Af Charlotte Nielsen den 3. august 2003.
Dette er min lille historie om at være transvestit og leve som pige i dag.
Jeg ved ikke helt hvornÃ¥r, det hele startede, men det var vel nok i 9 – 10 Ã¥rs alderen. Det var jo sjovt at prøve mors kjoler og nylonstrømper, og det var en dejlig følelse. Den forsvandt hurtigt igen, lige til jeg kom pÃ¥ efterskole i ottende klasse. Her skulle man selv vaske tøj, og hver gang man kom over i vaskekælderen, sÃ¥ man jo pigernes trusser, bluser, nederdele, kjoler osv. osv. osv.
Jeg var så heldig, at jeg boede alene på et værelse på efterskolen, så jeg kunne jo tage pige trusser på om morgen, uden der var nogen, der kunne se det. Det var bare sådan en dejlig følelse. Det hændte, hvis jeg havde fri og skulle ned i byen, at jeg lige gik op på værelset og tog strømpebukser på, så jeg kunne nyde gåturen ekstra meget. Efter 8., 9. og 10. klasse på efterskole flyttede jeg hjemmefra.
NEJ en dejlig tid jeg havde. Her boede jeg helt alene; hjemme kunne jeg gå i det tøj, jeg havde lyst til; kunne gå i trusser og nylonstrømper hver dag uden, nogen kunne se det og ellers bare nyde livet.
Min ene lillesøster havde opdaget, jeg gik i pigetøj, men hun syntes bare, det var helt ok. Måske var jeg lidt frækkere som pige end som mand, sagde hun.
Nå, men der gik nogle år, og jeg hyggede mig, fandt en pige og flyttede sammen med hende. Jeg gik tit og kikkede i hendes skuffer med undertøj, når hun var på arbejde. Jeg havde smidt det jeg selv havde ud. Det var jo bare en overgang, regnede jeg med. Nu var jeg jo mand og havde fundet en pige. Hun opdagede det (surt), og der blev en helvedes ballade og hyr, og der var kun en ting at gøre, flytte igen. Nå ja, men så havde jeg da mulighed for at kunne genoptage mit pigetøj sjov. Det var hårdt i starten, for jeg skulle jo starte helt forfra. Jeg havde jo for et par år siden, da jeg flyttede sammen med pigen, smidt en hel sort sæk ud med tøj og sko.
Nå, i gang igen. Det var lidt irriterende, for når jeg skulle købe en bh, trusser, eller andet tøj, så skulle det jo pakkes ind, for det var jo en gave til pigen derhjemme (hvem ?). Jeg turde ikke købe det og sige, det var til mig selv. Hvem turde det?
Der gik vel 1 ½ – 2 Ã¥r, sÃ¥ fandt jeg en pige igen (dejligt), og da jeg var blevet klog af skade, fortalte jeg hende med det samme, at jeg kunne lide at gÃ¥ i pige tøj, og det var da ok (jubii). Ca. halvt Ã¥r efter, blev vi gift. Jeg var bare sÃ¥ lykkelig; havde en pige og kunne gÃ¥ i pigetøj (hjemme). Men lykken varede ikke længe. Efter et Ã¥r gik den ikke mere. Hun ville ikke mere se mig i pige tøj. Ok – jeg var jo en mand, sÃ¥ jeg sagde, at jeg ville smide det hele ud (ja lige ned i mit kælderrum). Det sagde jeg dog ikke til hende. Det var jo min lejlighed, vi boede i, sÃ¥ hun kom ikke ned i mit kælderrum, sÃ¥ der lÃ¥ det jo sikkert.
Det ville jo ske. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville ikke gå. Jeg savnede pigetøjet, bhen, silketrusserne, nylonstrømperne osv. osv.
Efter yderlig et halvt år blev vi skilt og gik hvert til sit. Under vores tid sammen, lærte jeg nogle nye bekendte at kende (og gør det stadigvæk, se længer nede). Efter vi var gået fra hinanden, fik jeg at vide, at hun havde gået og sagt til alle ude i byen, at jeg var trans og gik i dametøj derhjemme.
Nå hvad skulle jeg sige til det? Det første jeg gjorde, da hun var flyttet, var, at gå ned i kælderen og hente tøjet op, få det vasket og så på med det igen. Nej hvor var det dejligt.
Stadigvæk inde under mit mandetøj, for der var jo ingen, der skulle se det. Det skal lige siges, at det var først et par år senere, jeg hørte, hvad hun gik og sagde ude i byen.
Jeg snakkede stadigvæk med mine nye bekendte, (som jeg havde lært at kende efter, jeg kom sammen med hende), om sex og om, hvad jeg var for en. Og det var helt ok for dem. Jeg kom da også som pige hos dem, men det var kun om vinteren, hvor det jo bliver meget tidligt mørkt. Så var det jo nemmer at komme udenfor, da folk jo ikke rigtigt kunne se, om det var en mand eller kvinde de mødte.
Det gik nogle år, og jeg kunne mærke, at Charlotte tog mere og mere kontrollen fra mig. Mine venner, som vidste det, blev ved med at skubbe til mig og spørge om, hvorfor jeg ikke sprang ud som pige, hele byen vidste det jo.
(Her skal det også lige siges at nogle år før dette, så jeg en TV komme gående på gaden med tre til fire dage gammel skægstubbe, lange hår på arme og ben og rigtigt møg beskidt. Jeg skulle ikke vise mig i byen, for hvad ville de ikke tænke med sådan en).
Det var jo rigtigt nok, at hele byen vidste det, men der er jo lige det med at bare sige det og så gøre det. Der er sq 100.000.000.000.000.000 km til forskel.
Jeg bor alene i en lejlighed på anden sal og snakkede en del med min underbo og nabo. Hvis jeg ikke havde gæster, gik jeg i pige tøj. Hvis de bankede på døren kom jeg med undskyldninger om, at jeg lige havde været i bad eller var nøgen, for jeg glemte mig jo bag døren, for at de ikke skulle se, at jeg var i pige tøj. Og det var et helvede hver gang, jeg skulle smide noget i affaldsskakten.
En dag blev det for meget for mig at gemme mig for naboerne. Jeg satte mig ind til computeren og lavede et lille brev til dem om hvorfor og hvad, jeg var for en. Jeg kunne mærke Charlotte igen tog mere og mere over.
Så skete det. To dage efter min underbo havde fået mit lille brev, ringede hun på døren (jeg havde lige været i byen og stod i mandetøj) og sagde, at hun havde hørt om det ude i byen, men hun troede ikke rigtigt på det, men ville da gerne have, jeg kom til kaffe som Charlotte dagen efter.
Nej hvor var jeg nervøs den dag. Men det gik godt. Hun var en af de piger (der er meget få af dem DESVÆRRE), der på mine vegne var ked af, at jeg ikke bare kunne gå, som jeg havde lyst til. Vi er i dag rigtigt gode veninder og har det skide skægt.
Men for 3 ½ måneden siden skete der lige pludselig noget, der vendte totalt op og ned på mit liv. En anden af mine veninder fik besøg af en pige, hun havde mødt på en net chat, og hende skulle jeg lige møde. BUM NEJ NEJ NEJ, det var ikke forelskelse, men en kemi mellem os, som jeg aldrig nogle sinde før har oplevet. Det var som om, vi havde kendt hinanden i flere år; så godt snakkede vi sammen i de to timer, vi var sammen. Vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord og udvekslede ICQ nr.
Det blev mit vendepunkt i livet.
Vi begyndte at snakke sammen på ICQ hver dag og kom selvfølget ind på det at være TV. Hun spurgte og spurgte om det, og jeg svarede så godt, jeg havde lært. Vi kom længere og længere ind på problemet om, at jeg gerne ville være pige, men turde ikke gå ud, og om hvad omverdenen ville sige osv. osv.
Jeg tror nok, vi i den første tid snakkede sammen ca. 3-4 timer hver aften. Hun satte nogle tanker i gang hos mig om det med at være pige, og hvad jeg ville.
Så en aften fortalte hun, at hun havde nogle problemer og gerne ville nogle dage væk hjemme fra. Min veninde, hvor hun skulle have boet, havde ikke plads. Men det havde jeg, så hun kunne jo bo hos mig i nogle dage. Hun kom en tirsdag. Det var den 3./7.-2001. Vi sad det meste af natten og snakkede sammen om TV, om at være pige og om jeg turde gå sammen med hende ned i byen om onsdagen (skal lige siges, at vi havde fået et par eller flere flasker vin), og jeg sagde, at det turde jeg godt. Nå, vi sagde godnat og gik hver til sit. Nu lå jeg der og tænkte, hvad var det dog, jeg havde sagt ja til. Gå I BYEN SOM PIGE. (Det var jo det, jeg altid havde drømt om), men ture jeg nu også gøre det. JA det gjorte jeg, jeg ville ikke kaldes TØSETØS.
ONSDAG den 4./7.-2001 kl. 10.35.
Jeg åbnede min hoveddør, gik ud sammen med hende, jeg havde boende, og låste døren. Der stod jeg i nederdel, stram bluse, sandaler, og et par kunstige bryster. Hurtigt over til min veninde, (ingen så mig vist) og så ud til bilen (phy ha). Så kørte vi ind til byen. Kom til parkeringspladsen. Her skulle jeg lige sunde mig lidt. Og så ud.
Jeg siger jer, aldrig i hele mit liv har jeg været så VåD i trusserne, som efter den tur i byen på et par timer. Det var mit livs største orgasme, og jeg vil ALDRIG nogle sinde glemme den dag TAK FOR HJÆLPEN NUSSER. (Hun ved hvem, jeg hentyder til). Siden den dag har jeg gået som pige hver dag.
Jeg var virkelig nervøs for hvordan, man tog imod mig, nÃ¥r jeg kom som pige i forretningerne, og nÃ¥r jeg gik pÃ¥ gaden. Men ALLE mine bange anelser, er gjort til skamme. Det har bare været en drøm at kunne gÃ¥, som jeg gerne ville – SOM PIGE.
Min underbo betragter mig som pige og hendes bedste veninde. Vi har været ude at spise sammen, været i byen sammen og i biografen sammen, og det har bare været en drøm og så dejligt. Og så har jeg ved, at Charlotte er kommet helt ud af skabet, fået en sådan ro i hele min krop og lever frit i dag.
Den dag vi var i biografen så jeg en af dem, jeg frygtede mest. Hvordan ville han reagere, når han så mig som pige? Jeg havde mine bange anelser. Men jeg har siden via andre hørt, at han syntes, jeg var meget flotter som pige, end jeg nogle sinde havde som mand. NEJ hvor blev jeg glad: Så nu er manden i mig lagt på hylden for altid.
Hvad sker der så i fremtiden? Ja det er jo lige det. Det må tiden vise, men jeg kan da sige, at det næste skridt er her den 1./9.-2001, hvor jeg starter på hormonbehandling for at få en mere feminin krop (og rigtigt bryster) og en lidt lyser stemme, så jeg også kan lyde lidt mere som en pige
Ja alle sammen, det var så min livshistorie. Jeg håber, I fik lidt ud af den og kunne bruge den til noget. Hvis der nu skulle falde et spørgsmål eller to af, så er I meget velkommen til at skrive til mig og få noget mere at vide.
Med Mange Kærlige Hilsener Charlotte Nielsen
* * *
Pr. 20. juni 2005 har Charlotte Nielsen fået officielttilladelse til at skifte fornavn til Nikita. Tina Thranesen.