Lørdag den 23. juni 2007 startede hjemme hos mig med gråvejr. Så dryppede det en smule. Og så kom solen frem midt på formiddagen.
Vejrudsigten var blevet studeret nøje de seneste dage for at se, hvordan metrologerne spåede vejret Sankthansaften. Metrologerne var nærmest enige om, at det formentlig blev tørvejr om aftenen, men at der ville komme nogle byger rundt om i landet i løbet af lørdagen.
Sankthansaften skulle jeg tilbringe på Djursland hos Signe Kruse, hvor Trans-Danmark med Ulla i spidsen havde arrangeret en sammenkomst med grill og hygge.
Kl. to eftermiddag kørte jeg hjemmefra – i god tid til, at jeg kunne få en hyggelig tur tværs over Fyn og op gennem Jylland.
Det var igen blevet gråvejr, og da jeg nåede frem til Middelfart, begyndte det at regne. Det tog til på den anden side af Lillebælt. Da jeg nåede frem til Hedensted, væltede det ned, så trafikken på motorvejen en periode var helt nede på 40 km./t. Uha da da. Det var ikke særlig rart. Det var jo ikke et svømmestævne, jeg var på vej til.
Men vejret klarede op. Da jeg nåede frem til Horsens, holdt det op med at regne. Og resten af turen foregik i tørvejr.
Da jeg nåede frem til Signes skønt placerede hus, var klokken blevet lidt over fire. Så gik de første minutter med at få hilst på Signe, Ulla Rørvig, Nadja Nielsen, Victoria Nielsen, Pernille og Freja Nordam, der allerede var kommet.
I løbet af de næste par timer kom yderlig Bibi, Irene Haffner og Sheila Frik. Lidt ud på aftenen kom også Ingrid.
Som altid, når vi er samlet, så gik snakken lystigt. Vejret blev jo drøftet en del, men vi var meget fortrøstningsfulde. Vejret var fint. Solen skinnede, der var kun svag vind og temperaturen var behagelig, så vi sad ude på terrassen og hyggede os med et glas vin, en kop kaffe eller en øl – alt efter den enkeltes lyst.
Men, men – vejrguderne er svære at tæmme.
Kort efter, at Signe med Bibi udnævnt som grillmester, var godt i gang med at gøre grillen klar til brug, fik vi en voldsom skylle. En parasol dækkede for det værste, så grillen klarede det, og heldigvis var det kun en kortvarig byge.
Resten af aftenen – og natten var det tørvejr.
Så blev der grillet til den store guldmedalje, og skålene med brød, diverse salater og andet tilbehør gik lystigt rundt.
Det hele forsvandt lidt efter lidt skyllet ned med vin og øl afbrudt af pauser med lystig snak.
Ja – ind i mellem var der også snak om debatterne på debatforummet Trans-Portalen, hvor der var nogen utilfredshed med enkelte personers debatform og debatniveau.
Alt medens dette stod på, kunne vi i udkanten af Signes have – ned mod åen og ud mod åbne marker se det, der senere blev omtalt som et 12-personers bål med en meget naturtro heks ridende på et kosteskaft. Jo – Signe havde forberedt det hele.
Det var annonceret, at bålet skulle tændes kl. ni. Men uden, at nogen af os egentlig havde tænkt over det, måtte vi pludselig konstatere, at klokken var blevet halv ti. Sådan er det i dejligt selskab – tiden flyver af sted.
Vi gik ned til bålet og meget hurtigt havde Signe og Bibi fået det tændt. Det blussede lystigt op – fuldstændig uberørt af, at det havde regnet.
Så blev Midsommervisen sunget. Selv om det nok måtte konstateres, at der ikke var nogen af os, der havde nogen sangmæssig uddannelse, så sang alle lystigt med. Og det lød faktisk ikke så tovligt.
Jeg var såmænd ved at tro, at det ville blive forbigået, da vi jo ikke var så mange, og da båltaler sædvanligvis holdes inden bålet tændes. Men pyt – traditioner er både til at holdes – og til at blive brudt.
Efter båltalen stod vi ved bålet og sludrede, til det var brændt næsten ned. Flere nævnte for mig, at de var glade for min tale, herunder bl.a. om de historiske dele, som var nye for nogle.
Helt frem til midnat sad vi ude på terrassen og sludrede, fik kaffe, et glas vin eller en øl mere.
En dejlig lun aften uden vind.
Ud på aftenen og først på natten kørte Irene, Sheila og Nadja. Vi øvrige skulle overnatte.
Det blev en hyggelig nat, og klokken blev godt fire, inden vi gik til køjs.
At vi kaldte bålet for et 12-mandsbål skyldes, at det havde en størrelse, så det både synede af noget og var en passende tid om at brænde ned til ulmende gløder – og så det, at vi var 12 personer.
Næste formiddag var der hyggelig sludren, kaffedrikning og oprydning. Lidt efter lidt kørte vi hjemad.
En oplevelse rigere – endnu en hyggelig sammenkomst, som kun kan betegnes som en succes. Lad mig udtrykke håbet om, at en tradition er født.