Lovbekendtgørelse om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser – LBK nr. 950 af 14. august 2015 – hører under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Herunder gengives enkelte uddrag af loven.
§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder
1) i den erhvervsaktive del af befolkningen, herunder selvstændigt erhvervsdrivende, arbejdstagere, der midlertidigt er uden arbejde på grund af sygdom, graviditet og barsel, ulykke eller ufrivillig arbejdsløshed, og personer, der søger arbejde, samt pensionerede og invalide arbejdstagere og disse arbejdstageres ydelsesberettigede pårørende, i de erhvervstilknyttede sikringsordninger, og
2) i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.
Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 4. Ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås i denne lov sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel, fødsel og adoption.
Stk. 6. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.
§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst for den eller de sikrede.
§ 3 a. Forskelsbehandling omfatter følgende:
1) Chikane og sexchikane samt dårligere behandling baseret på en persons afvisning eller accept af en sådan adfærd.
2) Instruktion om forskelsbehandling af en person på grund af køn.
3) Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet og under fravær i 14 ugers barselsorlov efter fødslen.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4. Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Stk. 5. Der foreligger sexchikane, når der udvises uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke ske forskelsbehandling på grund af køn, hverken direkte eller indirekte, især for så vidt angår
1) ordningernes anvendelsesområde,
2) betingelserne for adgang til ordningerne,
3) rettigheder og pligter i ordningerne eller
4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.
§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk. 2-5.
§ 9.
Stk. 2. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 7 og 8, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
§ 11. Personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af §§ 7, 8, 9 eller 10, skal tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. En lønmodtager, herunder lønmodtagerrepræsentant, der afskediges eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge, fordi der er fremsat krav om ligebehandling efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal tilkendes en godtgørelse fra arbejdsgiveren.
Stk. 3. Godtgørelse efter stk. 2 fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse, der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold. Kravet behandles ad fagretlig vej.
§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov. Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 344-356 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse.
§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 18. Ministeren for ligestilling kan af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrører loven.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade ministeren for ligestilling enhver oplysning, der er af betydning for ministeren for ligestillings virksomhed efter loven.
Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som ministeren for ligestilling modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 354 i lov om finansiel virksomhed.
§ 18 a. Offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning på de områder, som denne lov omhandler.
* * *
Lovbekendtgørelsen på Retsinformation.
* * *
Det fremgår ikke at loven, om transpersoner er omfattet af bestemmelserne, men det er de.
Daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen meddelte den 22. september 2008 i et brev til Trans-Danmark, at transpersoner også er omfattet af antidiskriminationslovene.
Retten i Aarhus fastslog den 9. juni 2015, at det er ulovligt at fyre en transperson pga. dennes kønsudtryk.