Hvordan føles det være transkønnet?
Det er ikke blot et ønske om at bære det modsatte køns klædedragt.
At være transkønnet, enten kvinde eller mand, er en følelse af at være fanget i den forkerte krop – at være helt anderledes end andre af det samme køn.
Et liv, som oftest er præget af en massiv identitetskamp og splittelse.
I mit eget tilfælde opdagede jeg meget tidligt fornemmelsen af at være anderledes.
Da jeg var omkring 5 år gammel havde jeg en legekammerat, en dreng som var ensom og ilde set som jeg. Vi plejede at gemme os i buskadset i hans forældres baghave og bytte tøj. Uden at vide hvad det egentlig handlede om, opdagede vi gennem disse lege, at vi begge følte os forkerte, men havde ikke ord for hvad der skete med os.
Jeg voksede op med en følelse af at være hverken fugl eller fisk. Da jeg er født og opvokset i et meget klassisk heteronormativt middelklasseliv, prøvede jeg at passe ind sÃ¥ godt jeg kunne, at udfylde min rolle som pige og senere som voksen kvinde. Fik endda børn. Og slæbte mig igennem tilværelsen, altid stemplet som en smule “underlig”.
I 1996 faldt ti-øren så endelig. At mit liv ikke nødvendigvis behøvede at være sådan.
Jeg mødte en kvinde, som instinktivt kunne fornemme den mand i mig, jeg så indædt prøvede at undertrykke. Og så kom han ud! Med et brøl og en masse ballade.
Jeg opsøgte Sexologisk Klinik i 1997 første gang. Det blev et kort besøg. Angsten for alle konsekvenserne ved et kønsskifte blev for massiv og jeg flygtede i desperation tilbage til mit “kvindeliv”. Min stædige klyngen til dette halmstrÃ¥ kastede mig ud i en depression, der skulle vare i ti lange Ã¥r.
For 3 år siden traf jeg den endelige beslutning og startede i behandling på Sexologisk Klinik. Det første år var meget tungt og opslidende for mig, indtil jeg forstod at jeg selv måtte være ansvarlig for min transformation.
Jeg startede i hormonbehandling hos en privat gynækolog efter ca. 1 år. Dette bragte mig hurtigt nærmere til den manddom jeg eftertragtede, min stemme forandrede sig hurtigt og hår begyndte at gro frem de mest absurde steder.
Min krop blev hurtigt firskåren og senet. I 2008 forærede jeg mig selv en tur hos plastic-kirurgen som betød, at jeg i dag har en flot mande-torso (og skylder i banken).
I dag er jeg nået til et radikalt punkt i mit liv. Min transformation fra kvinde til mand har ikke været smertefri, men det har givet mit liv kvalitet og indhold.
Jeg nyder at leve!! Jeg har en kæreste, jeg er aktiv kønspolitisk og er blevet lidt af en festabe.
At kunne gå gaden som mand og blive betragtet som mand, er den største og bedste oplevelse i mit liv. Forhåbentlig bliver der plads til mange flere.
Jeg går stadig på Sexologisk Klinik.
Stafetten er videregivet til Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols), der er besøgsven i LBL og aktiv i NGP-netværket.
* * *
Oversigt over stafetartikler.