§ 20-spgsm. S 212 af 27. oktober 2009 om præcisering af svar på S 135 om IMR-artikel om diskrimininationslovgivningen i Danmark. Svar 5. november 2009.


Den 27. oktober 2009 stillede Mogens Jensen (S) § 20-spørgsmål – Samling: 2009-10 – om præcisering af svar på spørgsmål S 135 om artiklen fra Institut for Menneskerettigheder “diskrimininationslovgivningen i Danmark er hullet” til indenrigs- og socialminister, Karen Ellemann (V), der svarede den 5. november 2009.

Spørgsmål
Vil ministeren i forlængelse af svar på S 135 præcisere, hvorvidt ministeren er enig i direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersens, vurdering af dansk diskriminationslovgivning?

Svar:
Som nævnt i mit svar på spørgsmål S 135 har Europa-Kommissionen fremsat et forslag til direktiv om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Forslaget har til formål at fastsætte en ramme for forbud mod diskrimination af de nævnte årsager og at etablere en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU af mennesker, som udsættes for en sådan forskelsbehandling.

Jeg er helt enig med Jonas Christoffersen i, at der i dag er beskyttelse mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, samt beskyttelse mod forskelsbehandling i forhold til køn og race uden for arbejdsmarkedet (i tråd med EUdirektiverne på området).

Dette er i dag ikke tilfældet, for så vidt angår forskelsbehandling fx på grund af handicap eller seksualitet uden for arbejdsmarkedet. Dette er netop baggrunden for Kommissionens forslag til nyt direktiv, der har til formål at udfylde hullerne i reglerne vedrørende forskelsbehandling.

Karen Ellemann.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.