Ligestillingsudvalget (LIU) stillede den 4. december 2019 spørgsmål 40 – Samling: 2019-20 – om konsekvenser for sundhedsforskningen ved at indføre kønsneutralt personnummer til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der afgav et foreløbigt svar den 11. december 2019 og afgav endeligt svar den 23. januar 2020.
Spørgsmålet
Hvilke konsekvenser vurderer ministeren, at det måtte have indenfor sundhedsforskningen, hvis man fremover i Danmark indførte kønsneutralt personnummer?
Spørgsmålet stilles som opfølgning på foretræde ved FSTB-foreningen for Støtte til Transkønnede Børn den 23. oktober 2019.
Foreløbigt svar
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelse af spørgsmålet bedt Sundhedsdatastyrelsen om et bidrag. Jeg forventer på den baggrund at kunne besvare spørgsmålet endeligt ultimo januar 2020.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
Endeligt svar
Sundheds- og Ældreministeriets har anmodet Sundhedsdatastyrelsen om bidrag til besvarelse af spørgsmålet.
Sundhedsdatastyrelsen oplyser følgende:
”Det aktuelle spørgsmål drejer sig om konsekvenserne af en indførelse af kønsneutrale personnumre i forhold til sundhedsforskningen. Konsekvenserne af en indførelse af kønsneutrale personnumre vil afhænge af, hvilken model der skal erstatte den nuværende. Med det forbehold in mente, er det dog Sundhedsdatastyrelsens vurdering, at det vil have store konsekvenser for sundhedsforskningen.
Omstillingen vil påvirke både forskningsinstitutioner og sundhedsvæsenet som helhed. Det skyldes, at køn er en relevant variabel både inden for forskning og i sundhedsvæsenet behandling af patienten. Med et eventuelt kønsneutralt personnummersystem vil der således fortsat være behov for en markør, der angiver køn, hvilket derfor skal videreføres til alle systemer, der trækker på det nuværende personnummersystem i dag. Forskningsmæssigt vil indførelsen af kønsneutrale personnumre også være en udfordring for anvendelsen af de mange danske registre på sundhedsområdet, som ellers er en dansk styrkeposition i internationalt perspektiv.
./. I juni 2017 bidrog Sundhedsdatastyrelsen til besvarelsen af et tilsvarende spørgsmål (LIU alm. del spørgsmål nr. 1 (B 117, Folketingsåret 2016-17) til økonomi- og indenrigsministeren): ”Ministeren bedes redegøre for – evt. med bidrag fra andre ministerier – de betydelige økonomiske omkostninger, som ministeren under 1. behandlingen af forslaget nævnte ville være forbundet med en gennemførelse af forslaget samt for de eventuelle praktiske udfordringer, som ministeren mener ville opstå, såfremt forslaget skulle gennemføres.”
Konklusionen i Sundhedsdatastyrelsens svar fra 2017 var: ’Det er Sundhedsdatastyrelsens vurdering, at en omlægning til kønsneutrale personnumre er mulig, men kan skabe en situation, der til en vis grad kan sammenlignes med år 2000-problemstillingen, hvor det var nødvendigt at gennemgå alle systemer og skabe de nødvendige ændringer. Dette tog 2-3 år og kostede et ikke ubetydeligt beløb. Brugen af it-systemer i sundhedsvæsenet er steget voldsomt siden dengang. Der var f.eks. ikke elektroniske patientjournaler, digitale røntgensystemer, elektroniske recepter mv. Sundhedsdatastyrelsens foreløbige skøn er, at der vil være tale om investeringer, der beløber sig til mellem 0,5–1,5 mia. kr. i det samlede sundhedsvæsen, men der vil som nævnt være behov for en grundig analyse, der afsøger de bedste og mest effektive løsningsmuligheder.’
Det er Sundhedsdatastyrelsens vurdering, at det vil kræve en større analyse at afdække, hvilke konsekvenser et kønsneutralt personnummersystem vil have for dansk sundhedsforskning. Det skyldes det forhold, at en sådan analyse vil skulle tage højde for, hvordan et eventuelt nyt, kønsneutralt personnummersystem indrettes i forhold til sammenhængen med sundhedsvæsenet og forskningsverdenen. Det vurderes desuden, at estimatet for økonomiske konsekvenser fra 20177 er relativt konservativt.”
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.
Foreløbige svar hos Folketinget i pdf-format.
Endeligt svar hos Folketinget i pdf-format.