Stafetten. Jytte Witt den 30. oktober 2008. Tog udfordringen op.

Af Jytte Witt, der modtog stafetten fra Pia Nielsen.

Den 1. september gav Pia Nielsen stafetten videre til mig.
Desværre har jeg ikke fået gjort noget ved det siden. Det skyldes dels at den 1. september var 5 dage før min 70-års fødselsdag, som jeg havde travlt med at forberede, dels at jeg efterfølgende blev syg, idet jeg en uges tid efter min fødselsdag vågnede op en morgen og pludselig ikke kunne støtte på mine ben!

Problemet er nu, at ingen endnu har kunnet finde ud af, hvad der er i vejen, men stædig, som jeg er, er jeg nu kommet så langt at jeg kan gå – omend med stok. Tiden er derfor gået med undersøgelser hos læge og på sygehus og med gangtræning i skoven tæt herved.

Nu må jeg så tage udfordringen op og skrive om et eller andet. Jeg har valgt, at det skal handle om at være fuldtidstrans i et lille lokalsamfund. Det har jeg nu været i snart fire år, så der er da lidt erfaringer at trække på.

Det hele startede, da jeg blev enke(mand) i december 2004 efter 43 års ægteskab og skulle til at spekulere over, hvad der skulle ske med resten af mit liv. Jeg har været trans siden min barndom, men havde holdt det skjult for omverdenen, bortset fra min nærmeste familie, min kone og mine børn og nogle få venner. Jeg har altid færdedes ude, men aldrig i min hjemegn, når jeg var Jytte. Nu kunne jeg jo nemt indse, at hvis jeg gav los, ville der kun gå en begrænset tid, før en eller anden opdagede, at jeg kom ud af min dør i dametøj og kørte væk. Derfor besluttede jeg at foregribe situationen ved at fortælle mine naboer og bekendte, hvordan det forholdt sig. Det viste sig at være helt uproblematisk! Der var da en del forbavselse og nogen nysgerrighed, men absolut ingen afvisninger.

Egentlig havde jeg tænkt mig at fortsætte med at passe min hverdag som mand, men fandt hurtigt ud af, at det passede mig bedre, at gå helt over til at leve som kvinde og det har jeg gjort siden – og stadig uden problemer, måske bortset fra, at det er en almindelig kendt hemmelighed fra Bælum i øst til Skørping i vest, og fra Kongerslev i nord til Terndrup i syd, at den dame der hedder Jytte Witt oprindelig var en mand. Forleden da jeg humpede ind i Brugsen i Terndrup stod der 3 store drenge udenfor og idet jeg nærmede mig, fornemmede jeg, at den ene af dem – der så henimod mig – gav tegn til ham der stod overfor ham, at her kom der altså noget han skulle se. Han vendte sig og kastede et blik imod mig og så grinede og gloede de lidt. Så jeg sendte dem et venligt smil og et nådigt nik. Med det resultat at de alle tre hilste høfligt på mig med et venligt “dav”.
Når de fleste her omkring kender mig af udseende, har det en sammenhæng med, at jeg i perioden efter mit skifte fik en række opfordringer gennem mit netværk om at deltage i folkekoret i Bælum, hvor de savnede min bas! Noget sådant var naturligvis vanskeligt at stå imod for en forfængelig trans, så jeg gik over på ungdomsskolen i Bælum, en aften hvor jeg vidste, der var korprøve. Da jeg kom ind i gangen mødte jeg en af de ældre sopraner, der spurgte mig om det nu var en ny sopran eller alt, der kom. Jeg måtte straks forklare, at vi godt kendte hinanden og sidst vi sås sang jeg 2. bas. Det tog hun i stiv arm – med et smil og lidt forbavselse – og vi gik ind, hvor jeg henvendte mig til hele koret og sagde at vi godt kendte hinanden, men nu levede jeg altså som Jytte og nu ville jeg gå over til basserne. Hvis nogen havde problemer med det, måtte de henvende sig til bestyrelsen. Det betød en vældig latter, og siden har jeg bare altid følt mig velkommen ved sangaftenerne og til korets koncerter i omegnens kirker, på plejehjemmet og hvor vi ellers har deltaget. Da vores koropstilling er sådan, at basserne står lige bagved sopranerne er det let for mig at glide ubemærket ind i billedet.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

En omstændighed ved korarbejdet er, at det foregår på en skole, hvor en flok unge mennesker også færdes og en aften sad en af de unge piger og holdt hof på trappen i forhallen, da jeg skulle udenfor i pausen. Hun hilste på mig og jeg hilste igen. Da jeg lidt efter kom tilbage og gik gennem gangen råbte hun efter mig: “Hej, ved du hvad klokken er?” Jeg tænkte: “det her er vist en stemmeprøve”. Vendte mig og svarede med lys kvindestemme: “tyve minutter over otte”. Da vi gik hjem ved halvtitiden sad hun der stadig og sagde nu “farvel og tak for i aften.” Det spekulerede jeg lidt over bagefter. Det kunne da være hun bare skulle vide hvad klokken var. Måske ville hun gøre sig lidt til overfor veninderne ved at vise hun turde henvende sig til et af de gamle spøgelser, der færdedes på skolen – eller måske havde hun fornemmet et eller andet ved mig. Disse tanker fremførte jeg overfor forstanderen den næste dag, idet jeg tilbød at komme på skolen og fortælle lidt om hvad en trans var. For hvis hun nu havde gennemskuet mig ville der alligevel blive talt om det mellem eleverne, uden de vidste, hvad det var de talte om. Skolen sagde ja tak til mit tilbud, som jeg indfriede kort tid efter med hele elevflokken (ca. 100) foruden hovedparten af lærerstaben. Det var en ualmindelig morsom oplevelse for alle parter. Jeg talte bare ca. 20 minutter, hvorefter jeg gav plads til at stille alle de spørgsmål de havde lyst til, idet jeg forsikrede, at jeg ikke var sart. Det tog de imod og spurgte fuldstændig frygtløst i tre kvarter, hvor vi kom gennem hele mit liv. Med stor vægt på hvordan jeg bar mig ad. De ville vide alt om mine attrapper, men også om mit følelsesliv. En replik jeg aldrig glemmer var den en af de store drenge sagde: “Har du aldrig lyst til at sidde en hel dag i underbukser med en kasse bajere og se voldsfilm?” Hvortil jeg ærligt kunne svare, at det var aldrig faldet mig ind. Pigen, der havde givet anledning til arrangementet var der også og det vidste sig, at hun ikke havde anet noget som helst. Dette besøg på ungdomsskolen har jeg nu gennemført med tre årgange og har i øvrigt udvidet min missionsvirksomhed også til damerne i Innerwheelklubberne i Aalborg og efter jul også i Brønderslev. (Disse klubber består af ægtefæller til Rotary-medlemmer.)

Men vi vender tilbage til korarbejdet. Forrige december var vi til en koncert i Terndrup Kirke. Der var stødfuldt – ikke på grund af os, men fordi de mindste skoleelever skulle holde Luciaoptog: Der var ingen der bemærkede noget før senere på aftenen, hvor menighedsrådets formand inviterede alle i kirken med til kaffe på kroen. En af de damer jeg kendte fra koret havde arrangeret et velgørenhedslotteri af en art, og da alle lodderne var solgt, begyndte hun at råbe de udtrukne op – med en meget lille stemme. Ingen kunne høre en brik. Jeg, der sad i nærheden af hende, men skjult i den tætpakkede sal, forsøgte nu at hjælpe hende ved at gentage numrene med kraftig tordenrøst. Da jeg havde gjort det et par gange sagde hun til mig: “Jytte nu må du komme herop og hjælpe mig”. Der kom et par meget forbløffede blikke fra folk, da man så en ældre nydelige dame rejse sig i sin fulde højde (179 cm) for at lade numrene gjalde i salen. Men munterheden bredte sig lige så hurtigt, som vi nu fik afviklet lotteriet. Herefter var der ikke mange af de Terndrupborgere, som havde været med i kirken, der ikke kendte Jytte og næste dag kom menighedsrådets kasserer hen til mig og takkede på hele byens vegne for min indsats. “Ellers havde vi siddet der endnu”, som han udtrykte det. Som man forstår har jeg placeret mig på en nydelig førsteplads som landsbyoriginal.

Men jeg har også fået meget personlige venner gennem min nyvundne åbenhed. Endnu inden jeg genindtrådte i koret var jeg som publikum med til en kirkekoncert i Bælum efter opfordring fra kirkens organist, der er en af mine naboer. Efter koncerten var der kaffe i sognegården, og da jeg var ude for at få en smøg kom en dame hen til mig. Hun skulle også ryge, men vist først og fremmest tale med en anden, der havde mistet én fornylig. Hendes mand var død en månedstid før af en galoperende kræft i en alder omkring de 55 år, og hun havde hørt, at jeg lige havde mistet min kone et par måneder før. Det snakkede vi så lidt om og blev enige om at ses en anden gang og det er blevet en varmt og varigt venskab. Siden har hun fortalt mig, at hvis jeg bare havde været en mand, havde hun aldrig henvendt sig!

Inden hendes mand døde havde han pålagt hende at sælge huset, der lå helt for sig selv ude på marken og ville komme til at volde hende problemer med vedligeholdelse og med at komme til og fra om vinteren. Jeg nåede dog, mens hun boede der, at træffe hele hendes venne- og bekendtskabskreds bl.a. ved en større fest, hvor jeg grillede en hel højrebssteg. Det var søde mennesker, der aldrig før havde truffet en trans og mange af dem har jeg mødt adskillige gange siden. De kender mig alle ved navn, mens jeg er lidt mere på den med nogle af dem. Der er jo forskel på at lære et navn og så at lære 20.

Nå, hun fik solgt huset og købte en grund ved en ny udstykning i Skørping og fik tegnet et hus hos en arkitekt hun havde samarbejdet med som grafiker. Men pengene skulle strækkes lidt for at få enderne til at nå sammen. Så i stedet for et samtalekøkken fra HTH til 75.000 kørte vi til IKEA i Århus og købte stumper for 15.000, som jeg lovede at bygge et køkken af for hende.

Inden håndværkerne var færdige med byggeriet, begyndte jeg at samle elementerne, sammen med hendes datters svigerforældre og derefter begyndte jeg at stille køkkenet op. En dag spurgte en af tømrerne hvor hun havde fået den køkkenmontør fra – og hun svarede “det er en af mine bedste veninder”.
Den tyggede han lidt på og sagde så “veninde?”. “Nå ja”, sagde hun “hun er trans“. (Han må jo have hørt min sav, der bruges med lange gennemgående strøg – eller måske havde han kigget). Og han svarede “nå ja en trans, det findes selvfølgelig, men her!”

Susanne, som min veninde hedder, havde i mellemtiden fået job som postbud og fortalte en dag grinende, hvordan hendes kollega, der passer ruten der hvor jeg bor, havde fortalt, at jeg var kommet ud for at modtage posten og til kollegerne sagde hun nu, at det var dog utroligt, som jeg lignede min bror. Susanne fortalte hende så, at det ikke var så mærkeligt eftersom den dame hun havde truffet, faktisk var den samme, som hun kendte som mand; men at jeg nu hed Jytte. Hertil svarede hun: “hun kunne da godt have fortalt, at vi er navnesøstre.”

Huset i Skørping er for længst færdigt og Susanne insisterede på at lave maden til min 70 årsdag og overtalte mig til overhovedet at holde den.
Så jeg lejede Store Brøndum forsamlingshus, der ligger ved siden af “Kulturkøbmanden” i samme by. Her har et af landets største online antikvariater til huse, sammen med et øludsalg med et udvalg på mere end 300 forskellige mikrobryggeriers produktion. Alt sammen drevet af en af alterne i koret – også en god veninde.

Til min fødselsdag inviterede jeg nu en god portion af mine mange nye venner, mine børn, svigerbørn og børnebørn, mine svogre og svigerinder, foruden min søster og hendes mand. Og endelig en del af mine gamle kolleger og bekendte fra min tid i museumsvæsenet – i alt omkring 60 mennesker. Til festen købte jeg på udsalget en kjole, der ikke skulle lade nogen i tvivl om hvem der var festens hovedperson. Så alt skulle være klappet og klart; men min kok – Susanne – brækkede sit ene ben et par uger før det hele skulle løbe af stabelen. Nu var gode råd dyre.

Efter et par dages overvejelser besøgte jeg Antonino Oliveti, der driver “Restaurante da Vinci” i Hadsund. Da jeg fortalte, at jeg skulle holde min 70 årsdag, viste han sig som en rigtig italiener og sagde indigneret: “Det passer ikke – så gammel kan du ikke være!” Men vi blev da enige om, at han skulle levere italienske småretter til 60 mennnesker.

Vin, øl og vand købte jeg i Superbrugsen i Terndrup. Et par af mine mandlige naboer hjalp med at sætte borde op og slæbe stole ind. Min nærmeste nabo til den anden side – en friser der hedder Gelfke – tilbød at sørge for blomster og bordpynt og hjalp den sidste dag med at dække bord. En tredje nabo – Annette – som jeg jævnligt drikker kaffe med for at udveksle egnens nyheder, som vi begge føler os ansvarlige for at viderebringe, leverede 2 døtre omkring de 20 år til at stå i køkkenet, klare opvasken og stille flasker og kaffe på bordene efterhånden. Min ældste søns kone Fie lovede at holde lidt øje med den side af sagen. Selv lavede jeg skipperlabscoves til min familie, der begyndte at ankomme fredag. De havde telte og campingvogn med og overnattede i haven.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Selve festen var en eftermiddagsforestilling fra 13 til 17 – og den blev festlig. En af mine naboer (jeg har rigtig mange!) – Uffe – som jeg skiftes til at at lave mad med, så vi begge får varm mad hver dag, havde jeg udnævnt til toastmaster, et hverv han passede med knasende tør humor. Endnu en nabo, Ian, der er solocellist ved Aalborg Symfoniorkester underholdt med et enkelt nummer på sin cello, mens min ældste søn Søren stod for afviklingen af fællessangene, Susanne holdt en smuk tale siddende i sin kørestol, og en af de gamle kollegers kone – Anna – fortalte om sin forbløffelse, da hun hørte at jeg var sprunget ud som kvinde og om sin glæde ved at have lært mig at kende fra den ny side.

Mine børn stillede op med en af mine gamle Halfdan Rasmussenviser. Søren og min datter Hanne tillige med en version af den almindelige fødselsdagssang, hvor de forskyder hver stavelse et slag i forhold til melodien. Jeg havde ikke hørt den siden deres gymnasietid. De påstod de ikke havde øvet sig siden.

Uffe fortalte, at der ved enhver fest var en kedelig tale, og at det var desværre som regel også den længste, og da han ikke kunne få flere til at ytre sig, ville han påtage sig denne opgave, hvorefter han holdt en kort og ustyrlig morsom tale om vores bekendtskab, der nu havde stået på i flere år og som havde været oplevet af ham som meget spændende og behageligt, omend det havde været som en lang kostumefest.

Gæsterne insisterede på offentlig udpakning af gavebordet. En skik jeg ikke var fortrolig med, men det var overvældende.

Min største bekymring havde nok været oprydningen, når vi var færdige, men venner og familie tog fat og efter en halv time var alt på plads og salen svabret, bilerne pakket, pigerne næsten igennem opvasken. Hele familien tog med hjem og spiste rester og larmede til sent ude i campingvognen. Om søndagen tog alle afsted efter at min yngste søn – Peter – havde klippet hækkene, som min svoger var begyndt på før festen. Mandag rejste min søster og svoger tilbage til USA via Island.

Selv lå jeg brak hele mandagen, men fik ordnet alle detaljer med tak for gaverne, betalinger hist og her osv. i løbet af ugen. Den følgende mandag slog systemet fra og min karriere som invalid tog sin begyndelse.

Alle disse ord blot for at fortælle, at det behøver ikke altid at være problematisk at være fuldtidstrans – heller ikke ude på landet. Forestillingen om alle fordommene ligger i os selv og i langt mindre grad i vore medmennesker, selvom vores erhvervslivs organisationer og vores demokratiske institutioner ikke helt har fattet, hvad der skal til, for at alle kan trives.

Jeg har overdraget stafetten til Tina Vyum.

Mvh. Jytte Witt.

* * *
Oversigt over stafetartikler.