Af Eila Neergaard.
Langt de fleste mennesker føler sig tilhørende det køn, som svarer til udseendet af kønsorganerne. Derfor er der mange, som tror, at sådan er det nødvendigvis for alle mennesker.
Men for knap 1:10 000 af alle mennesker er der total uoverensstemmelse: det handler om børn og voksne, der har normale kønsorganer af det ene køn, men slet ikke kan identificere sig med det køn. De føler sig derimod tilhørende det modsatte køn. (Og det handler ikke om sexuel præference som homosexualitet, men om følelse af kønsidentitet, om hvilket køn, man føler sig tilhørende).
Hvorfor er det et problem? Kan de mennesker ikke bare leve efter, hvordan tilhør og tilbøjeligheder nu er?
Dette er kernen i det problemfyldte fænomen, vi i dag kalder transsexualitet: Kan – eller vil? – den transseksuelles familie og venner og samfundet som helhed acceptere det menneske, som vedkender sig at være transseksuel, og som derfor giver sig til at leve i overensstemmelse med det køn, som vedkommende føler at tilhøre, uanset at kønsorganerne ikke ser tilsvarende ud?
Der har været kulturer – og mÃ¥ske findes rester endnu – hvor børn fra fødslen blev behandlet ens, uanset hvordan kønsorganerne sÃ¥ ud, og de fik et neutralt navn som f.eks. “Lille Sky”. PÃ¥ et tidspunkt gav barnet selv udtryk for tiltrækning til f.eks. at lege med køkkentøj eller bue og pil og valgte tilhør til kvindernes eller mændenes gruppe. I sÃ¥danne kulturer var alle respekteret, som det de var, og med deres tilbøjeligheder og livsform. Der var ogsÃ¥ transseksuelle, som der tilsyneladende er i alle kulturer, og de blev oftest givet specielt krævende og ærefulde hverv, som f.eks. shaman, ud fra den klare forstÃ¥else, at de havde adgang til oplevelser og indsigter som sjældent blev andre til del.
I de moderne vestlige kulturer hersker nogle antagelser: den, at alle mennesker er enten mænd eller kvinder, og den, at alle menneskers oplevelse af kønsidentitet stemmer overens med, hvordan kønsorganerne ser ud. Læger og biologer kan bevidne, at begge antagelser er falske. De fleste mennesker er enten mænd eller kvinder. Og der er mange, som ikke er: de transseksuelle og de intersexuelle. Men de er lige så værdifulde mennesker. (I DK er der formodentlig ca. 400 transseksuelle).
Alle mennesker har brug for som børn at føle kærlighed: den kærlighed som accepterer mennesket helt, som det er. Det vil sige også vedkommendes følelse af køn. Og det samme behov har voksne også.
Den kærlighed oplever transseksuelle ofte slet ikke. De oplever den mÃ¥ske engang sent i livet, og f.eks. har jeg selv først oplevet accept som den pige/kvinde, jeg er – og altid følte jeg var – efter at være fyldt 50. Det har været lykken at opleve den accept. Den giver en følelse af at være menneske. Det var en ensom vej at leve uden.
Den transseksuelle som placeres i rollen som dreng uanset, at hun selv oplever at være en pige, møder en endeløs række af forventninger og ønsker og direkte tvang i retning af at leve i modstrid med sin egen følelse. Det kan være en grov belastning at vokse op og føle sig som pige, men blive forceret til at forsøge leve som en dreng – og opleve en uendelig række nederlag i sociale forhold, der lægger op til betegnelsen “tøsedreng” eller et foragtende øgenavn som “Frøken”.
Dette er den transseksuelles betingelser fra barndommen.
Hvordan bliver opvæksten for et barn, der mangler accepten af sin følelse af kønstilhør? Ingen, som virkelig kender baggrunden, kan undre sig over, hvorfor barnet øjensynligt trives dÃ¥rligt. Men situationen er oftest, at forældre og lærere og kammerater blot ser et barn, der ikke trives, og som opfører sig underligt: en adfærd, som kan virke forstyrrende pÃ¥ de nærmeste. MÃ¥ske kommer en dag en psykolog ind i billedet; og meget muligt en psykiater. Og enhver der har en adfærd, som er anderledes, har en meget stor risiko for at fÃ¥ en diagnose – og evt. ogsÃ¥ en behandling.
Nu er den transseksuelle gjort til en “patient”. Og vejen for den patient kan være lang og svær.
Men hvis vi tænker pÃ¥, hvad grunden var til den mærkelige adfærd, behøver vi mÃ¥ske ikke være psykologer for at forstÃ¥, at vi har stillet situationen helt pÃ¥ hovedet: den transseksuelles mærkelige adfærd er aldeles naturlig for et menneske i den situation af mangel pÃ¥ accept og forstÃ¥else og af altid at blive placeret i sammenhænge, hvor vedkommende føler sig helt forkert. Skulle vi sige noget om, hvad der kunne være mening i, ville det f.eks. være for de pÃ¥rørende at komme til accept – og mÃ¥ske forstÃ¥else – af det faktum, at her er et menneske, som føler sig tilhørende det ene køn, uanset at kønsorganerne synes at tilhøre det andet. Det er ikke nogen sygdom mere end det er en sygdom at være rødhÃ¥ret.
Ved hjælp af systemets vanlige mekanismer kan vi sygeliggøre de transseksuelle, mens vi snarere kunne have brug for at fortælle forældre og søskende og lærere og kammerater, at det er et fint og dejligt menneske, som bare føler tilhør til et andet køn end det lægen skrev på fødselsattesten.
I mange Ã¥r troede psykiatere, at man kunne “kurere” transseksuelle: give dem en behandling, sÃ¥ de ville komme til at føle som det køn, lægen ved fødslen havde stemplet dem med. Men alle forsøg, inclusive elektro-chock-behandling, psykofarmaka og adfærdsterapi synes at have slÃ¥et fejl.
Når det, som er skævt, er mangelen på accept fra familie og skole, er det ikke meningsfuldt primært at lave psykoterapi på den transseksuelle. Der er ganske enkelt brug for, at den transseksuelles pårørende kommer til at forstå, at det er hos dem, der har været en mangel: mangelen på accept af en, der blot er lidt anderledes. Lige som en rødhåret.
Livet for en transseksuel fører ofte til en krise, hvor fortsat liv kun bliver muligt ved at opgive forsøgene på at leve i det køn, som man slet ikke føler tilhør til, og give sig selv lov til at leve i det køn, som altid føltes som den sande identitet.
Og den omstilling at ændre sin ydre fremtoning og adfærd fra at passe til det ene køn til at passe til det andet, ofte betegnet transition, er en betydelig udfordring for den transseksuelle, men heller ikke altid let for de nære relationer. Det er ikke alle pÃ¥rørende, som roligt og med accept kan – eller vil – støtte en transseksuel til at omlægge sit liv til at leve i det andet køn.
Der er ofte brug for professionel støtte til den transseksuelle for at kunne holde til den modstand, som familie, venner og arbejdssted og autoriteter giver. Det er grove oplevelser, hvis familiemedlemmer udtrykker, at man er en egoist og en forræder, og helst havde set, at man havde druknet sig, og arbejdsstedet fyrer en, og systemet afviser at give den hjælp, som er relevant. Men det er realiteter for mange transseksuelle; nogle rejser til et menneskevenligere land, nogle begÃ¥r selvmord; der er ogsÃ¥ nogle, som klarer sig igennem den besværlige fase, som transitionen er, til et liv uden etiketten “transseksuel” – som kvinde blandt kvinder – eller mand blandt mænd.
Transition er en meget vanskelig situation for den transseksuelle; og pÃ¥rørende, som føler den transseksuelles adfærd forstyrrende, kan i høj grad ogsÃ¥ opleve transitionen som en svær tid. En af de tanker, som kan plage familien, kan være: “Hvad mon naboen dog vil tænke??!”
Den transseksuelle møder mange vanskeligheder, bl.a. er det ganske svært for en transseksuel med en mands biologi at finde accept som kvinde alene p.g.a. de anatomiske og fysiologiske forskelle mellem mænd og kvinder. Men i vore dage kan læger hjælpe de transseksuelle med tilskud af hormoner, som kan understøtte livet i det valgte køn. Desuden kan kirurger også ændre kønsorganernes udformning til i nogen grad at tilnærmes det andet køn. Nogle af disse skridt foregår måske relativt let, andre ofte meget, meget vanskeligt eller slet ikke. Og transseksuelle må også indstille sig på, at offentlig administration ikke er gearet til at tilgodese transseksuelles behov.
Foruden disse omstillinger møder den transseksuelle MtK (mand-til-kvinde) omverdenens reaktion på, at nu er den, der før så ud til at være en mand, i stedet en kvinde. (Praksis viser, at i mange tilfælde vil FtM (kvinde-til-mand) transseksuelle tilsyneladende have en lettere transition).
Men det menneske, som i mange år levede som en mand, og som almindeligt blev antaget for at være en mand, var kun overfladisk en mand: vedkommendes egen identitetsoplevelse var hele tiden kvindelig. Transitionen bringer derfor den transseksuelle til en ny og hidtil aldrig oplevet overensstemmelse mellem indre føling af identitet og ydre udtryk. Den overensstemmelse er et stort skridt hen imod at kunne leve et harmonisk liv, et liv uden permanente indre kampe. Og det kan være meget svært for andre at forstå, fordi de har altid haft den overensstemmelse og anser den for en selvfølge. Men de kan ofte konstatere, at ethvert skridt i retning af at kunne leve i det ønskede køn kan give den transseksuelle en betydelig bedring af psykisk balance.
Problemerne omkring en transseksuel er altså dels den transseksuelles vanskeligheder, dels vanskelighederne som de pårørende oplever. Nogle pårørende føler sig måske truet, ganske vist ikke fysisk, men ved at de føler, deres verdensbillede slår revner. Det sker også, at nogle pårørende kan føle sig narret. Det kan være grove oplevelser. Men det kan i visse tilfælde også handle om, at pårørende føler sig skamfulde over, at de slet ikke fattede for længe siden, hvilket køn det menneske virkelig var og er.
Det som kan gøres for at afhjælpe vanskelighederne for den transseksuelle, er dels hjælp til en tilpasning i det valgte køn. Og det viser sig at bedre livssituationen for de fleste transseksuelle meget. Dels kan det hjælpe meget, hvis de pÃ¥rørende kan fÃ¥ en forstÃ¥else af den transseksuelles oprindelige situation og deres egen mulige andel i vanskelighederne og en accept af den transseksuelles nye situation, d.v.s. inclusive brug af det nye navn og ombytningen af ordene “han” og “hun”.
Det som kan gøres for at afhjælpe vanskelighederne for de pårørende, f.eks. en tidligere partner, børn, forældre og søskende til den transseksuelle, er primært at hjælpe dem til at forstå den transseksuelles situation og ikke mindst fatte deres egen og andre pårørendes eventuelle andel i, hvordan det menneskes kvaler opstod: manglende accept fra medmennesker; manglende accept af det menneskes identitet i henseende til køn.
En rådgiver for transseksuelle og pårørende udtalte, at de fleste familier havde potentiale til at acceptere, hvis et medlem var en rovmorder; men ikke hvis et medlem var transseksuel.
Nogle af de mest voldsomme følelsesladede situationer mellem mennesker kan forekomme mellem en transseksuel og vedkommendes nærmeste pårørende.
En af grundene til, at transseksuelle møder så meget modstand, er, at pårørende kan have svært ved at tage dem alvorligt. Og der kan være grunde til, at transseksuelle ofte ikke tages alvorligt. En grund kan være overfladiske artikler i magasiner eller vildledende TV-programmer, som f.eks. sammenblander transseksuelle med transvestitter. Medens der i DK er omkring 400 transseksuelle findes antagelig 60.000 transvestitter, og iblandt disse findes nogle, for hvem det er en leg at skifte imellem to identiteter. Hele trans-området er uhyre righoldigt: alle kombinationer af alle tænkelige menneskelige egenskaber synes at eksistere, og det er endda ikke alle, der har samme identitetsstruktur livet igennem.
NÃ¥r vi ser en mand med cowboybukser og T-shirt og en stor motorcykel, og sÃ¥ kommer nærmere og opdager, at det er ikke en mand, det er en kvinde, sÃ¥ skifter vi perspektiv aldeles omgÃ¥ende, eller med andre ord, vi ombytter vore “køns-briller” til det andet køn. Vi har vanligt to køns-briller, det ene bruger vi over for en person, vi antager er en mand, det andet over for dem, vi anser for kvinder. Den som lever sit liv i smÃ¥ gradvise skridt igennem det “forbudte” omrÃ¥de, landet imellem “han” og “hun”, møder virkningen af køns-brillerne, og kommer til at føle, at ansvaret for at bruge dem ligger hos enhver, som bruger dem. At se pÃ¥ de brillers virkning kan være lærerigt for enhver, der ønsker forstÃ¥else af “han” og “hun”, og nogle spørgsmÃ¥l til overvejelse kan mÃ¥ske hjælpe forstÃ¥elsen:
Er jeg klar over, hvornår og hvordan jeg bruger mine køns-briller?
Hvad er mit formål med at bruge dem?
Hvilken virkning har brillerne for mig selv? Рog for den jeg ser p̴?
Er brillerne overhovedet nødvendige? Hvordan ville jeg leve uden?
Hvordan påvirker mine briller min relation til den pågældende?
Hvordan ville det være at skifte briller over for en bestemt person?
Hvad har brillerne evt. at gøre med min respekt for den pågældende?
Hvordan ville jeg reagere på en henstilling om at ombytte mine briller?
Hvilke forandringer i en person kunne få mig til at skifte briller?
ForstÃ¥elsen af hele omrÃ¥det omfattende “hun” og “han” er kompliceret, og ofte er det aldeles ikke indlysende hvilket pronomen, der forekommer relevant for en udenforstÃ¥ende; og mÃ¥ske er det ikke let at fÃ¥ til at harmonere med vedkommendes egen opfattelse og ønske. Det er i vores kultur en ulykke at tilhøre et mindretal, hvis natur ikke er i overensstemmelse med dansk vanetænkning.
Den proces en transseksuel oplever i sine relationer til alle pårørende, er oftest svær, men indeholder måske i samme grad mulighed for større menneskeforståelse og udvikling af relationerne for enhver, der er involveret og åben for at lære.
* * *
Den 24. september 2011.
Journalist Anders Haahr Rasmussen, Information har skrevet en lang livsbekræftende artikel om den nu 81-årige Eila Neergaard under overskriften: Endelig danser Eila som hun vil.
* * *
Læs også artiklen: 72 år af et liv. Træk af en biografi af EN. 14. august 2002.