X-i pas. Hvor mange har fået X som kønsbetegnelse i deres pas. Spgsm. 98 til JM den 30. oktober 2013. Svar 8. november 2013.


Christiansborg
Christiansborg
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, SUU har den 30. oktober 2013 efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU) Louise Schack Elholm (V) stillet spørgsmål 98 – Alm. del 2013-14 – om, hvor mange, der har fået et X i sit pas som kønsbetegnelse, til justitsminister, Morten Bødskov (S), der svarede den 8. november 2013.

Spørgsmål:
Ministeren bedes oplyse hvor mange, der har et x i sit pas, som angiver at man er transkønnet. [1]

Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

“Rigspolitiet kan oplyse, at Rigspolitiet har modtaget 22 ansøgninger om, at kønnet for en person, som ikke har gennemgÃ¥et et kønsskifte, men som af Sexologisk Klinik vurderes at være transseksuel eller ganske ligestillet hermed, betegnes X i passet.

Rigspolitiet har givet tilladelse i 20 sager, afslag i 1 sag, mens 1 sag er under behandling.”

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at ordningen om, at Rigspolitiet kan tillade, at kønnet for en person, som ikke har gennemgået et kønsskifte, men som af Rigshospitalets Sexologiske Klinik vurderes at være transseksuel, betegnes X i passet, blev indført med virkning fra den 1. juli 2009, jf. bekendtgørelse nr. 357 af 4. maj 2009. Ordningen blev med virkning fra den 1. august 2010 udvidet til også at omfatte personer, som af Sexologisk Klinik vurderes at være ganske ligestillet med transseksuelle, jf. bekendtgørelse nr. 931 af 15. juli 2010.

Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format.

* * *
Note af Tina Thranesen
  1. [Retur] X i pas
    Et X i et pas angiver ikke, at pasindehaveren er transkønnet, som det er anført i spørgsmålet. Et X som kønsbetegnelse i passet angiver, at pasindehaverens køn er uspecificeret.
    ICAO-standarden om maskinlæsbare rejsedokumenter og pas indeholder bestemmelserne om, at et pas skal være forsynet med oplysning om pasindehaverens køn bestående af et enkelt stort bogstav i form af F (female (kvinde)), M (male (mand)) eller X (unspecified (uspecificeret)).

    Bekendtgørelse om pas m.v. indeholder bestemmelsen om, at det er muligt at få et X som kønsbetegnelse i passet.
    Uddrag af bekendtgørelsen
    § 5, stk. 5. Rigspolitichefen kan tillade, at kønnet for en person, som ikke har gennemgået et kønsskifte, men som af Rigshospitalets Sexologiske Klinik vurderes at være transseksuel eller ganske ligestillet hermed, betegnes X.