Renée hos damefrisør. Den 14. oktober 2004. – Vidensbanken om kønsidentitet

Af Renée S. den 14. oktober 2004.
Med det ønske at leve så meget som mulig som transvestit, er jeg blevet træt af konstant at skifte fra mit naturlige hår til paryk. Jeg synes, at en paryk er ubehagelig og varm – især om sommeren. Og en paryk skal behandles, opbevares, og sættes rigtig på, osv. osv. Jeg forstår udmærket, at mange transvestitter bruger paryk, men det passer ikke til Renées personlighed.
René er så heldig, at hans hår er både fyldigt og kraftigt. Det har også et pænt og naturligt krøl.
Så kom jeg at tænke på, om min frisør måske kunne hjælpe mig med at finde en frisure, som kunne anvendes både som mandlig og kvindelig frisure. Det findes jo mange mænd, som har langt hår.
Med lidt praktisk øvelse må det være mulig at føntørre håret, så det får enten en maskulin eller feminin stil.

Efter en forklaring til min frisøre med nogle billeder af mit ønske, satte hun et program i gang.
Resultat har været en lang og dyr affære. Det er ikke muligt skifte sin frisure fra at være kort og mandig til lang og kvindelig i løbet af kort tid. Det kræver, at naturen leverer sin del af arbejdet. Kort og godt, så har det krævet et års arbejde.
Men i dag går jeg med en damefrisure uden, at det mandlige forsvinder, når jeg er i jakkesæt. Man må tro på det. Det hjælper også i dagligdagen; og kollegaer og nærmiljøet vender sig hurtigt til det.
Og så hjælper det med til at danne min nye personlighed.

Selvfølelig krævede det noget at gå til damefrisøren som transvestit. Hvem skulle jeg være? René eller Renée? Skulle jeg tage brystproteser på eller ej? Skulle jeg tale normalt eller hviske? Kort sagt, jeg måtte vælge, hvem jeg var og agere som den person, jeg bestemte mig for at være.

Så kom dagen, hvor jeg kl. 1130 havde tid hos damefrisøren, som har sin salon midt i byen. Og jeg havde bestemt mig for at være Renée.
Det var fjerde gang, jeg skulle til klipning efter, at vi har sat programmet i gang. Og dagen før købte jeg nye brystproteser. Så i dag skulle være “prøven”.

Efter mere en halvanden times pleje i badeværelse, måtte jeg vælge, hvad jeg skulle tage på. Skulle jeg være Renée i nederdel – eller i damebukser? Og skulle jeg være “kvinde” eller “dame”. Så blev jeg i tvivl om jeg turde. Frem og tilbage, ja eller nej.
Til sidst valgte jeg et kompromis. Jeg ville gå i damebukser, men tage en nederdel med, så jeg kunne skifte efter seancen, hvis jeg følte mig tryg. Jeg skulle så bare vælge resten af påklædningen i forhold til det. Så jeg tog mine nye bryster på, en body og nogle flotte strømper fra Wolford og et par damebukser. Smykker og læbestift og endelig et par pumps, som kunne bruges både til bukser og nederdel. Den skindnederdel, jeg ville tage på senere, kom i en stor taske. Så på med en kort dame jakke og ned af trappen.
Renée var på vej til sit første besøg hos damefrisøren iklædt dametøj.

Vejen til frisøren var cirka en kilometer igennem byen, så jeg spadserede. Byen var stadigvæk frisk på denne flotte juni dag. Det var den rene fornøjelse at gå som dame. Jeg følte mig ret stabil i mine højhælede pumps. Et kik i det ene vindue, et kik i det andet, kort sagt, jeg trivedes uden at vække opmærksomhed. Mit kropsprog må have svaret til min påklædning. Jeg var bare en høj dame på 180 cm. plus syv cm. hæle.

Jeg nærmede mig salonen, og nu skulle prøven virkelig starte. Det gik godt på gaden, det er jeg vant til, men hvordan ville det være foran frisøren? Hvordan ville hun reagere? Ville hun være en veninde med forståelse, eller ville jeg kun være en kunde til business? Ville hun betragte min påklædning som skadelig for hendes salon? Hvordan ville eventuelle andre kvinder reagere? Alle disse spørgsmål havde jeg stillet mig herhjemme, men nu var jeg på stedet – i aktion. Det fandtes kun en vej, at være sig selv – så naturlig som mulig.

En, to, tre, fire trin op og så åbne døren til salonen.
C, den søde medhjælper, modtog mig med et smil, som slet ikke var kommercielt. Jeg følte med det samme, at der var ægte sympati. Hendes øjne så på min barm, men hun var stadig, som hun plejede – god service med nogle venlige ord. Helt naturligt gav hun mig frisørkåben og hjalp mig med at lukke den. Og så skulle jeg til vask. Ved siden af mig sad en anden dame – lidt ældre en mig. Hun smilte pænt. Hun har nok lagt mærke til, at jeg var transvestit, men “so far” ingen negativ respons.

C begyndte at vaske mit hår og bad mig om at fjerne mine øreringe, så de ikke blev ødelagt.
Ups, jeg havde glemt dem, men det var jo også første gang, jeg var der som kvinde. Her lærte jeg noget, og med en vis kontrol over mine bevægelser, fjernede jeg dem.
C var lige så sød, som hun plejede, og vi talte om alt og ingenting. Typisk salonsnak.
Damen ved siden af blev færdig med hårvask før mig og gik til selve friseringsområdet efter en lille hilsen med hovedet.
C gjorde mig færdig, og så var det min tur til at komme ind i friseringsområdet. C havde været meget professionel. Hun behandlede mig som en kvinde, og havde lagt håndklæder som en turban oven på mit hår. Så var det op til mig at optræde, som den jeg ville være.

H – min frisør, kom direkte hen til mig uden at vide, at jeg havde bryster på. Men hun kunne se, at jeg havde lagt makeup og havde læbestift på. Hun så også mine sko. Et kys og et kram oplyste hende med det samme om mine kvindelige kunstige former. På den mest naturlige måde viste hun mig, hvor jeg skulle sidde. Ikke isoleret i “skammehjørnet”, men ved siden af en anden dame. Hun var yngre end mig og hilste pænt i refleksion på spejlet og forsætter med at læse i sit blad.

H spurgte mig, om jeg ønskede, at vi forsatte med mit frisureprogram.
Jeg havde været tilfreds indtil da og ønskede, at hun forsatte i den same retning blot, så håret hver gang blev lidt længere, så hårlængden kunne påvirke mere mit look som kvinde. H kender min erhvervsstilling og vurderer, hvordan hun skal klippe. Vi blev enige om det nye trin.

Medens jeg blev klippet, kom en kvindelig kollega fra min arbejdsplads ind i salonen.
Ups igen! Det havde jeg ikke ventet.
Uden at lægge mærke til mig, gik hun direkte over til den dame, som var min nabo ved vasken.
Ups en gang til! Der blev sikkert talt om mig. Men jeg havde selv valgt at være kvinde denne dag, så jeg måtte også tage konsekvenserne.
Det tog ikke lang tid, før jeg så min kollega, K kikke i min retning i spejlene.
“Så, kære Renée! Selv om det er kendt på din arbejdsplads, at du er transvestit, så er det første gang, at du er omklædt i same lokal som en kollega”, tænkte jeg.
K forlod damen, hun var gået hen til, og kom direkte hen til mig. Hun havde genkendt mig, og havde sikkert også af damen fået at vide, at jeg var en mand med bryster og dametøj på under frisørkåben.
Situationen kunne blive alvorlig. Men det gik bedre end forventet.

“Hej René(e)”, hilste K med den samme venlige og varme tone, som hun plejer at bruge på arbejdet.
Vi udvekslede nogle venlige ord uden, at jeg følte mig unaturlig. Jeg mærkede dog, at hun kikkede på mine pumps og strømper. Men OK, alt gik godt og hverken frisøren eller den yngre kvinde ved siden af virkede unaturlige.
“Du må undskylde” sagde K, “der er min mor, jeg var ovre ved, og jeg må nok hellere gå tilbage til hende. Vi ses”.

H friserede mig rigtig pænt, og jeg havde besluttet, at når seancen var færdig, ville jeg forsætte med mit program, det vil sige skifte til min skindnederdel. Det hele forløb jo godt, så det ville være synd ikke at forsætte.
Da jeg havde bestilt ny tid og købt produkter til mit hår, bad jeg om at låne toilettet. Jeg skulle rette min læbestift, sætte øreringe på igen og skifte tøj.

Efter den nødvendige tid – ikke for lang, men ikke for kort, vendte jeg tilbage til salonens garderobe iført nederdel.
C hjalp mig min jakke på, og så var jeg klar til at sige farvel.
“Jeg skal nok hilse farvel til min frisør, H., og hvorfor ikke et lille “vinke farvel” til kollegaen og hendes mor”, tænkte jeg. Som tænkt så gjort, og så var jeg ude på gaden – klar til en bytur.

Dejligt. Frisørbesøget gik rigtig godt. Men hvordan vil K reagere på arbejdspladsen, når jeg ikke vil være Renée, men René? Jeg er hendes “flere trin over” overordnede. Det måtte tiden vise. Lige nu skulle jeg bare nyde livet.

Jeg så ikke K i flere dage. Vore vagter passer ikke sammen, men da vi mødtes var alt, som det plejede. Vi talte business, indtil hun lige pludselig sagde: “Apropos, jeg skal hilse dig fra min mor. Hun synes, som jeg, at du har nogle rigtige flotte ben. Jeg tænker på dig til at lave et show a. la. “Kabaret” til julefrokosten. Hvad synes du?”.
“øøøhhhh!? Jo, nej, vi får se”.
Reaktionen og spørgsmålet kom bag på mig, men frisøren var virkelig besøget værd.

Den 14. oktober 2004. Renée.