Sheila Friks manuskript til hendes foredrag ved temaaftenen “Om at springe ud” den 19. september 2009.

Manuskriptet til det foredrag, som Sheila Frik holdt ved en temaaften den 19. september 2009 i Vejle om emnet “Om at springe ud” arrangeret af foreningerne Trans-Danmark og TiD.

* * *
Af Sheila Frik den den 19. september 2009.
Foredrag i Vejle: Om at springe ud.

Først og fremmest introducerede jeg mig selv og fortalte om, hvor tidlig jeg startede med at gå i dametøj – som 7 – 8-årig – uden at have nogen idé om hvorfor jeg havde denne trang.
Jeg kom fra og opvoksede i et meget dysfunktionelt hjem, hvor alting blev tiet ihjel, og jeg fik aldrig chancen for at blive hørt. Jeg blev også tidligt undersøgt af skolelægen. Jeg havde kun en testikel, den anden sad oppe i lysken. Jeg havde også som nogle drengebørn i puberteten udviklet to knuder i brystet, en i hver side. Det var som om kroppen ville noget andet end det omgivende samfund kunne forholde sig til, nemlig at der er to køn, og så har du bare at leve som det du nu engang er født til.
Jeg fortalte lidt om min arbejdsmæssige karriere, som slet ikke står i kontrast til den jeg er i dag. Igen en manifestation af, hvor meget man undertrykker sig selv for at leve op til den “rolle”, man enten selv eller det omgivende samfund sætter normen for.
Jeg fortalte lidt om mit ægteskab, som jo gik i stykker pga. af ovenstående, og om angsten ved at begå sig, klæde om på rastepladser, date, om at få tøjet og makeupen pakket ind som “gave”, få den røde neglelak fjernet, inden jeg mødte på arbejde og alle de ting som rigtig mange genkender fra dem selv, når man prøver på at holde noget skjult.

I 2004 fik jeg mit livs Waterloo med skilsmisse, og jeg endte som 38-årig på et afvænningshjem for alkoholisme hvor jeg blev indskrevet den 21. december. Nedbrudt, flov, deprimeret og demoraliseret måtte jeg starte helt fra bunden af (var faktisk under gulvbrædderne) og mit værelse lignede et Chilensk fangehul. Jeg var så “kantet” og umulig at have med at gøre og synes, alle de andre var nogen idioter, at jeg flere gange var ved at skride fra stedet, men jeg havde ingen andre steder at gå hen, så jeg blev. Det blev 7 hårde måneder, hvor jeg virkelig lærte at begå mig som menneske, og få tingende til at køre den modsatte vej rundt, hvilket også er en del af helbredelsen.
Jeg fik i sommeren 2005 en lille lejlighed, som lå i et meget belastet miljø og jeg måtte leve i det skjulte for at passe på mig selv, kun med det for tanke at skulle holde mig ædru en dag af gangen og komme videre i livet som den jeg inderst inde er og give slip på devisen om: “Hvad vil de andre dog ikke tænke”.

Min ædruelighed og min nyvundne åndelighed, som jeg lærte på behandlingshjemmet, gjorde, at det i min verden blev legalt at være den, jeg var, og iklæde mig det modsatte køns tøj og med det sprogbrug og adfærd, der også følger med i sin kvindelighed. Jeg havde stadig en overordnet målsætning, som jeg satte den dag jeg forlod behandlingshjemmet, nemlig at komme til at leve 24/7 som den jeg er i dag. Faktisk lavede jeg en 10-års plan og har styret målbevidst efter denne plan lige siden, selvom det det til tider er “gået stejlt op ad bjerget”
I midten af 2007 fik jeg en ny lejlighed i en anden by. Nu kunne jeg for alvor begynde at tage fat på min eksponering. Det var bare så skønt ikke at skulle passe på om nogen af mine naboer skulle se mig.

Det krævede nogle indrømmelser hver gang, jeg skulle tage et skridt, og jeg startede på et psykoterapeutisk forløb i begyndelsen af 2008. 29 samtaler blev det til, og ligesom med min alkoholbehandling har jeg været åben og ærlig, hvilket i grunden er smadder hårdt. Forløbet afsluttede jeg her i april i 2009. Jeg har eksponeret mig over for mine omgivelser, alt efter hvornår jeg var klar til det og i den rækkefølge, hvor jeg satte børn og familie som første prioritet. Derefter gamle venner, som jeg desværre ikke har andet end sporadisk kontakt til. Jeg bliver nok nødt til at erkende, at det er svært at holde kontakten ved lige. Det skyldes, at jeg er holdt op med at drikke og ikke er den joviale person, som de engang kendte, men er blevet meget dybsindig og har flyttet mig rigtig meget i min selverkendelse og selvindsigt, så fair nok!
Det var svært at gøre sig klar og forbedrede sig til disse indrømmelser, og igrunden tror jeg, man aldrig bliver klar til det.
Mit værste scenarie var, at de skulle høre det fra anden side i form af sladder, og det ville jeg helst undgå.
I begyndelsen af 2008 startede jeg på kønshormoner, og jeg har lige siden levet frit, og handler i mine nabo-butikker og behøver ikke mere at få tingende “pakket” ind som gave.

Min eksponering har været vellykket, og jeg har taget det trin for trin og har ikke gjort det hurtigere, end jeg selv kunne følge med. Jeg har her i midten af 2009 fået arbejde som cafemedarbejder, hvilket jeg er rigtig glad for, og fik min navneændring i begyndelsen af november. I det hele taget mærker jeg ikke den store forskel på, om jeg er det ene eller det andet, hvis man kan sige det på den måde, men tror så også, det afhænger lidt af ens egen personlighed, om man klarer processen eller ej.

Jannie Sheila Frik.