Pernille Bøgeskov Hansen har i 16 år levet fuldtids som kvinde. 21. maj 2002.

Af Pernille Bøgeskov Hansen den 21. maj 2002.
Hej Tina

Det er en rigtig god side du har lavet. Det er dejligt når nogen tager sig tid til at lave en seriøs side på nettet. Det var en af mine venner, der gav mig adressen, som jeg vil give videre til andre interesserede.
Du skriver, at du søger kontaktpersoner, der kan hjælpe andre. Jeg stille mig gerne til rådighed, hvis du er interesseret.

Her er lidt om mig selv:
Jeg er en 38 årig pre-op transsexuel, der har levet fuldtid som kvinde i 16 år. Jeg har siden jeg var barn haft det sådan.
Som 12 årig læste jeg en bog, hvor den første kønsskifteoperation i Danmark tilbage i 1950erne, blev nævnt. Via kildematrialet fik jeg på biblioteket fat i flere bøger, og jeg kunne så småt sætte ord på nogle defuse følelser, jeg havde.
Som 17 årig sprang jeg ud af “skabet” overfor et par veninder, som ikke syntes, jeg var underlig. Tværtimod faldt der nogle brikker på plads hos dem omkring mig. Det skal siges, at jeg har haft veninder siden børnehaven.
Som 22 årig mødte jeg min første kæreste som fik mig til at tage skridtet fuldt ud og være klædt som kvinde ude i det virkelige liv. Modsat de fleste TS‘ere er jeg lesbisk, og derudover feminist.
Min første kæreste (Laila) var til stor hjælp, og siden har jeg levet i parforhold med andre kvinder, hvoraf et par af dem har haft svært ved at leve sammen med en TS‘er, og det har derfor naturligvis ikke holdt.
Idag er jeg single og det er jeg faktisk glad for.
De veninder jeg har, kan ikke forestille sig mig som andet end Pernille.

I 1995 fik jeg via min læge, der ikke selv ville hjælpe mig, kontakt med Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
Der gik jeg i over et år og fik derefter at vide, at de ikke ville hjælpe mig, fordi jeg fungerede for godt mentalt og socialt; og hvis jeg fik det godt med min barndom, ville jeg blive normal (Hvad så normal end er).
Jeg var godt klar over, at jeg ikke havde de store muligheder.
Jeg er et meget udadvendt menneske, der arbejder meget med sig selv mentalt.
Jeg har mødt andre TS‘ere i min situation, og det er helt sikkert, at Sexologisk Klinik helst kun hjælper personer, der har forsøgt selvmord eller været på den lukkede afdeling.
Flere sexologer, der er/har været tilknyttet S.K., lægger ikke skjul på, at de er imod kønsskifteoperationer. Derfor vil de helst kun hjælpe personer, der får et tragisk livsforløb efter operationen, så S.K. kan sige “Se det hjælper ikke med kønsskifte“.
Jeg kender selv til to psykisk syge personer, der fik operationen, men som objektivt set aldrig skulle have den. Den ene begik selvmord, og den anden lever i dag som alkoholiker.

I 1999 fik jeg kontakt til en TS‘er i Jylland, der via en læge skaffede mig hormoner, men efter 15 måneder fik jeg et brev fra hende, hvori hun meddelte, at hun var flyttet til Tyskland, og at det var slut med hormonerne fra hende.
Jeg må indrømme, at jeg fik en gevaldig nedtur og har lige siden været på udkik efter en mulighed for at få hormoner igen; indtil videre uden held.
Jeg er førtidspensionist p.gr.a. et nedsat syn. Dette sammen med at være TS‘er giver ikke de store muligheder for fast job. Jeg har dog igennem en lang årrække været tilknyttet forskellige lokalradioer – både som frivillig og lønnet medarbejder.
Derudover har jeg igennem nogle år været tilknyttet en telefonrådgivning om sex og samliv.
Lige nu arbejder jeg på at få lavet en hjemmeside, der forhåbenligt kan hjælpe andre. Jo flere seriøse sites om emnet jo bedre. Der går nok nogle måneder før den kommer op at køre.

Jeg bor i Valby, København og er glad for, at jeg bor i en storby, hvor der er nogle flere muligheder, når man er anderledes.
Det var i korte (?) træk lidt om mig selv.
Jeg håber, jeg kan hjælpe nogle andre, der har det sværere end mig.
Jeg vil ønske dig en god pinse.

Med venlig hilen
Pernille Bøgeskov Hansen.

* * *
Fortsættelse den 23. september 2002.

Familien
Der har desværre, men ventet, ikke været nogen positiv opbakning fra min familie. Min far døde da jeg var 2 år gammel og siden har der kun været meget sporadisk kontakt til min fars familie. Da jeg var 5 år forelskede min mor sig i en ny mand og de blev gift 9 år senere.
Min stedfar døde i 1994 og min stedfar og jeg havde et meget dårligt forhold til hinanden. Før jeg fortalte min familie om min tilværelse som TS‘er mødte jeg min stedfar på gaden og begge gange truede han mig på livet. Efter hans død fortalte jeg min familie om mit sande “jeg”. Mine to stedbrødre, deres koner og børn tog det ganske pænt og var ikke overrasket. Derimod reagerede min mor og hendes familie meget negativt. En del af min mors familie bor ligesom jeg i Valby og havde ofte set mig inden jeg selv forklarede dem hvorfor jeg går feminint klædt. De har givet udtryk for at de ikke vil hilse på mig hvis de møder mig på gaden.
Det er nu ikke det store problem for mig, da jeg ikke har haft ret megen kontakt til min mors familie siden jeg som 21-årig flyttede hjemmefra. Den mest positive reaktion fik jeg fra min morfar som døde i 1992. Vi mødtes ved et tilfælde på østerbro, København hvor han boede. Det var i 1987 da jeg sammen med min daværende kæreste, Laila, skulle besøge en fælles veninde. Min morfar var naturligvis meget overrasket over at se mig i kjole, men vi lavede en aftale så han kunne få en forklaring. Da han var en årgang 1905 havde han svært ved at forholde sig til transseksualitet men efter en lang samtale var hans reaktion: “Jeg har stor respekt for dig som menneske, og hvis det er det liv du ønsker at leve så har du min accept, så længe du er klar over der er konsekvenser ved at følge sit hjerte.” Faktisk har vi meget til fælles når det gælder holdningen til livet. Han var også klar over at jeg ville få problemer med resten af familien.

Venner
Indtil 1995 havde jeg en del venner og bekendte, men da jeg startede på Sexologisk Klinik faldt de fleste fra. Jeg har lige siden børnehaven haft veninder, og der har altid været en eller to veninder jeg har været tætte veninder med. De veninder jeg har haft igennem tiden har altid betragtet mig som Pernille og flere af dem har givet udtryk for at det ville være helt forkert hvis jeg havde kort hår og var iklædt mandetøj. Mange af dem har da også kun kendt mig som Pernille. Jeg har været utrolig glad for den støtte mine veninder har givet mig igennem årene. Når man, som jeg, ikke har nogen støtte fra familien så er det utroligt vigtigt at man har venner/veninder der kan hjælpe og støtte en i de svære perioder man nogen gange kommer i som TS‘er. For øjeblikket har jeg tre rigtig dejlige veninder: Malene (min sjælesøster), Johanne og Tina. De er med til at gøre det hele lidt lysere. Igennem årene har jeg også haft mandlige venner, men de er som regel hurtigt faldet fra da de som regel har haft svært ved at acceptere mig som person. Da jeg kun er kommet meget lidt i transsexuelle/transvestit-miljøerne er det aldrig blevet til tætte venskaber med transvestitter eller transsexuelle, men det kan jo nås endnu.

Kærester
Sexuelt er jeg lesbisk og derfor har mine forhold været med kvinder.
Jeg har haft fem kærester igennem årene. To af dem var lesbiske. De tre seneste kærester, jeg har haft, var bisexuelle. Der er stadig en del lesbiske, som mener, at man er det køn man er født, dog er holdningen hos de unge lesbiske ved at ændre sig i positiv retning.

De har alle haft Pernille som kæreste, dog har de to seneste haft problemer med at fuldt ud acceptere tingenes tilstand. Det er klart en fordel at når de har mødt mig første gang så er det Pernille de har mødt. Det er altid sket i forbindelse med arbejde eller i sociale situationer (d.v.s. igennem venner, fester og lign.). Det har naturligvis betydet at de har skullet tage stilling til en del ting bl. a. hvordan de skulle forklare deres familie at kæresten var transsexuel. Dog har det været småt med negative reaktioner fra mine kæresters familie. Det har heller aldrig været pga. at jeg er transsexuel at mine forhold er gået i stykker.

Det har altid været meget vigtigt for mig at begge parter har været bevidste om hvorfor et forhold ikke fungerede. På den måde er der en chance for at “aben” ikke følger med til det næste forhold.
Min erfaring er at man kommer længst med ærlighed og åbenhed.

Med venlig hilen
Pernille Bøgeskov Hansen.