Normalitet. I kønnenes grænseland. 26. oktober 2007.

Af: Nina Trige Andersen.
26. oktober 2007.

For mere end 25 år siden blev homoseksualitet slettet fra listen over psykiske lidelser – men transseksualitet står der stadig. Diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse er adgangsbilletten til kønsskifteoperation, men fastholder samtidig diskriminationen af mennesker, hvis kønsidentitet bryder med gængse normer.

Køns-identitets-forstyrrelse – en klinisk diagnose fra grænselandet mellem M/K.
“Jeg forstår verdens forvirring over mig, men vælger at fejre den,” siger “kønsmonster” Misster Scratch Pervert. Scratch vil ikke diagnosticeres. “Jeg kan være begge køn eller ingen, eller mere af det ene end det andet. En modsætning, en overgang. Omskiftelig,” siger Scratch, der identificerer sig som transkønnet eller kønsfri. “Jeg vil kunne antage et hvilket som helst kønstegn eller afvise dem alle,” siger Scratch.

Mennesker som Scratch forstyrrer kønsordenen. Men i modsætning til mange, der er ukomfortable med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen, ønsker Scratch ikke at skifte til det “modsatte køn“, men vil forblive i grænselandet og konstant udfordre stereotyperne.

Psykisk lidelse
“Vi er ikke forstyrrede!” lød parolen til en international protest i Barcelona i oktober, der krævede diagnosen Gender Identity Disorder afskaffet: “At opbygge sit køn uden for de normer, som lægevidenskaben og regeringer har etableret, betyder ikke, at vi er forstyrrede. Vi vil have ret til at bestemme over vores egen krop, og vi kræver, at sygeliggørelsen af trans-identiteter ophører.”

I 1980 blev homoseksualitet fjernet fra den internationale liste over psykiske lidelser. Men transseksualitet står fortsat på listen. “Først var vi “syge”, da vi var kvinder og lesbiske, og så blev vi “raske”, da homoseksualitet ikke længere blev set som en sygdom. Nu, hvor vi har skiftet køn, er vi så pludselig “syge” igen. Det er jo latterligt,” siger Johnny Erschens fra Alternative Maskuliniteter, et netværk for folk, der er født som kvinder, men identificerer sig maskulint.

Ole Andersen fra Sundhedsstyrelsen ved ikke, hvorfor transseksualitet stadig står som en adfærdsforstyrrelse på listen over psykiske lidelser i det internationale diagnosesystem ICD-10. “Det er nok et holdningsspørgsmål i samfundet. For dem, der ønsker behandling, kan en diagnose vel være en hjælp. Men for dem, der ikke gør, må det være stærkt ubehageligt at få diagnosticeret en personlig oplevelse af sin identitet,” siger Ole Andersen, der også studser over, at fetichisme optræder som diagnose i afsnittet “Forstyrrelser i personlighedsstruktur og adfærd” i ICD-10. “Det er jo ikke noget, vi ellers blander os i,” siger Ole Andersen.

Kriterierne for diagnosen Gender Identity Disorder (GID) er blandt andet en stærk og varig trang til at identificere sig som det modsatte køn og et vedholdende ubehag ved sit biologiske køn eller de sociale forventninger, der hører til. Under GID hører forskellige underdiagnoser, som f.eks. NOS – Not Otherwise Specified (ikke nærmere specificeret).

Grænseland
Et fuldstændigt kønsskifte giver i vidt omfang mulighed for at forsvinde i mængden af “normale” M/K’er. Det er dog langt fra alle, der ønsker at blive optaget i det gængse kønssystem.

“Der er mange som mig, der ikke passer ind i stereotyperne og ikke vil placeres i en kategori. Jeg er ikke en pige, der gerne vil være en dreng. Jeg er, som jeg er – stærkere og klogere for hver dag,” siger Scratch, der ikke stoler på det officielle behandlingssystem, fordi det fratager folk retten til selv at definere deres kønsidentitet.

“Måske vil jeg gerne bruge hormoner eller operationer i min forvandling, men jeg ønsker ikke at passere i biologisk forstand. Jeg vil bare være alt, hvad jeg ønsker, men det finder verden uacceptabelt,” siger Scratch, og spørger:

“Hvorfor vil folk vide, hvordan mit køn hænger sammen med, hvem jeg elsker og har sex med? Det gør det ikke.”

Transfobi
Nogle transseksuelle ser diagnosen Gender Identity Disorder som en fordel, fordi et sygdomsstempel medfører nogle officielle rettigheder til behandling, som f.eks. operation eller hormoner.

Men de rettigheder kan være dyrekøbte, siger Sam Winter, professor ved Hong Kong Universitet. Han har forsket i sammenhængen mellem GID og graden af transfobii samfundet – det vil sige fordomme mod eller diskrimination af transseksuelle/transkønnede. Diskriminationen kan have mange former – fra voldelige overfald på gaden til sarkastiske bemærkninger i paskontrollen eller manglende adgang til arbejdsmarkedet.

“Psykiatriens sygeliggørelse af transidentiteter fordrer transfobi, og diagnosen GID er en social katastrofe for transpersoner,” siger Sam Winter, der dog ikke forestiller sig, at transfobi vil forsvinde, blot fordi diagnosen forsvinder.

“Vi kender jo alle mennesker, der stadig ser homoseksuelle som psykisk syge! Men det er et sted at starte. Det er på høje tid, at vi mere højlydt end nogensinde slår fast, at transpersoner udtrykker menneskelig mangfoldighed snarere end mental forstyrrelse, og at verden er rigere, fordi de eksisterer,” siger Sam Winter.

Transfobi rammer ikke kun transseksuelle, mener formanden for den britiske trans-organisation Press For Change – Stephen Whittle.

“De fleste gay-bashings (overfald på homoseksuelle, red.) sker, når folk går alene på gaden. Hvordan kan folk så se, hvilket køn, man retter sit begær mod? Det kan de selvfølgelig ikke. Gay-bashere reagerer på folk, der udtrykker kønnet “forkert”, som f.eks. en feminin mand eller en maskulin kvinde.”

Transkønnede i historin
Transidentiteter har altid eksisteret, men haft varierende status og betydninger i forskellige kulturer gennem tiden. På Glyptoteket i København findes mange vidnesbyrd om transkønnede og hermafroditter – personer med både bryster og penis – men de fleste står i kældersamlingen og på depotet, der ikke er åbent for publikum. Marie-Louise Holm, sekretær i NeMM – Netværk for Forskning om Mænd og Maskuliniteter – stødte på transkønnede skulpturer fra den græsk-romerske antik, da hun som arkæologistuderende fik en rundvisning i Glyptotekets depot. En af skulpturerne var en nøgen kvinde med langt hår, opsat i en klassisk græsk kvindefrisure. Hun lå på siden, og hendes penis lå hen ad den sten, hun lå på.

“Der findes mange af den slags skulpturer, for transkønnede, eller hermafroditter, var idealiseret i den græsk-romerske antik. De blev betragtet som de lykkeligste mennesker, nærmest en slags superhelte, fordi de rummede alle egenskaber, både maskuline og feminine, i sig. De var fri for kønnets begrænsninger,” siger Marie-Louise Holm.

“Det er jo en temmelig anderledes opfattelse, der gør sig gældende i dag, hvor transkønnede nærmere betragtes som uforståelige misfostre.”

Ifølge den amerikanske transaktivist Leslie Feinberg, har transkønnede altid indtaget en central plads i historien og været i front i sociale oprør. Men i den officielle historieskrivning er de enten udeladt eller deres transidentitet er underspillet eller helt forbigået. I bogen Transgender Warriors – Transkønnede krigere – gennemgår Leslie Feinberg tusinder af års transkønnede i forskellige kulturer: Fra præster i oldtidens Grækenland, der kastrerede sig selv for at indtræde i gudinden Cybeles kult, over det 14. århundredes franske heltinde og martyr, Jeanne d’Arc, til Stonewall-oprøret i USA i 1969, hvor transkønnede og homoseksuelle slog igen mod New Yorks politistyrker, der havde for vane at lave voldelige razziaer på diskoteker i Greenwich Village.

Anne Philips, professor ved LSE – Gender Institute i London, skriver i en anmeldelse af Transgender Warriors: “Dette er en politisk bog. Som mange andre queer-teoretikere ser Leslie undertrykkelse af køn og seksualitet som en vigtig nøgle til at forstå den barske sandhed bag at herske med magt. Retten til at definere og kontrollere ens eget liv, hvem man elsker, hvilken familie man ønsker, hvilket tøj man bærer, hvad slags arbejde man udfører og hvilke navne man tager, er en central del af identiteten, som ikke kan anbringes hos statsmagten, uden at man mister andre, mere skrøbelige frihedsrettigheder.”

Eksperter i vores eget liv?
I Danmark har Sexologisk Klinik eneret på at afgøre, hvem der kvalificerer sig til at blive opereret for deres kønsidentitetsforstyrrelse. For at få tilladelse til at gennemgå den fysiske forvandling til det “modsatte” køn skal man gå til samtaler på klinikken i mindst to år, hvorefter Retslægerådet træffer en afgørelse, som man – hvad der er ganske enestående – ikke kan anke.

Flere transpersoner, der har gået til samtaler på klinikken, klager over, at det “tæller ned”, hvis man samtidig opfatter sig som homoseksuel og at det i det hele taget er uklart, hvad der kvalificerer til behandling. Hvad afgør, om man får stemplet “transseksuel tilstand” eller i stedet bliver bare betegnet som “forvirret” eller fetichistisk transvestit?

At Sexologisk Klinik og transpersoner har eneret på at bestemme, om en person har ret til kønsskifteoperation – hvilket i Danmark er en forudsætning for, at man uproblematisk kan skifte navn og cpr-nummer, så det stemmer med ens sociale fremtoning – affødte i foråret en længere debat i Folketinget. Enhedslisten havde stillet et forslag om transseksuelle/transkønnedes rettigheder, herunder at myndige personer efter grundig vejledning og rådgivning selv skal kunne afgøre, om de vil opereres eller have hormoner. Regeringspartiernes udtalte skepsis overfor forslaget fik Lone Dybkjær (S) til at foreslå, at statsministerens nytårstale blev medtaget i det efterfølgende udvalgsarbejde; “For der sagde statsministeren meget klart sagde, at han ikke var tilhænger af eksperter. Han sagde: Vi er alle sammen eksperter i vores eget liv.”

At dømme efter Sexologisk Kliniks egen beskrivelse af transseksualitet, er det da også snarere omverdenens end transseksuelles egen mentale tilstand, der er roden til de psykiske problemer:

“Gennem puberteten og voksenlivet kæmper de fleste transseksuelle med misforholdet mellem deres følelse af kønsidentitet og udseendet af deres kønsorganer. Mange har derfor psykiske problemer med depressioner og tendens til isolation, og disse problemer afhænger i høj grad af omverdenens reaktioner og forståelse for deres situation.”

Kønskorrekthed
Vi tildeles alle et køn ved fødslen, med dertil hørende “kønskorrekt” navn, som det hedder i den danske lovgivning. Kønskorrekte navne er vigtige, sagde Marion Pedersen (V) under folketingsdebatten, fordi ellers “kunne vi risikere mænd med kvindenavne og kvinder med mandenavne. Det ville give en oplagt mulighed for forviklinger, og det vil Venstre ikke være med til.”

Foreningen Transdanmark.dk mener derimod, at det er den manglende mulighed for at skifte navn, der giver forviklingerne: “Vi er sikre på, at det vil medføre praktiske lettelser i dagligdagen for den pågældende, at navnet på legitimationspapirer m.v. svarer til den pågældende persons ydre fremtoning. Derved slipper pågældende for mange ydmygende situationer,” skev Transdanmark.dk i deres anbefaling til Navnelovsudvalget i 2003.

Vi skammer os ikke!
Sidste år blev Gisberta, en immigrant fra Brasilien, der var hjemløs og åben transseksuel, brutalt myrdet ved byen Porto i Portugal. Hun blev fundet i en brønd i nærheden af en bro, hun plejede at overnatte under. Mishandlet til døde af en gruppe 10-16 årige børn.

Siden har portugisiske transaktivister lavet bloggen Nao Temos Vergonha – Vi skammer os ikke: “Mindet om Gisberta fortjener, at vi står frem som borgere i verden. Vi skal ikke skamme os over, hvem eller hvad vi er. I respekt for alle verdens Gisberta’er og Gisberto’er, der har følt diskriminationen på deres krop på grund af deres kønsidentitet – tiden er kommet, hvor vi skal nægte at leve i det skjulte.”

På bloggen opretter transpersoner fra hele verden profiler med billeder:

“Jeg, Ethan, skammer mig ikke. Min tante var en transseksuel kvinde, der blev myrdet i 1995, blot fordi hun var transseksuel. Jeg har dedikeret mit liv til at stoppe al diskrimination og vold mod transkønnede. Ethan, åben og stolt FtM (FemaletoMale).”

Sam Winter fra Hong Kong Universitet, påpeger, hvad han kalder “psykiatriens korrumpering”: “Bemærkelsesværdigt nok betragter mainstream vestlig psykiatri transpersoner som mere eller mindre mentalt forstyrrede på grund af deres transkønnethed. Mens transfobiske personer tilsyneladende opfattes som velfungerende.”

* * *
Ovenstående artikel blev den 26. oktober 2007 bragt i Information.
Journalist, Nina Trige Andersen har den 31. oktober 2007 venligst givet mig tilladelse til at bringe artiklen i Vidensbanken.