Natascha Bosse. Biografi. – Vidensbanken om kønsidentitet

Af Natascha Bosse den 22. januar 2008.
Natascha: Hvem er jeg egentlig?
Jeg er en sød og sjov pige født i en drengekrop. Siden jeg var helt lille har jeg vidst at jeg ikke var som de andre, men jeg vidste ikke helt hvad der var galt.

Jeg er født på Grønland den 17. august 1974, men mine forældre flyttede til Herlev, da jeg var ca. seks måneder gammel. Jeg gik anden klasse i Herlev.
Skoletiden var svær for mig, jeg passede ikke ind, jeg led af hæmorider og kunne ikke sidde stille på min stol, jeg blev dømt adfærdsvanskelig.

Så flyttede vi til Gundsømagle, en by der ligger tæt på ingenting. Jeg startede i skole, men allerede den første dag gik det galt, jeg var anderledes, ingen tvivl om det, jeg snakkede mest med piger, dem havde jeg mest tilfælles med, jeg kunne ikke gå i bad med de andre drenge når vi havde haft gymnastik, jeg blev kaldt underlig, mærkelig andre sjove navne.

Jeg var den første i klassen der fik “hår på den”, det gjorde den endnu værre og jeg blev endnu mere flov over min krop, så begyndte jeg at spise, nej, jeg åd!! Jeg begyndte at trøstespise og det blev værre og værre, jeg kom til skolepsykolog og blev sat i en specialklasse.
Når jeg kom hjem fra skole, var huset tomt og mørkt, jeg skulle underholde mig selv, indtil mine forældre kom hjem. Vi havde to store boxere, verdens bedste hund, som jeg hyggede mig med, ellers spillede jeg computer, legede med Barbie, så film eller legede med Lego.

Jeg havde mange lægelige problemer, led af mange åndssvage ting som gjorde, at jeg blev mere distanceret fra mine venner og blev mere og mere ensom. Jeg var enebarn og blev forkælet, fik Barbie dukker og He-man dukker, havde altid det sidste nye indenfor teknik. Det gjorde så også, at den eneste grund til, at mine klassekammerater ville snakke med mig, var fordi jeg havde noget, de ikke havde.

Efter en del snakken frem og tilbage mellem skolen og mine forældre, blev det besluttet, at jeg skulle væk fra skolen og på et behandlingssted, der hedder Gruberholm. Jeg boede og gik i skole dér i seks måneder. Da nyheden, om at det skulle lukke, kom frem. Jeg kom tilbage på skolen og kom i en ny klasse, da de ikke mente, det var en god ide, jeg kom tilbage i den gamle klasse.
Her lærte jeg min allerbedste ven, Troels at kende. Han har været den bedste ven, jeg nogensinde har haft. Desværre mistede vi kontakten, vi voksede fra hinanden, jeg gik den ene vej, han skulle den anden vej.
Mens jeg gik i klassen, havde jeg en lærer der virkelig tog sig af mig, han lærte mig matematik for første gang i mit liv. Han kunne godt se, at den var gal med mig. Man kan vel sige, at jeg havde en del problemer med indlæringen, men de kreative fag som skolekor, hjemkundskab, sløjd og håndværk, var lige mig, der var jeg i mit es.

Glæden varede kun kort. Jeg blev sendt på en dagskole, hvor jeg virkelig havde det ad helvede til. Dem, jeg gik i skole sammen med, var de værste bøller, man kunne opdrive i Gundsømagle. Det var et helvede for mig, og jeg gik ned med flaget. Jeg passede ikke ind, blev kaldt endnu flere øgenavne, blev truet med bank, og hvis jeg kiggede på drengene, blev jeg kaldt bøsserøv!
En dag fik jeg nok! Jeg var blevet generet én gang for meget, og jeg tuede. Til sidst tog jeg mod til mig og begyndte at løbe, jeg har senere fået at vide, at jeg sprang som en gazelle over en jernstang for at komme væk. Jeg løb hele vejen hjem.
Det var så sidste gang, jeg så den skole! I hele ottende klasse var jeg i praktik, jeg gik slet ikke i skole på det tidspunkt. Der var ingen, der vidste, hvad de skulle gøre med mig. Jeg var ude på et plejehjem i køkkenet, i en fætter BR, en isenkræmmer og i mine forældres kiosk.

Det blev besluttet, at jeg ikke kunne blive ved med det, så jeg blev sendt på Slimminge skolehjem, det var en sjov oplevelse og gjorde, at jeg blev stærkere. Jeg lærte utroligt meget om mig selv – også omkring min seksualitet. Jeg vidste, at jeg – desværre – ikke var en pige.
Der var en fyr dernede, som jeg forelskede mig i. Desværre – kan man sige. Han var rigtig sød og en “rigtig” mand med hår på brystet og det hele – meget veludviklet af sin alder. En aften bad han mig om at sutte den af på ham. Det gjorde jeg. Jeg følte, at jeg gjorde det rigtige. Jeg var jo forelsket i ham. Han kunne bare ikke holde sin kæft over for pædagogerne, og der blev sat konsekvenser for mig, og jeg blev resten af min skolegang anset for at være homoseksuel. Det troede jeg så på. Jeg var jo ikke pige, men jeg var heller ikke en dreng.

Jeg blev forment adgang til alles værelser – også pigernes.
Jeg udforskede mig selv, på alle måder, jeg elskede horrorfilm, så jeg havde plakater på værelset med Freddy, Jason, Pinhead og Michael Myers.

Jeg begyndte at klæde mig ud på værelset, købte billig makeup og skejede ud, jeg følte mig tilpas.
Og dog alligevel ikke.
Jeg tog min handelsskole HG1 på Køge Handelsskole årgang 90/91 samtidigt med, at jeg boede på skolehjemmet. Jeg var feminin, og alle mente, jeg var bøsse – også alle dem, der gik på handelsskolen. Interessant år. Jeg pjækkede meget, arbejdede i mine forældres kiosk i Taastrup i weekenderne og boede på skolehjemmet, det var også en svær tid, hvor jeg prøvede at finde mig selv, men det lykkedes alligevel ikke helt.
Jeg vidste ikke bedre, så jeg hoppede med på vognen.

Min far havde en lejlighed på Nørrebro. Den flyttede jeg ind i, jeg købte en kjole, sagde det var en gave til min mor, købte mere billig makeup og udforskede min kvindelige side, og som en lille sidegevinst, så var der intet seksuelt idet, det var en dejlig følelse at lave mad, gøre rent og hygge sig med kjole og makeup på. Jeg var igen meget indelukket og alene.

Mens jeg arbejde i kiosken, så jeg en dag en annonce for en Make-Up Artist uddannelse i Kolding. Den hoppede jeg på, og det blev et stort vendepunkt i mit liv. Her blev jeg for første gang accepteret, som den jeg var, og folk kunne lide mig for mig!!

Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Jeg lærte voksne mennesker at kende, vi havde en fælles interesse, og jeg var som en fisk i vandet, fuld af spræl og spilopper.
Jeg legede med farver, jeg kunne klæde mig mærkeligt ud, og ingen løftede en pegefinger. Da vi havde vores afgangsshow, havde min far sagt: Nu har “han” fået ro.

Da jeg kom hjem fra makeup skolen, havde jeg en masse projekter i gang, det var rigtigt spændende. Desværre løb det lidt ud i sandet, som ting nu gør. Jeg mistede kontakten til nogen af de venner, jeg havde haft på makeup skolen, hvilket jeg den dag i dag er meget ked af.
Medens jeg var på skolen, havde jeg nogle halvhjertede forsøg med kontaktannoncer i Panbladet, men det var sværere end som så for en fed fyr at få kontakt med nogen, som ville have en som kæreste, men da jeg kom hjem, mødtes jeg med en. Selve besøget var meget sørgeligt, jeg havde egentlig ikke lyst til noget med ham, jeg gav ham et blowjob, og det var så det.
Så jeg gik i frivilligt cølibat igen.

Jeg kunne ikke forstå det, hvis jeg ikke var homoseksuel, hvad var jeg så?

Det spørgsmål satte dybe rynker i panden på mig, og det gjorde ondt. Jeg gik på biblioteket og fandt en masse bøger om seksualitet, som jeg læste igennem. I en af bøgerne var der en reference til Paradiset er ikke til salg af Preben Hertoft. Jeg læste med stor iver om Christine Jorgensen, men da det kom til indlægget om transvestisme, kunne jeg ikke “se mig selv”, så jeg gik tilbage til ordet transseksuel – man var født/fanget i den forkerte krop. Jeg læste om emnet og kunne mærke, at det var noget, jeg kunne forholde mig til. Jeg kom i kontakt med en pige, der hedder
Marjorie – jeg havde set et af Synnøves programmer, hvor hun var med, og jeg ringede til TV3 og fik hendes nummer.
Jeg kom til samtaler hos hende samtidigt med, at jeg fik en henvisning til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Marjorie fortalte hvilke hormoner, jeg skulle tage og hvor mange. Hun sagde også til mig, at jeg kunne blive opereret indenfor et år efter, at jeg var begyndt på dem, Hun inviterede mig og en anden pige med til New Castle, hvor Northern Gender Dysphoria Association skulle holde en konference. Jeg tog mine hormoner, desværre i de forkerte doser, og jeg var ked af det uden grund. jeg tog hormoner i cirka to år og stoppede på Sexologisk Klinik.

Jeg var forvirret. Hvis jeg ikke var transseksuel, hvad var jeg så? Heteroseksuel, homoseksuel? Jeg havde endnu engang nogle forsøg med en kontaktannonce og mistede min “mødom”, da jeg var 24.
Jeg arbejde stadig mine forældres kiosk. Her kunne jeg være mig selv og tjene penge. En dag var der en gut fra Jylland, som svarede på min annonce. Vi aftalte at mødes, han gav mig et guldarmbånd, jeg blev temmelig overrasket, det var ikke lige det jeg var vant til. Vi snakkede godt sammen, men pludselig ville han forloves, giftes og flytte sammen i Jylland. Det var jeg slet ikke parat til, det var et mareridt. Jeg fandt senere ud af, at han havde ringet til mine forældre for at spørge, om det var i orden, jeg giftede mig med ham. Han sendte blomster til mig på jobbet, det var meget overvældende, og jeg brød forholdet.

Mine forældre solgte kiosken, jeg blev arbejdsløs og kom på et kursuscenter, hvor jeg skulle lære at sy. Her lærte jeg min dejlige veninde Sandra at kende. Under forløbet, bestemte jeg mig for at gå på teknisk skole i Ishøj. Jeg tog skoleåret om tre gange, men bukkede under for presset til hver eksamen, så jeg måtte opgive – desværre. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. Mens jeg gik der, havde jeg min første kæreste – eller man nu skal kalde ham, men han var et svin, så vi slog op pr. SMS.

I 2001 mødte jeg den dejligste mand, som jeg er sammen med den dag i dag. Vi mødtes på en chatside for homoseksuelle. Vi mødtes første gang den 28. september og begyndte at komme sammen den 13. oktober. Vi skulle mødes foran Palads, men jeg havde sagt til ham, at han bare skulle gå forbi, hvis han ikke kunne lide dét, han så. Det gjorde han heldigvis ikke. Vi spiste en dejlig middag på en skøn restaurant og gik en tur på Langelinie, hvor vi kyssede. Så tog vi hjem!
Ganske tidligt i forløbet fortalt jeg ham om mit ønske om et kønsskifte. Jeg ville være ærlig overfor ham, og han tog det til sig.

I 2006 gik jeg ordentligt ned med flaget. Jeg fik den største depression, jeg nogensinde har haft, og jeg havde det skidt. Jeg fik den rigtige medicin, på de forkerte tidspunkter, og mit liv blev vendt op og ned og på vrangen.

Der skete mange ting på kort tid, og det var et helvede for mig bare at leve normalt. Jeg mistede mit job, fik et nyt ti dage efter, blev bedt om at flytte med tre dages varsel og meget andet.
I december 2006 faldt jeg over en side på nettet, den omhandlede transseksualisme. Jeg blev pludselig klar over, hvilken situation jeg stod i. Jeg var splittet mellem min dejlige kæreste og at blive den person, som jeg var indvendig.

Jeg sagde en aften til min kæreste, at hvad nu, hvis det var en større ting, der havde gjort, jeg var blevet syg – hvad nu, hvis det var en kønsskifteoperation, der skulle til?
Han sagde meget selvsikkert, at det var det ikke, men jeg læste videre og sendte artikler til min kæreste. Jeg havde brug for hjælp og gik til min læge. Jeg måtte have en henvisning til Sexologisk Klinik igen, jeg ville have klarhed!
Jeg kom i kontakt med en dame på et fora, og jeg kom inde på Trans-Portalen og fik en masse nye input. Jeg snakkede med min kæreste om det, og den 26. februar 2007 startede jeg på hormoner og mit liv har været i bedring siden da!

Jeg har snakket med min kæreste om det, og vi er blevet enige om at blive sammen. Han respekterer mit valg og elsker mig og støtter mig.

I dag lever jeg det liv, jeg skulle være startet på for tolv år tilbage. Når jeg ser mig tilbage, ser jeg et liv fyldt med personer, som har gjort mig stærkere. Jeg gjorde, hvad folk sagde til mig. Det gør jeg ikke mere. Jeg lytter til mit eget hjerte, og det gør mig endnu mere stærk.

Den 22. januar 2008. Natascha Bosse.