Sundhedsudvalget bad som spørgsmål nr. 535 – SUU, Alm. del – om en status for Sundhedsstyrelsens arbejde med krav til udredning og behandling af transseksuelle, herunder hormonbehandling fra sundheds- og forebyggelsesminister, Nick Hækkerup (S), der svarede den 26. marts 2014.
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for status for Sundhedsstyrelsens arbejde med krav til udredning og behandling af transseksuelle, herunder hormonbehandling?
Svar
Til brug for besvarelse af spørgsmålet har jeg indhentet nedenstående oplysninger fra Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at styrelsen er ved at færdiggøre et udkast til vejledning om udredning og behandling af kønsidentitetsproblemer. Vejledningen fastlægger ansvarsfordelingen mellem de involverede sundhedspersoner og præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som lægen skal udvise ifølge autorisationsloven [1] ved udredning og behandling af kønsidentitetsproblemer.
Formålet med udredningen af kønsidentitetsproblemer at afklare, om der foreligger indikation for kønsmodificerende behandling i form af en transseksuel tilstand, samt afklare eventuelle samtidige legemlige eller psykiske lidelser (komorbiditet), der kan kontraindicere behandlingen, herunder også misbrug og sociale problemer.
Gennemførelse af et kønsskifte er en proces med betydelige legemlige og psykiske ændringer for den pågældende person og mulige sociale konsekvenser. De legemlige ændringer kan være reversible, delvist reversible eller irreversible. I et forløb med kønsskifte skal processen altid initieres med de ændringer, som er reversible, inden for vejledningens rammer. Hormonbehandling og kønskorrigerende kirurgi vil medføre irreversible ændringer. Det er derfor vigtigt med en grundig udredning, inden en eventuel behandling påbegyndes. Kønsskiftet kan ske til den grad, som den transseksuelle ønsker, når betingelser og forudsætninger herfor i øvrigt er opfyldt.
Vejledningen indeholder en beskrivelse af henvisning til observationsforløb, udredning og behandling af voksne, udredning og behandling af børn og unge under 18 år, tilskud til behandling med kønshormoner og tilladelse til kastration som led i kønsskifte.
Sundhedsstyrelsen forventer – efter drøftelse med LGBT og FATID – at sende udkastet til vejledning i høring i løbet af foråret.
For god ordens skyld bemærkes det, at der pt. er et udkast til lovforslag i høring, hvori der foreslås ændrede kriterier for kastration, da det nuværende kriterium i sundhedslovens § 115, hvorefter ansøgerens kønsdrift skal medføre betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse for, at der kan gives tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, har vist sig vanskeligt at anvende for de læger, der skal vurdere, om kriterierne for tilladelse til kastration er til stede. Hertil kommer, at begrebet ”betydelige sjælelige lidelser” er fra en tid, hvor
både termer og den lægefaglige vurdering af transseksuelle var væsentlig anderledes end i dag. Med henblik på at anvende et mere retvisende kriterium påtænkes det derfor foreslået at ændre reglerne, således at en person kan få tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, hvis ansøgeren er transseksuel, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup
* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format hos Folketinget.
- [Retur] Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)