Foto: Irene Haffner.
Det 2. Transgender-møde i Berlin 2-4 maj 2008.
Helt korrekt: The second council in Transgender Europa. (TGEU).
For forståelsens skyld var det, det andet møde imellem alle de små trans-foreninger rundt om i Europa, og med deltagelse af observatører fra andre dele af verden.
Alt i alt ca. 200 deltagere fra 38 lande.
Mødet blev afholdt pÃ¥ Schøneberg RÃ¥dhus i Berlin fra fredag den 2. maj – søndag den 4. maj 2008.
‘Ich bin ein berliner!’ – sagde J. F. Kennedy fra balkonen pÃ¥ Schøneberg rÃ¥dhus i det tidligere Vestberlin den 26. juni 1963.
45 Ã¥r senere kunne det have lydt: ‘Ich bin ein trans!’
Schøneberg er kendt for sin frie og tolerante holdning til minioritetsgrupperne i samfundet, og er bosted for mange homoseksuelle, der har fundet et tolerant fristed i netop den kommune i Berlin.
Det var derfor måske meget naturligt, og i hvert fald meget symbolsk, at mødet fandt sted lige netop der.
Det smukke gamle rådhus med dets atmosfære og den smukke byrådssal hvor plenummøderne fandt sted var en perfekt ramme om en virkelighed som trods de fine titler, ikke lod sig skjule.
Det var transpersonernes møde. Alle former for transpersoner! Smukke, anonyme, androgyne, kvindemænd og mandekvinder, transseksuelle og transvestitter. Hele spektret af det vi forstår som trans, og interessant nok var en workshop netop koncentreret om hvad vi kalder denne mangfoldighed.
Og meget bevægende startede hele mødet med at en portugisisk deltager dedikerede mødet til minde om 2 transseksuelle som var blevet myrdet i Portugal. I 2006 var det en ung, fattig brasiliansk transseksuel, der måtte ernære sig som sexarbejder for at overleve, der blev tortureret af en gruppe unge katolske teenagere i 3 dage, for derefter at blive smidt i en grøft hvor hun døde. Og så i år, i februar 2008, skete der et mord mere på en transseksuel i Portugal.
Det var så hårene rejste sig, og tårerne stod frem i øjnene. Det her var virkelighed! Ikke bare et administrativt politisk møde. Det var et forsøg på at samle de små grupper rundt om i Europa, som i de fleste lande lå fra under 100 personer og op til 500 i de lidt større lande. Vi ER ikke mange. I hvert fald ikke mange der står frem, og overgreb og diskrimination er stadig virkelighed i dagens Europa.
TGEU (Transgender Europa) er endnu et forsøg på at enighed gør stærk. Det har vist sig ret nødvendigt for andre minoritetsgrupper, og nu har de meget små og tabubelagte transgrupper rundt om i Europa taget skridtet til at organisere sig og arbejde sammen.
Ikke helt uvedkommende var mødets overskrift: Make Humans Rights Work!
Og hvilke menneskerettigheder?
Jeg lyttede:
Menneskerettigheder starter i os selv!
Menneskerettigheder er at kunne gå på gaden uden frygt!
Menneskerettigheder er at have ret til at være den man er!
Menneskerettigheder er at vi kan gå hvor vi vil uden at blive arresteret eller lide overgreb!
Menneskerettigheder er at have ret til at leve sit liv som den man føler man er!
Menneskerettigheder er at have ret til at leve som det køn man føler sig knyttet til!
Jeg tænkte lidt og tilføjede:
Menneskerettigheder er ret til at leve uden vold, sladder og nedladenhed. Til gengæld har jeg pligt til at vise og leve ærligt, som mit liv byder mig!
Demokratiet er kendetegnet ved flertalsbeslutninger, men indeholder også et meget vigtigt ansvar for flertallet, til at beskytte sine små mindretal. Uden dette ansvar ville flertalsstyret blot være et Tyranni, som så mange andre igennem historien.
De små mindretal prøver at få indflydelse ved at læne sig op ad større grupper for at få indflydelse. Sådan har transgrupperinger her i Danmark og andre steder i Europa også lænet sig op af de succesfulde forbund for Bøsser og Lesbiske. Men alle vil jo gerne være sig selv. Spørgsmålet er så hvor meget man kan fragmentere små minoriteter før de er for små til at få nogen som helst indflydelse. Der er en tendens til at danne paraplyforeninger, så indflydelse og beskyttelse bliver bedre. I et samlet Europa har en lille national gruppe på 100 medlemmer ikke store chancer for at blive hørt.
Så det er altså det det hele går ud på. Troede jeg!
Og det gik da ud på at lave et større samlet arbejde i EU, for at påvirke de magtfulde politikere i Europa-parlamentet og dermed de nationale parlamenter. Altså at få udvirket bedre rettigheder og vilkår for os alle sammen.
Men jeg så også alle de dejlige umiddelbare personlige kontakter der fyldte en del. Mennesket er heldigvis andet end stemmer i et demokrati. De er også personligheder. Og når transpersoner fra det meste af verden begynder at få kontakt med hinanden opstår der venskab, kærlighed og frugtbare tanker, som måske er lige så meget værd.
Hvordan kommunikerer man så lige imellem så mange lande, kulturer og sprog, når man gerne vil stå sammen og fylde lidt mere i et samfund der globaliseres og metropoliseres?
Arbejdssproget er engelsk, og alt hvad der fremover skrives vil man forsøge at få ud i de enkelte lande og oversat til det pågældende sprog.
Man kan blive medlem af TGEU. Et medlemskab som i alle andre foreninger. 25 Euro gav jeg! Og trods min skepsis overfor store møder, tror jeg, jeg vil tage af sted igen til næste år.
Det var en meget varm oplevelse at møde:
De 2 kønnede
Androgyne
Smukke anonyme
I sarte tegnede konturer
Af både mand
Og kvinde
Ikke en pige
Ikke en dreng
Men lidt af dem begge!
De bløde profiler
Af en hende
Med et blik af ham
Men inderst inde
Vil du finde
Et menneske der
Kan rumme dem.. begge!
Der var travlt i de 3 dage på Schøneberg Rådhus. Berlin havde stablet nogle meget effektive arbejdsgrupper af unge på benene. Der blev optaget en dokumentarfilm og taget en masse dokumentarbilleder. Og da vi samledes 200 transpersoner på trappen uden for Rådhuset for at blive fotograferet, gik hele det lokale marked, som holdt til på pladsen foran rådhuset, i stå, og det blev lidt af et tilløbsstykke at se så mange smilende transer på en gang. Man havde jo nok set en eller nogle stykker i den frisindede by. Men hele 200 på en gang!
Det blev nævnt under det afsluttende møde at vi før havde tiet, men nu var vi begyndt at tale..!!!
Vi fra Danmark kunne være stolte over vores repræsentation, over vores tydelige nærvær i form af 2 medlemmer af bestyrelsen og andre der arbejdede som webmaster m.m..
Danmark kunne man regne med!
Jeg ved ikke om større er bedst. Men jeg ved at mødet og åbningen ud mod ligesindede i Europa er både en smuk og realistisk tanke hvis vi vil.
Og vores lille land der blot ligger 5 timers bilkørsel væk, virker utroligt fjernt, og småt, når man lige har mødt europæere der brænder for at gøre noget ved de manglende menneskerettigheder for transgender folket ude i virkeligheden. Her er et stykke meget nødvendigt og vedkommende arbejde at gøre. Så har du menneskerettigheder i dine tanker når du ser transpersoners vilkår, så støt TGEU med dit medlemskab eller gå ind på hjemmesiden som stadig er under udbygning.
Jeg Er et menneske!
.åh.mit køn?
Jeg har 2!
Et biologisk – og et mentalt!
Jeg er hanhun
Eller hunhan
Men bare rolig:
Jeg ER et menneske!
Og hvis jeg virkelig skal forklare hvorfor jeg har skiftet/skifter fra mand til kvinde eller omvendt jamen så giv mig lige 2-3 timer så skal jeg forklare det!
– Har du tid?
Det skal nævnes at en af Berlins hotte Trans-cabaretter havde lavet en speciel festaften for os alle lørdag aften. Showet var afholdt på delvis engelsk så vi alle kunne følge med, og vi blev vidne til et særdeles festligt og varmt show lavet af Berlinfolk, godt bakket op af et entusiastisk og festligt klædt publikum. Det var bare fantastisk at opleve!
Jeg kom med på et afbud og var fuldstændig grøn og nysgerrig. Jeg nåede også andet end at deltage på møderne, og jeg har skrevet en anden historie der hedder: Irene i Berlin!
Jeg fulgtes med Trans-Danmarks bestyrelse og siger tak fordi jeg fik tilbudet.
Og til jer andre: Det er sørme godt arbejde der laves derude i den store verden!
Irene Haffner
Medlem af Trans-Danmark
Og helt nyt medlem af TGEU
TGEUs hjemmeside.