Nordisk Ministerråd Nordens Hus, Ved Stranden 18, 1061 København K. Tlf.: 33960200 E-mail: nmr@norden.org |
Det officielle nordiske samarbejde foregår inden for rammerne af Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd og omfatter Danmark,. Finland, Island, Norge og Sverige samt Færøerne, Grønland og Åland.
Nordisk Ministerråd er de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan.
De nordiske statsministre har det overordnede ansvar for det nordiske samarbejde. I praksis er ansvaret for samarbejdet uddelegeret til de nordiske samarbejdsministre (MR-SAM) og til Nordisk Samarbejdskomité (NSK), som står for den løbende koordinering af det nordiske regeringssamarbejde.
Nordisk Ministerråd blev dannet i 1971 og er, sit navn til trods, i virkeligheden ikke ét men flere ministerråd. Der findes i dag [marts 2021] 11 konstellationer af fagministerråd samt samarbejdsministrenes ministerråd. Beslutninger i de nordiske ministerråd skal vedtages enstemmigt.
Formandskabet for Nordisk Ministerråd, som varer i et år ad gangen, skifter mellem de fem nordiske lande. Det land, der har formandskabet for Nordisk Ministerråd udformer et program, der fungerer som rettesnor for det nordiske samarbejde i årets løb, og leder møderne i løbet af formandskabsåret.
Nordisk Ministerråds sekretariat i København betjener også Nordisk Råd. Endvidere har Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd fælles hjemmeside.