Stafetten. João Lobo (L-O-B-O) den 3. oktober 2009. Scenekunst og kønsidentitet.

Af João Lobo (L-O-B-O), der modtog stafetten fra Malene Sakskilde.

Siden mine dage pÃ¥ universitetet i Lissabon, min fødeby – hvor jeg læste kulturantropologi i starten af 90’erne, at jeg har beskæftiget mig med – og fordybet mig i – køn og identitetsemner i mit arbejde som scenekunstner.
Denne on & off proces blev mere intens da jeg flyttede til Danmark.
Jeg har altid været heldig for at møde rigtig mange søde transkønnede mennesker i de skandinaviske lande som altid har været meget behjælpsomme og villige til at hjælpe mig med at finde nye måde til at formidle enten detaljer af deres livshistorier eller problematikkerne i deres vigtigste livsbeslutninger i mine værker.

Et af de projekter som krævede den største fordybelse i mit liv som kunstner og individ, var nemlig multimedia forestillingen ‘THE CUT'(’03), som i dag turnerer i Danmark og i udland som et langt videoværk/instalation under navnet ‘unCUT ‘ (08/09 – 11/12).

I løbet af arbejdsprocessen til dette projekt, føler jeg at jeg voksede stærkt op som menneske.
Jeg opnåede en endnu større respekt for livet og for mit medmenneske, jeg forståede hvor vigtigt absolut respekt for det anderledes er, og hvor uhyrlig vigtigt det er at forsvare mangfoldighed og medmenneskelighed som to af de vigtigste værdier for menneskeheden. Hvor vigtigt det er at aldrig fordømme men altid prøve på at forstår nye mennesker og nye livsbehov på trods af hvor fjerne de må ligge fra min egen personlige forståelse af verdenen.

For nylig, i et langt interview, spurgte et portugisiske blog mig om ‘hvornÃ¥r ville køn stoppe med at være et problem i vores samfund”.
Mit svar endte med at måske være det mest ideologiske og kønspolitiske jeg nogensinde har givet.

Jeg svarede at køn ville en dag stoppe med at være et problem nÃ¥r denne apartheid af køn, identitet og seksualitet vi stadigvæk lever i – og ikke rigtigt snakker klart og dybt nok om endnu, en dag begynder at forsvinde. NÃ¥r vi en dag er klar som samfund til at bevæge os helt væk fra fastlÃ¥ste generaliseringer og stereotyper om køn. NÃ¥r vi – en gang for alle – en dag accepterer, at det er biologi der dikterer reglerne og ikke kunstige, kategoriske moralske værdier om rigtigt eller forkert. NÃ¥r forældede arrogante/autoritære ideologier ikke længere har indflydelse pÃ¥, hvad der burde være acceptabelt omkring køn og seksuel identitet for hver enkel individ. NÃ¥r vi en dag beslutter os for at acceptere, at i virkeligheden, vores identitet ikke skulle dogmatisk defineres af vores genitalier men af den kønsidentitet vi føler vi har.

Jeg svarede også at vi alle sammen ville sikkert blive lykkeligere, denne dag vi undlod at indføre køns-korsetter på folk og besluttede os for de klare beviser for, at vi er alle placeret forskellige steder i et kontinuum af køn og seksuel identitet.

NÃ¥r vi lærer at acceptere, at for mange kvinder og mænd i vores samfund, at være mand eller kvinde – eller blot et menneske, at have en penis eller en vagina er ikke afgørende. At det mest afgørende og vigtigste ikke er det som burde være en streng, absolut ret til enhvers privacitet (det man har i bukserne eller under en nederdel), men den identitet et individ overbevisende og lidenskabeligt føler at have eller har valgt at leve i, trods biologiens umiddelbare fysiske ‘drillerier’.

Det hovedsageligt er en persons social og intellektuel kompetens i det samfund vi lever i, og denne måde vi giver videre kærneværdier som kammeratskab, forståelse, frihed, retfærdighed, værdighed, tolerance, kærlighed til vores medmennesker. Og ikke vores kønsdele.

NÃ¥r vi accepterer, at køn, identitet og seksualidentitet kan være lige sÃ¥ varierende som vores fingeraftryk, og at vi i meget høj grad alle sammen egentlig er ”mutanter” og transkønnede pÃ¥ forskellig vis, sÃ¥ ja… SÃ¥ tror jeg at vi vil være pÃ¥ den rigtige vej for, at problematikken og fordommen om køn som vi kender den i dag kunne stoppe med at være et problem.

At indføre ordet “køn” i paragraf 2 i Human Rights Act vil være en udmærket begyndelse.

Mvh.
L-O-B-O
(João Lobo)

Den 20. oktober 2009 oplyste João Lobo, at stafetten var videregivet til Jens Pedersen, der kendes for sit engagement med udstillingen Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København pÃ¥ Københavns Bymuseum i sommeren 2009.

* * *
Oversigt over stafetartikler.