;

H, der henviser til, at de polske aktivister, der aktionerer imod og informerer offentligheden om resolutionerne om såkaldte LGBTI-ideologifrie zoner og de regionale chartre for familierettigheder, er blevet retsforfulgt via strategiske retssager mod offentligt engagement (SLAPP) på grund af deres arbejde; der henviser til, at de polske aktivister, der arbejder for at fordømme LGBTIQ-fjendtlige erklæringer og familierettighedschartre, herunder ophavsmændene til webstedet “Atlas over Hadet” og ophavsmanden til fotoprojektet “LGBT-fri zone“, har været udsat for grundløse retssager anlagt af lokale myndigheder eller fundamentalistiske organisationer, der kræver betydelig økonomisk kompensation, og for en smædekampagne der har udskreget dem som løgnere for deres brug af kreative værktøjer i deres aktivistarbejde; der henviser til, at disse handlinger tydeligvis har til formål at intimidere og lukke munden på civilsamfundet; der henviser til, at de polske myndigheder har pligt til fuldt ud at beskytte alle personer, der tilhører mindretal, herunder LGBTIQ-personer, mod fjendtlighed og aggression og til at sætte dem i stand til frit at udføre deres aktiviteter; der henviser til, at Kommissionen ikke har indført lovgivning til bekæmpelse af SLAPP på trods af gentagne opfordringer fra Parlamentet;

I, der henviser til, at to andragender (nr. 0448/2020 og nr. 0354/2020) vedrørende spørgsmålet om “LGBTI-frie zoner i Polen” er blevet indgivet til Udvalget for Andragender; der henviser til, at disse andragender blev drøftet i Udvalget for Andragender den 26. januar 2021, og at Kommissionen, idet dens hidtidige svar ikke var tilfredsstillende, fortsat opfordres til afklare situationen;

J, der henviser til, at LGBTI-undersøgelse II, som FRA offentliggjorde i maj 2020, fremhæver en stigning i Polen i intolerance og vold over for LGBTIQ-personer eller personer, der opfattes som LGBTIQ-personer, og viser, at de polske LGBTIQ-respondenter overhovedet ikke har tiltro til regeringens bestræbelser på at bekæmpe forskelsbehandling og vold, idet de skriver sig for den laveste procentdel i Unionen (kun 4 %), og at disse respondenter tillige udgør den højeste procentdel, som undgår at opholde sig visse steder af frygt for at blive angrebet, chikaneret eller truet (79 %); der henviser til, at dette viser en klar sammenhæng mellem LGBTIQ-fjendtlige regeringstiltag og øget forskelsbehandling af og vold mod LGBTIQ-personer;

K, der henviser til, at Parlamentet allerede har opfordret medlemsstaterne til at kriminalisere såkaldt “omvendelsesterapi“; der henviser til, at rapporten fra maj 2020 fra FN’s uafhængige ekspert om beskyttelse mod vold og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet har opfordret medlemsstaterne til at vedtage forbud mod “omvendelsesterapi“; der henviser til, at denne praksis stadig finder sted i mindst 69 lande verden over, herunder i Den Europæiske Union, hvor det er rapporteret om brug af medicin, psykoterapi og rituel rengøring i omvendelsesterapi [10]; der henviser til, at denne praksis kun er blevet forbudt i to EU-medlemsstater, nemlig Malta og Tyskland;

L, der henviser til, at de fjendtlige reaktioner mod LGBTIQ-personer ofte sker i kombination med en generel forværring af situationen med hensyn til demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder; der henviser til, at Europa-Parlamentet har givet udtryk for dyb bekymring i en række beslutninger om forværringen af retsstatsprincippet i Polen, navnlig med hensyn til retsvæsenets uafhængighed og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder; der henviser til, at der endnu ikke er kommet noget egentligt svar på Parlamentets initiativ om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder reguleret ved en tværinstitutionel aftale mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet;

M, der henviser til, at Parlamentet har givet udtryk for sin holdning i flere af sine beslutninger om situationen med hensyn til retsstatsprincippet, grundlæggende rettigheder og demokrati i Polen og konkluderet, at der består en systemisk trussel mod værdierne i artikel 2 i TEU, og at dette udgør en klar risiko for en alvorlig overtrædelse heraf; der henviser til, at de høringer med de polske myndigheder, som Rådet afholdt i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU som reaktion på trusler mod fælles europæiske værdier i Polen, ikke har givet resultater; der henviser til, at situationen med hensyn til retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i Polen ikke blot forbliver uforløst, men også er blevet stærkt forværret siden iværksættelsen af proceduren sammen med situationen for grundlæggende rettigheder, navnlig for LGBTIQ-personer og kvinder; der henviser til, at Rådet bør sikre, at høringer i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU også behandler den seneste udvikling og vurderer risikoen for krænkelser af grundlæggende rettigheder;

N, der henviser til, at Kommissionens formand Ursula von der Leyen i sin tale om Unionens tilstand 2020 til Europa-Parlamentets plenarforsamling erklærede, at “LGBTQI-frie zoner er menneskelighedsfrie zoner. Og de hører ingen steder hjemme i vores Union”; der henviser til, at Kommissionens formand også erklærede, at LGBTQI er en persons identitet, ikke en ideologi [11]; der henviser til, at Kommissionen og Rådet bør afholde sig fra snævert at fortolke retsstatsprincippet; der henviser til, at Kommissionen ikke bør tøve med at anvende alle redskaber, herunder traktatbrudsprocedurer, retsstatsrammen, artikel 7 i TEU samt den nyligt vedtagne forordning om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet for at imødegå krænkelser af LGBTIQ-personers grundlæggende rettigheder overalt i Unionen; der henviser til, at det nye program for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier kan bidrage til at opbygge et mere lige samfund uden forskelsbehandling ved at stille midler til rådighed for civilsamfundsorganisationer, der fremmer LGBTIQ–ligestilling;

O, der henviser til, at mange medlemsstater tidligere har forskelsbehandlet og forfulgt LGBTIQ-personer gennem diskriminerende love og politikker; der henviser til, at tusindvis af LGBTIQ-personer blev arresteret, fængslet og døde i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig; der henviser til, at LGBTIQ-personer i Polen udsættes for systematisk forskelsbehandling, men at dette også er et problem i det øvrige EU, og at der kun er gjort få eller ingen fremskridt med hensyn til at lette den vedvarende forskelsbehandling og chikane mod LGBTIQ-personer; der henviser til, at offentlig diskrimination, hadefuld tale og hadforbrydelser mod LGBTIQ-personer stadig er udbredt i hele EU; der henviser til, at disse overgreb er i strid med LGBTI-personers grundlæggende rettigheder, og at myndighedernes modtræk alt for ofte er utilstrækkelige; der henviser til, at LGBTIQ-personer i alle medlemsstater stadig oplever en højere grad af forskelsbehandling i tilværelsen generelt, herunder på arbejdspladsen og i skolen, og en høj forekomst af fysiske, følelsesmæssige og seksuelle angreb, både online og offline, hvilket fører til en bekymrende selvmordsrate blandt unge LGBTIQ personer [12], navnlig blandt unge transseksuelle; der henviser til, at flere medlemsstater har ajourført lovgivningen, så den er mere inklusiv i forhold til LGBTIQ-personer; der henviser til, at der ikke desto mindre er adskillige huller i lovgivningen, som kræver politisk vilje og engagement fra de nationale lovgiveres side for at sikre reel lighed for LGBTIQ-personer;

P, der henviser til, at transkønnede fortsat udsættes for nogle af de værste former for forskelsbehandling, vold og forfølgelse; der henviser til, at Kommissionen i 2018 offentliggjorde en analyse om lige rettigheder for trans- og interkønnede i EU (“Trans and intersex equality rights in Europe – a comparative analysis“); der henviser til, at der kun i 13 ud af de 31 lande omfattet af undersøgelsen findes national lovgivning, der i et eller andet omfang yder beskyttelse på grundlag af kønsidentitet og/eller kønskarakteristika;

Q, der henviser til, at 2021 har set fremkomsten af initiativer på de sociale medier såsom bevægelsen #MeTooGay for at fordømme seksuelt misbrug inden for LGBTIQ-samfundet; der henviser til, at Guillaume Tran Thanh, den studerende, der indledte denne form for ytringsfrihed, tog sit eget liv kort efter, efter at han have været under stort pres i kølvandet på hans anklager på de sociale medier; der henviser til, at en sådan tragedie rejser spørgsmål om manglerne i støtten til ofre for seksuel vold;

R, der henviser til, at mange medlemsstater mangler specifik lovgivning om ikke-forskelsbehandling, der som minimum overholder EU’s minimumsstandarder, til at beskytte mennesker mod forskelsbehandling, hadefuld tale og vold på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, og til, at samme medlemsstater har forsømt at træffe foranstaltninger til at lukke dette juridiske hul; der henviser til, at det horisontale direktiv om ikke-forskelsbehandling, som delvist vil kunne udbedre dette hul i beskyttelsen, så den rækker ud over beskæftigelsesområdet, har været blokeret i Rådet i over ti år; der henviser til, at implementeringen af retlige foranstaltninger mod forskelsbehandling, i det omfang den finder sted, stadig er utilstrækkelig i mange medlemsstater; der henviser til, at Kommissionen agter at udvide listen over “strafbare handlinger i EU” i henhold til artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til også at omfatte hadforbrydelser og hadefuld tale, herunder når de er rettet mod LGBTIQ-personer;

S, der henviser til, at politiets forskelsbehandling af og vold mod LGBTIQ-personer fortsat er et problem i Unionen; der henviser til, at politiet uden passende uddannelse kan afskrække LGBTIQ-personer fra at anmelde vold og forskelsbehandling af dem; der henviser til, at dette fortsat er en væsentlig hindring for reel ligestilling; der henviser til, at uddannelsesprogrammer for retshåndhævende myndigheder bidrager til at forebygge og bekæmpe forskelsbehandling og hadforbrydelser; der henviser til, at hadefuld tale og hadforbrydelser mod LGBTIQ-personer bør efterforskes fuldt ud, og at der bør tages hensyn til motiver som fordomme og partiskhed, og, hvor det er relevant, bør der foregå en behørig retsforfølgelse;

T, der henviser til, at kun Malta, Portugal og visse regioner i Spanien har forbudt lægelige indgreb over for interkønnede uden deres samtykke; der henviser til, at mange medlemsstater fortsat følger en tilgang, der er stærkt lægelig og sygdomsfikserende;

U, der henviser til, at den retlige udvikling i Ungarn i alvorlig grad har hæmmet LGBTIQ-personers grundlæggende rettigheder; der henviser til, at vedtagelsen af artikel 33 i omnibusloven T/9934 reelt indebærer et forbud mod juridisk anerkendelse af køn for trans- og interkønnede personer i Ungarn, hvilket udsætter dem for forskelsbehandling og krænker deres ret til privatlivets fred; der henviser til, at det ungarske parlament i december 2020 vedtog forfatningsændringer, der yderligere begrænser LGBTIQ-personers rettigheder, tilsidesætter eksistensen af transpersoner og ikke-binære personer og begrænser deres ret til familieliv, samt en lov der vil fratage ugifte par retten til adoption;

V, der henviser til, at det lettiske parlament i januar 2021 begyndte at granske en forfatningsændring, der har til formål at begrænse udvidelsen af begrebet familie som anført i forfatningsdomstolens afgørelse, hvorved sidstnævnte anerkendte anvendelsen af arbejdsmarkedsloven på forskellige familiemodeller og forpligtede lovgiveren til at sikre støtte til og beskyttelse af par af samme køn;

W, der henviser til, at det rumænske senat i juni 2020 vedtog en lov om forbud mod aktiviteter, der tager sigte på at håndtere kønsidentitetsteori i uddannelsessammenhænge; der henviser til, at den rumænske præsident nægtede at bekendtgøre loven og i stedet anmodede om en afklaring af lovens forenelighed med forfatningen; der henviser til, at den rumænske forfatningsdomstol i december 2020 erklærede loven uforenelig med forfatningen; der henviser til, at dette viser, at virkningsdygtige forfatningsmæssige kontrolmekanismer i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet og demokratiet er afgørende for beskyttelsen af LGBTIQ-rettigheder;

X, der henviser til, at status som forældre i én medlemsstat er ensbetydende med status som forældre i alle medlemsstater; der henviser til sager om børn med forældre af samme køn, som står over for vanskeligheder på grund af manglende retlige bestemmelser om gensidig anerkendelse af en fødselsattest med to forældre af samme køn; der henviser til, at en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen, der er forelagt af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) i sag C-490/20, vil afgøre sagen om et barn med to lesbiske mødre, hvor barnet risikerer at blive statsløst på grund af dette hul i lovgivningen; der henviser til, at LGBTIQ-ligestillingsstrategien omfatter et lovgivningsmæssigt initiativ til at lukke dette juridiske tomrum og en revision af retningslinjerne fra 2009 om fri bevægelighed, som begge er planlagt til 2022; der henviser til, at par af samme køn fortsat står over for vanskeligheder i forbindelse med udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed inden for EU, men at Kommissionen alligevel ikke har stillet noget forslag til lov om gensidig anerkendelse af forhold;

Y, der henviser til, at bekæmpelse af ulighed i EU er et delt ansvar, der kræver en fælles indsats og handling på alle forvaltningsniveauer, og til, at lokale og regionale myndigheder har en afgørende rolle at udfylde i denne forbindelse; der henviser til, at disse myndigheder ofte er ansvarlige for gennemførelsen af EU-lovgivningen og for udbredelsen af ligestilling og mangfoldighed; der henviser til, at Europarådets Kongres af Lokale og Regionale Myndigheder har vedtaget en resolution, der erindrer om de lokale myndigheders ansvar for at beskytte LGBTIQ-personers rettigheder og opfordrer dem til at udpege en “lokal ekspert i ligestilling og mangfoldighed” [13];

Z, der henviser til, at Regionsudvalget som repræsentant for de lokale og regionale EU-myndigheder er blevet opfordret til at overveje at skride til handling inden for rammerne af sine beføjelser til at imødegå fremvæksten af erklærede såkaldt ”
LGBT-ideologi”-frie zoner i Polen;

AA, der henviser til, at LGBTIQ personer overalt i Den Europæiske Union bør have frihed til at leve og offentligt vise deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden frygt for intolerance, forskelsbehandling eller forfølgelse af disse grunde; der henviser til, at retten til asyl er garanteret i chartret; der henviser til, at behørig beskyttelse af sårbare asylansøgere, herunder LGBTIQ-personer, skal sikres inden for rammerne af det fælleseuropæiske asylsystem og reformen af dette;

AB, der henviser til, at myndighederne på alle forvaltningsniveauer i hele EU i stedet for at diskriminere LGBTIQ-personer bør beskytte og fremme lighed og grundlæggende rettigheder for alle, herunder LGBTIQ-personer, og værne om deres rettigheder i deres fulde udstrækning;

1, erklærer herved Den Europæiske Union en “LGBTIQ-frihedszone“.

2, fordømmer alle former for vold eller forskelsbehandling af personer på grund af deres køn eller seksuelle orientering; fordømmer på det kraftigste det åbenlyst homofobiske drab på David Polfliet, der blev begået i Belgien;

3, pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

* * *
Noter

* * *
Den vedtagne tekst, P9_TA(2021)0089, af 11. marts 2021 om erklæring af EU som LGBTIQ-frihedszone hos Europa-Parlamentet

* * *
De indsatte link findes med få undtagelser ikke i erklæringen, men er fremfundet og indsat af mig.
Tina Thranesen.