Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts spørgsmål nr. 13 – Samling: 2015-16 – om skrivelsen og planchen fra LGBT Danmark til Sundheds- og Ældreudvalgets lukkede ekspertmøde den 12. april 2016, til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), der svarede den 13. maj 2016. Offentliggjort den 14. maj 2016.
Spørgsmålet
Vil ministeren kommentere LGBT Danmarks oplæg til møde med Sundheds- og Ældreudvalget den 12. april 2016 om B 7, jf. B 7 – bilag 5, herunder særligt afsnit 11-14?
Ministeriet har til brug for min besvarelse indhentet bidrag fra Sundhedsdatastyrelsen. I bidraget oplyser styrelsen følgende:
Det er følgelig Sundhedsdatastyrelsens vurdering, at flytning af diagnosekoder i den danske version, Klassifikation af Sygdomme og Helbredsrelaterede tilstande, der strider imod den internationale version, ikke kan foretages i overensstemmelse med beslutningen i WHO.”
Jeg kan henholde mig til ovenstående.
Jeg kan dertil meddele, at Sundhedsdatastyrelsen og Sundhedsstyrelsen er i færd med at undersøge, hvorvidt diagnosekoden for transvestisk fetichisme [DF65.1] fortsat er kliniske relevant, og hvis dette ikke er tilfældet, hvilke muligheder der er for at deaktivere DF65.1.
Jeg kan også meddele, at WHO, blandt andet på baggrund af danske bidrag, har taget initiativ til at flytte diagnosekoden for transseksualisme i regi af ICD-10, frem for at vente på ICD-11.
Med dette initiativ foreslås diagnosekoden for transseksualisme, F64, ændret og flyttet til en ny kategori i Z-kapitlet med startkaraktererne Z77 og med den engelsksprogede titel: ”Gender incongruence”.
Diskussion af oplægget og afstemning af resultatet forventes afsluttet i oktober 2016.
Når ændringsforslaget er vedtaget, kan det umiddelbart implementeres i den danske version, hvilket ifølge Sundhedsdatastyrelsen kan blive effektueret pr. 1. januar 2017.
Det er følgelig Sundhedsdatastyrelsens vurdering, at der allerede i indeværende år vil blive vedtaget kodeændringer i WHO-regi, der er i overensstemmelse med kodeønskerne fra LGBT Danmark.
På denne baggrund vil jeg tage initiativ til at flytte diagnosekoden for transseksualitet med effekt den 1. januar 2017. Det er min forventning, at denne flytning kan gennemføres i overensstemmelse med WHO’s klassifikationssystem. Såfremt kodeændringen, mod forventning, ikke vedtages i WHO til oktober, vil Danmark etablere en særskilt national løsning for diagnosekoden for transseksualisme pr. 1. januar 2017.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.