Jeg vil mest skrive om de sidste 4 år som er dem, hvor min udvikling har været mest markant og skelsættende.
Jeg kan ikke sige at jeg bevist har været klar over at jeg ikke trivedes i mit biologiske køn. Da jeg var barn lignede jeg dog ikke de andre drenge og tilbragte mest tid sammen med piger og forstod dem bedre, egentlig troede jeg bare at jeg var et fremmeligt barn som i en tidligere alder end andre var “interesseret” i det modsatte køn. I skolen spillede jeg engang pige i en teater forestilling hvilket var nemt og jeg følte mig godt tilpas i det tøj jeg havde pÃ¥ til anledningen.
Gennem hele mit voksne liv, har jeg eksperimenteret med at involvere kærester og ægtefælle i at de skulle give mig pigetøj på ind i mellem, det vil jeg ikke komme nærmere ind på, andet end at det medførte en dyb utilfredshed fordi uanset hvad, følte jeg at jeg manglede noget.
Det mest paradoksale i det, var den dobbelthed i at jeg på den ene side havde denne dybe trang til at klæde mig som kvinde og ofte tænkte på hvorfor jeg ikke var født som sådan fordi alt det tøj de gik i føltes bedre og mere rart for mig. Den anden side var skammen og angsten for at andre end mine nærmeste skulle opdage det. (Jeg har siden fået bekræftet at mine børn har vist det lang tid før jeg troede de gjorde det).
For ca. 4 år siden fik jeg den åbenbaring at jeg var nødt til at tage ansvaret for min kvindelige side selv og ikke håbe på at en kæreste ind i mellem ville klæde mig ud.
Det betød at jeg valgte at fortælle en meget god kollega og ven om hvordan jeg inderst inde var skruet sammen. Ã…rsagen til at jeg fortalte ham det, var at jeg skændtes meget med min daværende kæreste om min “pige ting” som hun kaldte det og da jeg gentagne gange havde sagt til min ven at nu havde vi igen skændtes om “det” som jeg sagde, spurgte han mig hvad f….. “det” var?
Jeg var ved at dø da jeg skulle fortælle at den han kendte som en mand i virkeligheden ønskede at være kvinde. Det blev en rigtig god oplevelse og hans støtte og accept af mig, blev start signal til den person som jeg er nu.
I samme periode fortalte jeg også mine børn, hvordan jeg havde det og også her blev jeg mødt med meget forståelse og accept.
Det betyder ikke at det har været uproblematisk, men fordi vi har talt meget om det og de har fået lov til at stille alle de spørgsmål de ville, har det været en fin dialog hele vejen igennem.
Mit forhold til kæresten røg og efter hun flyttede begyndte mit liv som deltids kvinde så. Eller rettere, jeg skiftede faktisk alt mit mandetøj ud og fandt noget som var neutralt at have på når jeg var på arbejde. Samtidig lod jeg mit hår vokse, begyndte at gå med neglelak (meget lyse i starten).
På jobbet (jeg er leder der) er det klart at der begyndte at opstå en hvis undren hos mine ansatte og på et tidspunkt valgte jeg at fortælle samtlige om hvordan det forholdte sig med mig. Det blev faktisk også en rigtig god oplevelse og var helt klart med til at jeg kunne udvikle mig yderligere.
Angsten for at blive afsløret forsvandt og det gav mig en enorm frihed ikke at skulle være bekymret mere.
I forÃ¥ret besluttede jeg mig for at ændre navn. Da jeg har kunne læse rigtig mange steder, hvilken procedure og efter min mening ressource spild det er at skulle gÃ¥ igennem Sexologisk Klinik, valgte jeg at kigge pÃ¥ fælles listen og fandt Jasmia som fornavn og pigenavnet Henrika – (før hed jeg Henrik) som mellemnavn.
Det er nu omkring 7 måneder siden og de fleste har lært at sige Jasmia og hun om mig. Samtidig med mit navneskift besluttede jeg også at starte en hormonbehandling uden om Rigshospitalet og har været så heldig at finde en i mit område som vil hjælpe mig. Det er kun i 14 dage jeg har taget dem så det er ret nyt endnu.
At ændre navn og erklære sig som hun, har så medført nye problemer, eller skal vi sige udfordringer og her er en af grundene til at jeg vælger at skrive lidt om min proces, nemlig at få politikerne til at lave nogle tålelige vilkår for mig og ligesindet.
Altså, jeg kan da ikke hedde Jasmia Henrika og gå i kjole og der så står M i mit pas, jeg kan da ikke gå hen og stemme med et valgkort, hvor der står Hr. Jasmia Henrika på. Og lidt mere jordnært, må jeg bruge dame toilettet i det offentlige rum?
Jeg opfatter mig selv som en person som har gennemgået den her proces i et tempo jeg har, kunne være med i og som velovervejet handlinger.
Jeg har gået i egen terapi, har en terapeut uddannelse og er leder indenfor psykiatrien, jeg er stort set blevet mødt med accept og forståelse af samarbejds partner og øvrige omgivelser.
Men som systemet er nu er jeg “psykisk syg” og den behandling vi byder transkønnede her i landet er forældet og ude af trit med virkeligheden, for mange er det en rigtig svær proces med ofte store personlige omkostninger til følge, sÃ¥ det ville klæde politikerne at give os nogle basale rettigheder:
Retten til selv at definere sit køn i overensstemmelse med hvordan man lever uden at skulle bruge de sparsomme ressourcer på at skulle igennem 200 samtaler på Rigshospitalet. Næstbedst i det mindste retten til at få et X i sit pas via en erklæring hos borger service.
At få fjernet at det er en psykiatrisk diagnose at være transseksuel.
At kunne fravælge titlen Hr. de steder hvor man bruger cpr. Nr. til at identificere folk. Det er lykkes mig hos qxl og andre steder at ændre det til fr.
Det her er blot nogle få ting, men andre har beskrevet det bedre andetsteds og arbejder også for sagen ved jeg.
Håber denne lille beretning kan være brugbar og en inspiration til at andre kan få det liv de gerne vil have. Det har ikke været nogen dans på roser for mig og jeg slås da også med mange ting i forhold til mit udseende og min stemme etc. Men altså jeg er nu engang den kvinde jeg er på godt og ondt.