Af Lisa Andersen
Med skammen som følgesvend
I en rejse mod nattens ende gennem de københavnske bøssenatklubber, beretter Fredrik Ekelund om sin transvestitiske forvandling til Marisol i en både fængende og bevægende bog om at “blive hel”. Til forskel fra mange andre fortællinger om at springe ud, er denne skrevet af en etableret forfatter og skribent, som gør denne bog til et fint stykke litteratur i denne særlige bekendelsesgenre.
Bogen “Q” foregår for størsteparten af tiden i København, fordi København og især dens natteliv, bliver stedet hvor Ekelund udfolder sin anden side, den kvindelige under navnet Marisol, selvom Ekelund er en kendt svensk forfatter fra Malmø. Den beskriver en periode på godt et år, fra hvor den da 60 årige forfatter med et slag erfarer at han er transvestit og vil udleve dette – i starten dog med svære omkostninger i form af skam, skyldfølelse og ensomhed. Den kvinde han havde levet sammen med i 12 år, kan ikke klare at skulle leve sammen med en transvestit. To års parterapi løser ikke opgaven – de kan reelt ikke snakke sammen om problemerne og hvad de indebærer. De skilles, sælger hus og flytter i hver sin lejlighed, men ingen må vide noget, slet ikke børnene. I begyndelsen kan Marisol slet ikke klare, at nogen personer fra familie og vennekredse skal vide noget. Alt er tyst og hemmeligt, det samme bliver det i forhold til naboer og naboskab i den nye lejlighed, hvor Marisol sniger sig ud af lejligheden, halvt omklædt, for at drage til øde beliggende steder for at klæde om, gå en tur i natten, for igen at snige sig hjem i lejligheden. Friheden bliver København, et fristed hvor chancen for at møde bekendte er lille, så her kommer Marisol til at leve sit liv og det bliver her hun vokser og efterhånden finder sig selv som en forvandlet person. Men især er det selve skriveprocessen med denne bog, der bidrager til at Marisol kan leve også i Malmø blandt familie og venner og til sidst springe ud for hele verden med denne bog.
Bogen er skrevet som en roman, som det fremgår af forsiden, og ikke en selvbiografi i traditionel forstand, og skriver sig på den måde ind i denne moderne, mere eller mindre selvbiografiske romangenre, måske inspireret af vennen, den internationalt kendte forfatter Karl Ove Knausgård, hos hvem digtning og sandhed bliver umulig at skelne fra hinanden. Det samme her – grænserne opløses for læseren, og måske er det også ligemeget al den stund bogen fanger, og det gør den. Rig er den dog på realistiske detaljer om eget liv, familie, TID* i København, venner og veninder fra dette miljø, ja om alle bøsseklubberne i København, så den for nytilkomne indenfor LGBT næsten kan fungere som en guide. Den nøgne beskrivelse af udviklingsforløbet, kronologisk fortalt, virker nådesløst ærligt både i forhold til forfatterens egne handlinger, refleksioner og reaktioner og i forhold til de personer der er nær Marisol under denne rejse, der typisk udfolder sig mellem klokken 21 og 05 næste morgen. “At være som en tyv i natten” – skumringen, tusmørket og natten er tiden for de skjulte eksistenser.
Man forstår på Ekelund at han er velbevandret i spansk, hvorfor navnet nok ikke er tilfældigt: på spansk er Marisol en forkortelse af ‘Maria de la Soledad’ – den ensomme Maria – og Soledad bruges i bogen som navnet på en transkønnet ‘penneveninde’ fra Bolivia, bosiddende i Wien, og deres mailudveksling gennem denne periode udgør et reflektionsrum i bogen, hvor en række transkønnede problemstillinger tages op, og bidrager herved til bogens tænksomme overvejelser over det at være transkønnet sammen med tilbageblik i form af retrospektive forsøg på at finde begivenheder i opvæksten, der kunne forklare denne pludselige ‘spaltning’ af personen Fredrik i en mandlig og en kvindelig del – men uden held.
Bogens centrale indhold består i en lang række beskrivelser af Marisols færden i nattelivet, med betragtninger over livet som trans som omdrejningspunkt for fremstillingen. Det hele starter på en gade, Drottninggatan, i Stockholm hvor Fredrik passerer et butiksvindue med en letpåklædt udklædningsdukke og så, som “et lyn der slår ned i mig. Du er hende, hun er dig. Det er der jeg opdager mig selv.” Fredrik har netop passeret under Strindbergs lejlighed på Drottninggatan, så gad vide om det er den gamle gubbe, som selv til tider befandt sig mellem det mandlige og det kvindelige, der har sendt lynet afsted, der fører Fredrik på vej mod et inferno, som han tidvist frygter vil føre til selvmordet.
Infernoet er først og fremmest inden i Fredrik. Den altoverskyggende følelse i starten er skammen. Følelser og erkendelser er jo ledsagere til hinanden, og erkendelsen af, at “hun er dig” igangsætter en lang række sammensatte følelser: først og fremmest den positive side, glæden og lysten forbundet med at forestille sig selv som en kvinde, skarpt forfulgt af skammen over for sig selv og overfor andre – tænk hvis de vidste…! Og i starten får skammen overtaget i lange perioder, måske har den haft det endda helt frem til dette relativt sene tidspunkt i Fredriks liv. Men nu holder lysten og glæden åbenbart så meget fast, at skammen bliver en ledsager, som ikke længere kan undertrykke glæden og lysten, og efterhånden roen og tilfredsheden ved at blive hel.
Skammen analyseres ikke i sig selv, men gennemspilles i en række episoder som er velkendte blandt transpersoner. Skammen er en stærk og negativ følelse der kan forpeste en persons liv, som fører til fortvivlelse og depressive reaktioner, håbløshed, kraftesløshed og manglende livslyst i værste tilfælde. Skammen udspringer af, at man føler eller handler på en måde, der bryder med nogle centrale normer og værdier, som man selv har erhvervet gennem sin opvækst og som deles med de fleste andre i samfundet. Man kan skamme sig over sig selv og overfor andre i videre forstand. Det at en mand ønsker at være kvinde, ses som noget mærkeligt, noget sygt, noget uforståeligt. Den kvindagtige mand har altid været til spot og spe, og er forbundet med forestillinger om svaghed, manglende potens og kraft, en underdanig og ynkelig fremtræden osv. Der ligger naturligvis bag disse forestillinger også en foragt af kvinden som væsen, men selv i dag, hvor der er langt større ligeværdighed blandt kønnene, ses en kvindagtig mand alligevel som lidt latterlig – mens det modsatte, en mandhaftig kvinde, ikke gør det i samme grad. Fredrik frygter derfor også latterliggørelsen og foragten fra de andre og holder derfor sin nye erkendelse hemmelig i lang tid.
Beskrivelsen af Marisols første promenade over Israels Plads i København i mørket, illustrerer dobbeltheden mellem behovet for at komme ud blandt andre og angsten og skammen, hvis nogle skulle se hende som en mand i dametoj. “Jeg går over Israels Plads! Jo, jeg gør, jeg går faktisk over Israels Plads. Det er sandt og nu hører jeg hælene slå mod stenbroen, hører mit hjerte buldre, mit blod som strømmer gennem årerne og siden vove sig ud på Nørre Voldgade langs Ørstedsparken… Fokus lige frem. Se til siden eller ned i jorden når jeg møder andre mennesker på fortovet… Jeg møder et ungt par som ser mig, men som ikke gør nogen notits af det, måske tager de mig ligefrem for en kvinde, når jeg at tænke, og det føles godt, giver kraft og mod.”
Hele den anspændte situation opstår på grund af angsten for at andre skal se og vide, at der her går et latterligt menneske. Det er ikke angsten for at blive slået ned eller overfaldet, som det er i andre situationer i byen, men blot dette egentligt banale, men for transpersonen så afgørende, at blive læst, at blive afsløret og latterliggjort i andres øjne og dermed også i sine egne. Den kvindelige identitet er vakt, og når personen ‘afsløres’, dvs. ses som en udklædt mand, er det selve identiteten der sættes under pres. En skrøbelig og sårbar identitet der søger sin bekræftelse blandt andre – det er ikke nok at være kvinde inde i sit eget hoved, andre må også se det – “måske tager de mig for kvinde“. Så er man bare en kvinde ligesom andre kvinder, og der er ingen grund til at skamme sig. Men så let går det ikke i de fleste tilfælde, derfor må personen igen og igen søge ud for at finde bekræftelse, tælle de små sejre, bygge stoltheden op på trods af alle nederlag undervejs.
Dette handler jo egentlig ‘kun’ om vildtfremmede mennesker, meget mere står på spil i forhold til familie og venner. Ved skilsmissen må hustruen love ikke at sige det til nogen; da børnene får det at vide, må de også holde tæt. Således ramler det hele, da datteren, fra et tidligere ægteskab, fortæller Fredrik, at hun har sagt det til sin mor, dvs. Fredriks exkone – Fredrik bryder nærmest sammen og bliver rasende på datteren, fordi hun har sagt det videre til den tidligere hustru, som så nok fortæller det videre til hendes nye mand – oh skræk og ve! At han skal få det at vide, er ikke til at bære: den mandlige selvfølelse som bliver nedgjort i og med at konens nye mand, datterens stedfar, får det at vide. Eksemplet illustrer hvor kompleks selvvurdering og stolthed er vævet sammen med rollen som mand og far, og at en afsløring af transvestismen udløser dyb skam, flovhed og vrede.
Angsten for de andre og for afsløringen og latterliggørelsen, søges løst ved at søge sammen med andre i samme situation, og det er netop hvad Marisol gør. Men også her oplever hun, at alt ikke er åbne arme og bred accept, og oplever flere gange, især i starten, at føle sig ene og forladt i disse miljøer. Således oplever hun en aggressiv Drag Queen på en bar, som foragtfuld tager hende på brystet og oplever stærkt, at hun ikke er som dem, at de latterliggører os ‘almindelige transser‘, og anfører videre, at nu når hun er inde i denne LGBT verden, som hun altid har oplevet udefra som homogen og harmonisk, så “… ses alle sprækker så tydeligt: bøssernes magt, de lesbiskes ønsker om at være for sig selv, transsernes ensomhed og så disse mageløse påfugle, den ene værre end den anden“.
Men til trods for disse bitre betragtninger, så vinder Marisol efterhånden flere veninder i miljøet som hun klinger sammen med. Der er veninder fra TID og et netværk vokser frem som kulminerer ved Priden året efter ‘udspringet’. Der er en kvindelig make-up artist, som tidligt hjælper på vej med råd, dåd og mere end det, som giver tryghed på ture rundt i byen – ikke kun natteturene, men også efterhånden i fuldt dagslys, og som er en stærk støtte for Marisol.
Erfaringen gør sit, men også glæden og roen ved at finde sig selv, dæmper og undertrykker skammen, og ensomheden brydes med de nye kontakter. Stoltheden ved at stå ved sig selv og stå frem, bliver et omdrejningspunkt for en ny identitet, som nok er udfordret på mange planer, men som trods dette finder en dyb tilfredshed på et personligt plan, hvor de ‘nye’ kvindelige træk kommer til at fylde mere i livet for Marisol. Hun lærer at leve med at hun til tider bliver ‘læst’ og går efterhånden mindre op i om folk nu kigger lidt mistænksomt efter hende eller ej: “… som at vandre på gader jeg aldrig har gået på før, som om to følelser kompletterer hinanden: den at have opdaget en ukendt side af sig selv sammen med at opdage nye sider ved København. Senere to glas vin på udeserveringen. Ingen der ser noget, ingen som forstår den vidunderlige følelse af at føle sig… Lykken der, med følelsen af brysterne, vinen i vinterskumringen og med mennesker ved bordene rundt omkring som ikke forstår, aldrig kan ane hvad der er på spil i det øjeblik. Bruset fra Vesterbrogade og kirkeklokken på Eliaskirken der slår seks tunge slag.”
Efterhånden bliver børnene så også informeret, og selv om det holder hårdt for dem, bedres relationerne efterhånden – og flere gamle venner bl.a. Fredriks fodboldkammerater, der trods al frygt for det modsatte, klarer det fint og accepterer Marisol, som det som regel er tilfældet når en trans springer ud. Mod slutningen også hustruen som lidt uforklarligt vender på en tallerken og tager med til møde i TID og efterfølgende turen til alle natklubberne gennem natten til det bliver dag. Skammen vendes og bliver til stolthed, og Marisol kan udgive sin bog og træde frem for hele Sverige på TV – og har vist kun høstet bifald og stotte derved.
Fredrik Ekelund: Q. En roman. Stockholm Bonniers 2018.