Spgsm. 198 af 18. december 2012 til min. for sundh. og forebyg. om antal henvendelser til og afslag fra Sexologisk Klinik vedr. transkønnethed. Svar 28. januar 2013.


Den 18. december 2012 stillede Sundheds- og Forebyggelsesudvalget spørgsmål nr. 198 – Alm. del 2012-13 – om antal henvendelser til og afslag fra Sexologisk Klinik på behandling for transkønnethed til sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag, der svarede foreløbigt den 2. januar 2013 og endeligt den 28. januar 2013.

Spørgsmål
Hvor mange henvender sig årligt vedrørende transkønnethedSexologisk Klinik og hvor mange af dem får afslag på behandling?

Foreløbigt svar den 2. januar 2013
Jeg har bedt Region Hovedstaden om en udtalelse til brug for min besvarelse og vil besvare spørgsmålet endeligt, når regionens udtalelse foreligger.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

Endeligt svar den 28. januar 2013
Jeg har modtaget nedenstående udtalelse fra Region Hovedstaden med oplysninger
om søgningen til Sexologisk Klinik:

”De seneste år er der set omkring 60 nyhenviste patienter årligt. En del af disse har ikke ønsket egentligt kønsskifte, mens nogle allerede er opererede og ønsker støttende samtaler.

I 2012 er der lavet 7 kønsskifteoperationer på Rigshospitalet ved Plastikkirurgisk Klinik og Gynækologisk Klinik. Derudover laver plastikkirurgisk afdeling følgende operationer i tilknytning til kønsskifte:
  1. Fjernelse af bryster (mastektomi): ca. 10 pr. år.
  2. Peniskonstruktion (phalloplastik): 2-3 pr. år.

Det er dog ikke på nuværende tidspunkt muligt at udforme detaljerede opgørelser over, hvilket forløb de enkelte henviste har, og det er derfor ikke muligt at besvare spørgsmålene fyldestgørende. Det er forventningen, at denne type opgørelser vil kunne foretages, når pilotprojektet omtalt i svar på spg. 197 er gennemført. Dette forhold er samtidig en af grundene til, at pilotprojektet er iværksat.

Det kan generelt oplyses, at nogle henviste aldrig møder op til indledende samtaler, at nogle afsluttes efter typisk 2-3 samtaler, da det vurderes, at det er en anden problematik end transseksualitet, samt at nogle selv afslutter forløbet.

En gruppe fortsætter i et egentlig observationsforløb mhp. hormonbehandling og senere operation. Af disse falder nogle fra på forskellige tider i forløbet, og nogle stopper efter hormonbehandlinger. Af de, der fortsætter mhp. at blive opererede, gennemfører nogle hele forløbet og får operation, andre får tilladelsen, men skyder operationen,
og nogle fravælger alligevel til sidst operationen.

Når Sexologisk Klinik i konkrete tilfælde ikke kan anbefale, at et patientforløb fortsættes til næste trin i processen, er årsagen oftest, at det ikke vurderes at dreje sig om en transseksuel tilstand, eller at der er sociale eller psykiatriske kontraindikationer. Gynækologerne og plastikkirurgerne kan også afvise hormonbehandling og kirurgi. Ofte ses helbredsmæssige somatiske kontraindikationer, der gælder for alle, der overvejer at starte hormonbehandling, samt for den kirurgiske del også overvægt.”

Jeg kan henholde mig til regionens oplysninger.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Foreløbigt svar hos Folketinget i pdf-format.
Spørgsmålet og det endelige svar hos Folketinget i pdf-format.