Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 22. februar 2017 efter ønske fra Pernille
Skipper (EL) spørgsmål nr. 545 – SUU Alm. del 2016-17 – om, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel, til børne- og socialminister, Mai Mercado, der svarede den 13. marts 2013.
Spørgsmål
Ministeren bedes i forlængelse af ministerens svar på SUU alm. del spørgsmål 362 og 363 oplyse, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen efter indstilling fra Sexologisk Klinik og via Sundhedsstyrelsen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel? Ministeren bedes herunder bl.a. oplyse, om personens forældreskab kan ændres fra medmoderskab til faderskab eller omvendt, samt om personen herefter kan tildeles forældremyndighed ifølge det køn, der er skiftet til, og ikke længere som ved juridisk kønsskifte via L 182 er tvunget til at påtage sig forældremyndighed i overensstemmelse med det medfødte/biologiske køn?
Svar
Jeg henviser til økonomi- og indenrigsministerens besvarelse af SUU alm. del spørgsmål nr. 362, som Børne- og Socialministeriet har afgivet bidrag til. Det fremgår bl.a. af besvarelsen, at det i børnelovens forstand er forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der bestemmer, om de i retlig henseende efter loven betegnes som far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil således efter loven være barnets mor, og en person, der har gjort moren gravid på naturlig vis, vil efter loven være barnets far.
Dette betyder, at et kønsskifte ved kastration eller et juridisk kønsskifte ikke ændrer på, om man i børnelovens retlige forstand betragtes som mor eller far.
Har en forælder del i forældremyndigheden over et barn, ændrer et efterfølgende kønsskifte ikke herved. Etablering af forældremyndighed er således i sådanne tilfælde ikke afhængig af forældremyndighedsindehaverens køn.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.